Michelangelo Buonarroti

Side 72
men 5. Januar 1537 selv blev myrdet af sin Fætter Lorenzino, den Lorenzaccio, der er
Hovedpersonen i Alfred de Mussets Skuespil af dette Navn.
Men allerede 1 538 indgik Margarete sit andet Ægteskab med Ottavio Farnese, der
var Pavens Sønnesøn, nemlig Søn af den Pietro Luigi Farnese, der (født 1503) blev
myrdet i Piacenza 1547.
Rundt om i Italien gaves der Misfornøjede, Mænd, der var udvandrede fra Milano,
Napoli, Firenze, Genua, Siena. Paven lod sig ikke ved sit Slægtskabsforhold til
Kejseren afholde fra at optræde som deres Beskytter. Kun den unge Hertug Cosimo
den Første af Florents, født 1519 som Søn af Giovanni delle Bande Nere, stillede sig
fjendtligt til Paven og forblev Kejseren tro.
1545 stod dog Pave og Kejser venskabeligt til hinanden. Margarete ventede et Barn;
den tilkommende Bedstefader og den tilkommende Oldefader skulde da nu have en
Ætling tilfælles. Cardinal Alessandro Farnese drog til Kejseren i Worms og fik ham
gunstigt stemt.
Paven og Kejseren forenede sig med Tilintetgørelsen af det schmalkaldiske Forbund
som Maal. Det tog sig ud som om den protestantiske Sag var fortabt og som maatte
hele Norden paany blive katolsk.
I dette Øjeblik kaldte Paven sine Tropper tilbage fra den kejserlige Hær og
forlagde Conciliet fra Trento - under Paaskud af Smitsot der - til Bologna i betydeligt
større Nærhed af Rom. Paven følte sig paa dette Tidspunkt forunderligt nok som
Protestanternes Forbundsfælle, haabede paa Kejserens Nederlag og troede paa det.
Dog Karl den Femte's Held gjorde alle de pavelige Beregninger til Skamme.
Kejseren gennemskuede Paven og var heftigt oprørt over hans Færd.
Saa veg Lykken fra Paolo den Tredie. Det fortælles, at netop som han en Dag
opregnede, hvor stsrkt Lykken hans Liv igennem havde føjet ham, blev der overbragt
ham Efterretningen om hans Søns ovennævnte Mord i Piacenza. Han besluttede, da
hans Ret til Piacenza blev bestridt, at give Byen tilbage under Kirkens Overhøjhed. For
første Gang gjorde han noget, der stred imod hans Slægts-Interesse. Men hans egne
Børnebørn rejste sig da imod ham. Da hen havde befalet Camillo Orsini at holde Parma
imod hvemsomhelst, forsøgte Ottavio Farnese med List at faa Byen i sin Magt.
19
To Aar efter Sønnens Drab døde Paolo den Tredie.
Michelangelo's Liv er saa langt, at han endnu oplever ikke faa Pavers Regeringstid.
Om de to første af dem er der lidet at sige. Giulio den Tredie (Cardinal Monte, valgt
1550) havde været Giulio den Anden's Kammerherre og antog derfor samme Navn,
som denne havde baaret. Han stod sig godt med Kejseren og med Hertug Cosimo,
brød sig iøvrigt kun om et fornøjet Liv paa sin Villa, der laa udenfor Porta del Popolo.
Der udtalte han jævnlig Resultaterne af sin Livserfaring i ordsproglige Talemaader, som
fik mangen Tilhører til at rødme.
Efter hans Død satte det ærbarere Parti indenfor Kirken Marcello Cervini's Valg
igennem, og han besteg 1555 Pavestolen som Marcello den Anden. Der var intet at
udsætte paa ham; men han skuffede dem, der havde knyttet Forhaabninger til ham;
thi han døde efter kun 22 Dages Forløb.
Den i det foregaaende ofte omtalte strenge og barske Cardinal Giovanni Carafa
besteg i Maj 1555 Tronen som Paolo den Fjerde. Allerede i sin første Bulle udtalte
han sin Vilje at reformere den katolske Kirke ved Genoprettelsen af gammel Tro og