Michelangelo Buonarroti

Side 7
Men alt som Kunstnerens Væsen udvikler sig, kommer Voldsomheden deri til
Udbrud, ja den kan stige til det Sære og Krampagtige.
Den højtidelige Værdighed er hans Adelsmærke; den bevares i stormende
Lidenskab eller i profetisk Grublen, men lever altid i indre Bevægethed eller i ydre
Lader.
6
Michelangelo er en Verden. Et Livsværk som Michelangelos er ikke blot uforklarligt
uden hans uendeligt sammensatte Menneskevæsen med dets Evner og Svagheder og
uden hans ubeskriveligt mangfoldige Geni.
Men han er uforstaaelig uden Italiens hele kunstneriske og literære Dannelse paa
hans Tid, uden Toscanas Historie og Kunst, uden Humanismen, uden Ghirlandajo,
uden Lorenzo af Medici, uden Bertoldo og Haven ved San Marco.
Dog selv Himlens og Helvedes Porte maatte, hvis de var til, bevæge sig paa
Hængsler og selv den ypperste Kunstners Værk maa dreje sig om Hængsler som
de. Det er især to historisk givne Forhold, der er saadanne Hængsler, idet de som
Aarsager har constitueret Grundejendommeligheden ved Michelangelos Kunst: For det
Første det Forhold, hvori han fandt sig stillet til Antiken, det vil sige til den romerske
Oldtids Billedhuggerkunst og til den græske Oldtids Ideverden, og for det Andet det
Forhold, hvori han stillede sig selv til Bibelen, fremfor Alt til det gamle Testamente,
der opfyldte hans Fantasi, mens Leonardo saa at sige ikke havde kunnet afvinde det
nogen Interesse.
Her er to Grundkræfter: Hellas og Palæstina. Hellas virker paa ham gennem de af
Italiens Jordbund opgravne Værker Dioskurerne, Herculestorsoen, Laokoon og utallige
udskaarne Stene. Palæstina paavirker ham gennem Skabelsesmyterne, Profeterne,
Mosesskikkelsen, Syndflodssagn o.s.v., endelig gennem Legenderne om Jesu Moders
Forhold til sin Søn og om dennes Lidelse og Død.
Det nye Testamente drager ham ikke stærkt, forsaavidt hvad der er af Blidhed og
Ømhed i Evangeliernes Hovedperson er hans Væsen fremmed. Selv hans Madonnaer
er aldrig milde, men alvorlige, stolte, tungsindige, kærlige uden Ømhed, endog naar
Barnet leger med dem. De vender i Regelen Øjnene bort. Hvad Michelangelo hos
Madonna forstaar, er hendes i Udtrykket beherskede Sorg, da hun sidder der med
Sønnens Lig i sit Skød. Hans Korsfæstede er en uretfærdigt Dømt, der gør Oprør mod
sine Bødler til det sidste Aandedræt. Hans Opstandne er ikke det overjordiske Væsen,
der rolig og straalende svæver op af Graven, men et Spøgelse af en Kraftskikkelse,
der med et Stød af sin Skulder har faaet Gravstenen til at springe. Michelangelo har
to eller tre Gange grebet fejl af Kristusskikkelsen, saaledes paa Gravlæggelsen. Den
nøgne Figur i Minerva er ødelagt af en Elev.
7
Dog, han har fastslaaet Jahves Billede for alle Tider.
Hovedindflydelsen paa Michelangelo er dog den fra Antiken. En Dansk der har faaet sin
skulpturelle Opdragelse i Thorvaldsens Museum, er vant til at tænke sig Paavirkning
af Antiken saaledes artet som hos den danske Kunstner. Og naar han for første
Gang fordyber sig i Michelangelo, vil han være tilbøjelig til at stille den af Antiken
paavirkede nyere Kunst (1790 til 1830) paa den ene Side, Michelangelo paa den anden
som Modsætninger. Med stor Uret. Thi Michelangelo var fuldt saa dybt paavirket af