Michelangelo Buonarroti

Side 69
gennem Renée af Ferrara) Dronning Marguerite, Kong Francois' ildfulde og aandfulde
Søster. Aar 1540 sendte hun paa Dronningens Bøn denne en haandskreven Samling
af sine Sonetter.
Marguerite's Modstander, Connetablen af Montmorency, var kommet i Besiddelse
af Bogen, og sagde til Kong Frants, at der i Vittoria's Sonetter stod meget, som
stred mod den kristelige Tro. Men Frants lo deraf, dels fordi han kendte Marchesaens
Fromhed, dels fordi Troens Renhed laa ham mere paa Hjerte officielt end privat. Men
Dronning Marguerite var allerede fra 1532 af mistænkt som Kætterske, og der holdtes
de heftigste Prækener imod hende. Hun var Moder til Jeanne d'Albret, som fødte Henrik
den Fjerde.
Under Paolo den Tredie var Humanismens Tid forbi. Det gjaldt nu for Kirken om at
genrejse sin Autoritet.
En kort Tid tog det sig ud, som om en Udsoning mellem Romerkirken og
Reformationen var mulig. Man havde aldrig været hinanden nærmere end ved
Regensburger Samtalerne 1541. Kejseren ønskede Forsoning; hans Fjender var ikke
de Reformerte; men Tyrkiet og Frankrig. Landgrev Pbilip af Hessen stod sig godt
med Østerrig; Kejseren led ham vel. Fra protestantisk Side indfandt sig to Fredens
Mænd, Bucer og Melanchton. Fra katolsk Side kom den blide Gaspare Contarini,
Hovedmanden for den ny Retning indenfor den italienske Kirke.
Først syntes man ogsaa at komme overens om de efter Datidens Begreb vigtigste
Punkter: Arvesynden, Retfærdiggørelsen ved Troen alene, Forløsningen. Men Luther
ødelagde enhver Forstaaelse. For ham var Reformationens Kamp mod Pavedømmet
Himmelens Kamp mod Helvede, og en Udsoning vilde være et Satans Værk. Til
Gengæld tog da i Rom de reaktionære Cardinaler Carafa og Marcello Anstød af
Læren om Retfærdiggørelsen. Af Kejserens Fjender, de ivrigste Katoliker, gjordes
skarp Modstand imod enhver Mægling.
Medens man nu i det protestantiske Tyskland afskaffede Munkevæsenet og frigav
Nonnerne, søgte man i Italien at gøre strengere Regler gældende for alt Klosterliv,
ja man indførte Coelibatet ogsaa for de Gejstlige, der ikke tilhørte nogen Orden.
Franciscanere, Capucinere, alle de Ordener, der var verdsliggjorte, blev ved ny
Disciplin opbyggeligt strenge, og lagde Fromhed for Dagen. Reformen lededes af
to høje Gejstlige, den fredelige, sagtmodige Gaetano da Thiene og den heftige,
opbrusende Giovanni Carafa. De grundede en ny Orden Theatinerne, der havde
Præstestandens Forbedring til udtrykkeligt Formaal. Carafa (den senere Pave Paolo
den Fjerde) udviklede som Prædikant en overstrømmende Veltalenhed.
17
Dog det var ikke fra Italien, men fra Spanien, at Begejstringen for tidligere Dages
Rettroenhed og for den nyeste Tids sædelige Retningsændring fik sit afgørende
Tilskud.
Don Iñigo Lopez de Recaldo, yngste Søn af Huset Loyola (en navnkundig spansk
Familie) havde ved Forsvaret af Pampelona imod Franskmændene Aar 1511 havt det
Uheld at blive saaret i begge Ben, og skønt han i sin Standhaftighed to Gange lod
Benbruddene bryde op paany, blev han usselt helbredet og fik aldrig sin Førlighed
tilbage.
Han kendte og elskede Ridderromanerne, især Amadis, og under sit Sygeleje læste
han ogsaa flere Helgenes og Kristi Levned. I sin Tankegang var han nøjagtigt det