Michelangelo Buonarroti

Side 68
I Viterbo blev Reginald Pole, Erkebiskop af Canterbury, Midtpunktet i Vittoria's
Kreds. Han var Barnebarn af den Hertug af Clarence, hvem Richard den Tredie lod
myrde, Og altsaa fjern Slægtning af Henrik den Ottende. Han var født 1500, især
uddannet i Padova. Han var kommet i Misforhold til Kong Henrik, da han ikke vilde
understøtte Kongen i hans Kamp for at opnaa Skilsmisse, end mindre i hans Arbejde
for Løsrivelse fra Romerkirken. Han blev forvist som Højforræder, levede mest i Italien,
blev i Clemente den Syvende's Tid opfyldt af Reformtanker og fik af Paolo den Tredie
Udnævnelse til Cardinal. Han var en ualmindelig Karakter og havde en Ualmindelig
Skæbne. Henrik den Ottende, der forfulgte hans Slægtninge for at ramme ham, lod
hans Moder halshugge paa Grund af Sønnens diplomatiske Bestræbelser for den
katolske Sag i England. Han skrev ved Efterretningen om Moderens Henrettelse til
Vittoria, at hendes Brev til ham var en af de faa Trøstegrunde, der var ham levnede
overfor Farao's Raseri. Han, der hos Vittoria genfandt sin Moders Aand i en ny
Skikkelse, fik i 1541 som Legat sin Residens i Viterbo. Hans Indflydelse paa Vittoria
blev varig.
Som Pole hørte Contarini til Vittoria's nærmeste Venner, og som Contarini Bernardo
Ochino. Denne stred længe som den ortodoxe katolske Retnings Tilhænger, blev
Franciscaner, hengav sig til strenge Bodsøvelser, men havnede i den som kættersk
forkastede Lære om Retfærdiggørelsen. Der stod et mægtigt Ry af ham. Bembo skriver:
"Jeg aabnede mit Hjerte for ham som for Kristus selv. Det forekom mig, at jeg aldrig
havde set en mere hellig Mand."
Kirken reformeredes indenfra. Paolo den Tredie udnævnte Cardinaler uden andet
Hensyn end det til deres Fortjenester, først Contarini, saa Carafa, saa Sadoleto, Giberti
og, som vi saa, den landflygtige Pole, lutter tidligere Medlemmer af hint Oratorium for
den guddommelige Kærlighed.
Underligt nok: Der skete et Forsøg paa at grunde et rationelt, om end fromt
Pavedømme. Contarini skrev: "Kristi Lov er en Frihedens Lov og forbyder den grove
Trældom, som Luther med Rette sammenligner med det babyloniske Fangenskab. Alt
Herredømme er Fornuftens Herredømme, ogsaa Pavens Autoritet."
16
5. April 1536 holdt Karl den Femte sit Indtog i Rom, som hans Hær ni Aar forinden
havde plyndret. Han aflagde kun to Kvinder Besøg. Den ene var Giovanna Aragona
Colonna. Den anden var dennes Svigerinde Vittoria, der altid var forbleven Kejseren
tro. Hun haabede, han vilde forskaffe Korset Sejr over Halvmaanen. Hendes Interesser
var nu udelukkende religiøse.
Medens Kejseren forhandlede med Alessandro Farnese, der kaldte sig Paolo den
Tredie, antog Vittoria sig Capuciner-Ordenen, som hadedes af Francesco Quiñones
de Luna, Cardinal af Santa Croce in Gerusalemme, fordi den fremdrog Skrøbeligheder
i Minoriter-Klostrene, og Cardinalen var Minorit. Som Gudmoder i Ferrara ved Daaben
af den Eleonore, hvis Navn Goethe har knyttet til Tasso's, traf Vittoria Ochino, og
beundrede hans Prædikener. Hun harmedes over de Forvanskninger og Bagtalelser,
for hvilke han var udsat. Det er selvfølgelig ikke stemmende med Historiens Værdighed
eller med god Tone at sige det; men hendes Breve med deres kunstlede Frasologi
og overdrevne Gudelighed i Tidens Stil ligesom hendes højtspændte religiøse Poesier
viser, hvor dybt hun stak i Tidsalderens teologiske Abracadabra.
I Februar 1538 forlod Vittoria Ferrara efter Dagen forud at have været tilstede ved
et Hofselskab, i hvilket hun foredrog nogle af sine Sonetter. Hun kendte (sandsynligvis