Michelangelo Buonarroti

Side 66
hemmelighedsfulde, fordi de var lige taagede og tomme. Det saas paa Korstogenes Tid
fire Hundrede Aar forinden, som det saas i Hexeprocessernes Tidsalder, der varede
fulde tre Hundrede Aar (c. 1484 til 1795).
Læren om Guds Trang til at se Verden retfærdiggjort ved Drabet af hans Søn, denne
Lære, der gjaldt for Reformationstidens aandelige Fremiskridt, staar i ingen Henseende
over Troen paa at Guds Vilje tilfredsstilles ved Erobringen af et formentligt Gravsted,
eller over Troen paa at Hexe og Troldmænd handler efter Indskydelse af Djævlen og
derfor bør lide en smertelig Død.
Men det forstaar sig, det var saare hellige Mænd og Kvinder, som paa dette
Tidspunkt gav Stødet til den katolske Reform. Vicekongen af Neapels Sekretær,
Spanieren Juan Valdez, udbredte efter Evne Læren om Retfærdiggørelsen. Hans
Skrifter er gaaede tabt; men hans Elev Munken Flaminio Udgav 1540 en lille Bog "Om
Christi Velgerning", der kun handler om Retfærdiggørelsen.
Størst Indflydelse havde Valdez paa Neapels Adel og paa de italienske Lærde. Men
ogsaa Kvinder sluttede sig ildfuldt til den Bevægelse, der var udgaaet fra ham.
14
Blandt dem er Vittoria Colonna den navnkundigste. Hun, som vel overhovedet kan
kaldes Italiens berømteste Kvinde i de sidste 400 Aar, kom til Verden 1490 i en af
Colonnaernes Borge, Castello Marino, der beherskede Vejen til Rom. Hendes Fader
var Herre af Paliano, senere Fyrste af Tagliacozzo og fik Titlen Storconnetable af
Neapel. Moderen var Agnese af Montefeltro, Datter af Hertug Federigo af Urbino.
Kong Ferrandino havde bevæget Fabrizio Colonna til at forlove sin Datter Vittoria
med Ferrante Francesco d'Avalos, der allerede som Barn havde arvet Titlen Marchese
af Pescara. 1507 var Ægtepagten bleven undertegnet, December 1509 var Brylluppet
blevet fejret, Brudens Medgift var 14.000 Dukater.
Da man i 1517 i Neapel fejrede Bona af Aragoniens Bryllup med Kong Zygmunt
den Første af Polen, var Vittoria med i Brudefølget, og hendes alvorlige Skønhed
passede til Optogets højtidelige Pragt. Hun sad paa en Pasganger, en Skimmel, hvis
Skabrak var af carmoisinrødt Fløjl indfattet i Guld og Sølv. Sex Staldmestre i gul og blaa
Silke skred ved Siden af hende. Hun bar en Kjole af carmoisinrødt Brokade, derover
Fløjlskappe med paasyede Guldfrynser og en Hue af Guldstof, over den en Baret af
carmoisinrød Silke med Ornamenter af massivt Guld. Hendes Bælte var ligeledes af
Guld. Sex adelige Frøkener i lyseblaat Damask udgjorde hendes personlige Følge.
Naar Michelangelo senere i sine Vers med Hentydning til hendes Navn kalder hende
Søjle, saa var dette Stilen i alle Samtidiges Digtning. En Sonet til hende af Pietro Bembo
begynder: "Ophøjede Søjle, der uden Vaklen har staaet fast under Stormens Rasen!"
Ariosto besynger hende skønt i de fem Strofer, han har helliget hende i 37. Sang af
Orlando furioso. Han begynder: "Kun én vælger jeg, dog jeg vælger Den, der faar endog
Misundelsens Raseri til at forstumme .... Hun har ikke blot ved sød Melodi hævet sig
selv til Udødelighed, men ogsaa hævet Enhver, om hvem hun taler eller synger fra
Graven til det evige Lys."
Hun stod i Berøring med alle Datidens Digtere, kendte Francesco Maria Molza og
stod i Brevvexling med ham. Sikkert har han været blandt dem, der i San Silvestro's
Klosterhave hørte hende og Michelangelo tale sammen om Kunsten i Italien og
andensteds. Galeazzo di Tarsia havde i Neapel set Vittoria; hun blev hans Muse, hvem
han stadigt besang, og med den Varme, ved hvilken han overgaar de andre Efterlignere