Michelangelo Buonarroti

Side 73
Tugt. Da han var født 1476, havde han imidlertid levet den bedste Del af sit Liv paa
en Tid, da Italien ikke kendte den spanske Overmagt, og han nærede Uvilje imod
den. Hans Opfattelse var den, at kun af Skinsyge mod Paven havde Karl den Femte
behandlet Protestanterne saa lemfældigt, og han indviklede sig hurtigt i en lang Række
Stridigheder med Kejseren, saa han indgik Forbund med Frankrig imod Karl.
Han drak gerne den svære velsmagende Vesuv-Vin, og mens han drak, forbandede
han Spanierne, dette Afkom af Jøder og Maranner (omvendte Maurere). Snart veg
hans reformatoriske Forsæt for hans krigerske Planer. Og han, der som Cardinal
lidenskabeligt havde bekæmpet al Nepotisme, gjorde nu sin blodtørstige Nevø, Carlo
Carafa, til Cardinal, ja han fordelte Colonna'ernes Slotte til sine Nevøer.
Hertugen af Alba rykkede som Kejserens Overgeneral fra Neapel mod Rom.
Romerne duede, som de tidligere havde vist, ikke til Byens Forsvar. Men som god
Katolik førte Alba kun modstræbende Krig mod Paven. Det kom til Smaakampe ved
Tivoli og Ostia, mens Paolo anraabte Alverden om Hjælp, endog de tyske Protestanter,
ja endog Sultan Suliman den Første, hvem han bønfaldt om at afstaa fra sit ungarske
Felttog og kaste sig med al sin Hærmagt over begge Sicilier. Hjælpen udeblev; men
Spanierne (Egmont) sejrede 1557 ved St. Quentin. Paolo maatte søge om Fred. Den
spanske Hærfører gav Alt tilbage, hvad der tilhørte Kirken; ja Alba, Sejerherren, faldt
paa Knæ for Paven og kyssede hans Fod.
Paven blev koldere imod sine Nepoter, indførte allevegne streng Disciplin, forbød
ethvert Tiggeri om Almisse, fremmede af al Magt Inquisitionen, døde saa i August 1559.
Medens Paolo den Fjerde havde været en fornem Neapolitaner af gammel, endnu
blomstrende Adelsslægt, var hans Efterfølger Giovanni Angelo Medici, der besteg
Pavetronen som Pio den Fjerde en Mand af fattig Slægt Søn af en Skatteforpagter fra
Milano, trods Medicinavnet af ringe Herkomst. Han blev Doctor og Jurist, købte sig et
Embed i Rom, steg i Paolo den Tredie's Gunst, da hans Broder, en dristig Eventyrer,
havde ægtet en Dame af Huset Orsini. Saaledes blev han Cardinal og viste sig i
Forvaltningssager behændig og godmodig. Da Paolo den Fjerde ikke kunde lide ham,
opholdt han sig næsten altid udenfor Rom, udviste stor Velgørenhed, opførte nyttige
Bygninger i Badestederne ved Pisa og i Milano.
Han var i Modsætning til Carafa ikke nogen Ivrer, men verdslig og livslysten, var med
sit lette, muntre Sind inderst inde uvilligt stemt mod Inquisitionen, men vovede ikke at
drage Grænser for dens Virksomhed. Derimod tvang Forholdene ham til at lade den
afdøde Paves Nepoter hænge. En af dem, Hertugen af Palliano, havde af Skinsyge
slaaet sin Hustru ihjel. Cardinalen Carafa, Grev Aliffe og Leonardo da Cadine havde
begaaet Rov, Mord, Falsk og Bedrageri.
Selv var han for samvittighedsfuld til at gøre det ringeste for sin Familie. Kun én af
hans Nevøer kom i Embede, men til almindelig Tilfredshed. Det var Carlo Borromeo,
der regerede udadleligt og højsindet som sin Onkels Repræsentant.
Det tridentinske Concilium var i Januar 1562 paany talrigt nok til at genoptage sine
reformatoriske Forhandlinger. Men fra første Færd stod de andre Nationers Legater
skarpt imod Pavens. Saa blev imidlertid Cardinal Morone sendt til Kejser Ferdinand
i Innsbruck for at naa til en Forstaaelse, og man kom overens. Desuden viste Filip
den Anden af Spanien og Cardinalen af Guise Paa Frankrigs Vegne sig som trofaste
Katoliker. Conciliet, der først var blevet ivrigt krævet, saa undgaaet, saa to Gange
opløst, endte tredie Gang, December 1563, i almindelig Endrægtighed.
Spaltningen med Protestantismen blev fastslaaet; men Læren om
Retfærdiggørelsen blev formet efter den katolske Dogmatik. Da Kirketugt og