Michelangelo Buonarroti

Carafa svarede: En gennemgribende Inquisition.
Side 71
I Spanien havde man da allerede oprettet en Inquisitions-Domstol. Nu fik man Paven
til efter spansk Mønster at indsætte en Højesteret for Inquisitionen. Carafa lejede et
Hus og fik dér indrettet et Fængsel med Torturredskaber. Han fik det slaaet fast, at i
Troessager maatte der ikke spildes Tid, men strax skrides ind med yderste Strenghed,
og ingen Personsanseelse finde Sted. Hvor højt En end stod som Fyrste eller Prælat,
der maatte ikke vises ham nogen Art Tolerance. Calvinister og Lutheranere var lige
fordømmelige.
Mange blev paagrebne, andre lykkedes det at flygte. Bernardino Ochino overgav
sin Ordens Segl til en anden og flyede til Genéve, derfra til Zwingli i Zürich. Dog snart
kom han ogsaa paa Kant med de ortodoxe Protestanter. Han maatte da rastløs flygte
fra Land til Land i fulde toogtyve Aar, til han, 77 Aar gammel, døde af Pest i en lille
By i Mähren.
Som Ochino lykkedes det et Par andre fremragende Mænd, Vermigli og Cuirione,
at redde Livet ved at forlade Italien.
Men ellers kom Partiernes indbyrdes Had Inquisitionen til Gode. Man hævnede sig
kraftigst paa en Modstander ved at angive ham som Kætter.
Efterhaanden naaede man til Opstilling af en Fortegnelse over forbudte Bøger. I
Louvain og Paris havde man begyndt med disse Forbud. I Italien lod en af Huset
Carafa's haandgangne Mænd, Giovanni della Cava, den første Index paa 70 Numre
trykke. Man gik til Værks med glødende Iver. Af Flaminio's Bog om Kristi Velgerning
opbrændtes Tusinder og atter Tusinder af Exemplarer.
Nu blev der god Brug for Jesuiterne, hvis Tal bestandig steg, og hvem Loyola
inddelte i tre Klasser; den øverste bestod af Professer'ne, der var faatallige og kun turde
leve af Almisser; de to andre Klassers Medlemmer havde Lov at fortjene deres Brød.
I fuld Underdanighed, med Fornegtelse af al selvstændig Dømmekraft, skulde
Jesuiten føje sig efter sin Overordnede, være som en Stav i hans Haand, viljeløs som
et Lig. Det hedder i Loyola's Forfatning for Ordenen (Constitutiones 6): "Et sibi quisque
persuadeat, quod qui sub obedientia vivunt, se ferri ac regi ab divina providentia per
superiores suos sinere debent, perinde ac cadaver essent."
Paolo den Tredie (Alessandro Farnese) var personligt saa lidt en Helgen som nogen
af Højrenæssancens Paver. Han, som var født 1468, havde faaet hele sin Dannelse i
Humanismens Tidsalder. Han havde studeret i Rom under Pomponius Lætus, i Florents
i Lorenzo's Haver. Han vedkendte sig en uægte Søn og en uægte Datter. Han var i
en ung Alder bleven Cardinal og havde begyndt Opførelsen af det skønne Palazzo
Farnese. I Oktober 1534, i sit 67. Aar, da han i fyrretyve Aar havde været Cardinal, blev
han kaaret til Pave. Han havde hvad man dengang kaldte en , "prægtig og rummelig"
Maade at føre sig paa. Sjældent havde fra første Færd en Pave været almenyndet
som han.
Ikke længe efter sin Tronbestigelse var Paven traadt i Slægtskabsforhold til
Kejseren. I Oudenaarde i Belgien ses den Dag idag et lille smukt Hus ved Kanalen,
hvor Karl den Femte som Yngling levede i idyllisk Ro med den smukke Johanna von
der Gheynst, som fødte ham Datteren Margarete, i Historien berømt som Margarete
af Parma, den samme der som ældre Kvinde med Dygtighed og Statskløgt regerede
Nederlandene og først trak sig tilbage ved Albas Ankomst. (Hun forekommer i Goethe's
Egmont.) Margarete blev i første Ægteskab gift med den Alessandro af Medici, der
banede sig Vej til Tyranniet over Florents ved at forgive sin Fætter Ippolito de' Medici,