Michelangelo Buonarroti

Side 67
af Petrarca. - Gennem Giberti kom Vittoria i Berøring med Berni og med Pietro Aretino,
der skrev en Sonet til hendes Ære.
Ferrante d'Avalos, hvem det for Kortheds Skyld er nemmest at kalde Pescara, var
under Leo bleven udnævnt til Overbefalingsmand over de kejserligt-pavelige Hære.
Franskmændene formaaede ikke at holde Parma imod Pescara, Venezianerne ikke
at holde Milano imod ham. Han slog efter Leos Død i 1522 i Forening med Prospero
Colonna den franske Hær under Lautrec. Hans grusomme Plyndring af Genua vakte
Kirkens Misbilligelse, og forgæves bad han Adriano den Sjette, da han landede i
Genua, om Ophævelse af den misbilligende Dom, han havde modtaget for sine
Plyndringer. Saa døde Adriano, og Vittorio glædede sig inderligt over Clemente den
Syvende's Valg.
I vel tre Aar havde hun levet adskilt fra sin Ægtefælle. En eneste Gang var han i
1522 fra sine Krigstog et Par Dage vendt hjem til Neapel. Den skrækkelige Uorden i de
pavelige Finanser styrtede Pescara i Gæld, saa Vittoria maatte skrive til den pavelige
Generalkaptajn Federigo Gonzaga og minde ham om 4000 Dukater, der skyldtes
hendes Ægtefælle. Hendes Breve til Gian Maria Giberti røber hendes Henrykkelse
over Pavevalget; hun troede, man havde valgt en stor Politiker; men Giulio af Medici
skrumpede, som vi har set, ganske sammen som Pave, var ubesluttet og karakterløs.
Det tapre Forsvar af Marseille, der forøvrigt førtes af to Italienere, Orsini og Gonzaga
tvang de Kejserlige til Tilbagetog. Yderst svækkede traf Pescara og Bourbon i 1524 i
Piemont sammen med den spanske Vicekonge, Lannoy. Frants den Første optraadte
overmodigt, krævede foruden Milano ogsaa Napoli.
Saa fulgte Slaget ved Pavia, hvor Kongen og hvad der var tilovers af hans Hær,
blev taget til Fange. Hovedfortjenesten af Sejren var Pescara's. Han havde holdt
Modet oppe i Lannoy, havde krævet Undsætning af det udsultede Pavia, faaet Bugt
med Uviljen hos Soldaterne, der knurrede over ikke at have faaet Sold. Han havde
dernæst udkastet Angrebsplanen, og havde, blødende af tre Saar, kæmpet med i
Haandmænget indtil Slagets Ende, da Blomsten af Frankrigs Adel laa paa Valpladsen,
La Tremouille, La Palice, Saint Pol, de Foix, Bonnivet.
Karl den Femte skrev taknemmelige Breve til Pescara, men rørte ikke en Finger for
at belønne ham. Skønt Pescara var halvvejs Spanier, stolede Carl ikke paa ham. Han
troede kun Spaniere og Nederlændere, ingen Italiener; men medtaget af de udstaaede
Strabadser døde Pescara midt under Krigen i Milano 1525.
Ramt af dette haarde Slag tyede Vittoria til Klosteret San Viterbo. Paven tillod ved
et Brev af 7. December 1525 den ædle Enke at optages deri, men forbød Abbedissen
at lade hende ombytte Enkesløret med Nonnesløret.
Vittoria boede fra 1530 forskellige Steder, først paa Ischia hos Hertuginden af
Francavilla, saa i Orvieto i Klostret San Paolo. Hun skrev Digte for at give sin Hjertekval
Luft.
Paa Ischia fik hun Aar 1533 Besøg af Bernardo Tasso, Faderen til Torquato. Han
forherligede Øen og hende i en smuk Sonet (Reumont: "Vittoria Colonna").
15
Det var, da Rom var plyndret, Bruddet med Tyskland fuldbyrdet, England gaaet tabt
for den katolske Kirke, at en ny religiøs Bevægelse begyndte, i hvilken Vittoria droges
ind. Hun havde jo efter Pescaras Død længe været hengiven til religiøse Studier.