23.07.2013 Views

Michelangelo Buonarroti

Michelangelo Buonarroti

Michelangelo Buonarroti

SHOW MORE
SHOW LESS

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.

Side 65

Karl den Femte gav da ogsaa de lutherske Gesandter, der opsøgte ham i Italien,

et unaadigt Svar.

Gontrareformationen rejste nu afgjort sit Hoved. I en Skrivelse til Kejseren

fremhævede Cardinal Campeggio, at hvad det nu gjaldt om, var at udrydde Kætterne

med Ild og Sværd, inddrage deres Ejendomme i Tyskland som i Ungarn og Bøhmen,

saa indsætte hellige Inquisitorer, der kunde spore dem op, som man i Spanien

opsporede Marannerne (de Nykristne): Universitetet i Wittenberg burde sættes i Ban;

de Munke, der var traadte ud af deres Ordener, skulde sendes tilbage til deres Klostere.

Men Karl den Femte havde ikke det Temperament, som udkrævedes til denne

voldelige Fremgangsmaade; han var betænksom og langsom. Han slog sig til Ro ved

Tanken om et Concilium.

Clemente søgte i sit Vankelmod og i sin nedbrudte Stilling paany et Forbund med

Francois den Første. Han giftede sin unge Nièce, Caterina af Medici, med Kongens

anden Søn, den senere Henri den Anden, der i saa høj Grad foretrak Diane de Poitiers

for hende. Men Francois stod dengang i det bedste Forhold til Protestanterne, særligt

til Landgreve Philip af Hessen.

Ogsaa fra England truede der Pavedømmet Farer. Alt 1525 havde Henrik den

Ottende, skønt han havde udgivet et Stridsskrift imod Luther, truet Paven med at

reformere den engelske Kirke. Striden blev bilagt og Henrik understøttede Clemente,

mens denne sad indesluttet i San Angelo. Det gjaldt som bekendt for Henrik om at

opnaa Skilsmisse for at han kunde gifte sig med Anna Boleyn. Men Paven kunde ikke

føje ham, da den engelske Dronning var Kejserens Tante. Saa fik da Clemens en ny

farlig Fjende. Henrik bekæmpede stedse stærkere Pavens verdslige Magt.

13

Paa dette Tidspunkt begynder i Italien aandelige Rørelser, der har Overensstemmelse

med Protestantismen. Fra først af er disse Sindstilstande ugunstigt sindede mod

et verdsligt Pavedømme og tilstræber Reform. Men efterhaanden tvinges af selve

Forholdene Pavemagten til at optage de religiøse Aandsstrømninger i sig. Saaledes

skifter den snart helt Karakter, og paa Renæssancens Pavedømme med dets

hedenske Præg, dets kunstneriske og literære Hang, dets Genfødelse af Antiken

og dets Ligegyldighed for Kønsmoralens Overholdelse, følger Contrareformationens

Pavedømme med dets strenge Rettroenhed, dets officielt hævdede Sædelighed, dets

Inquisition og dets Intolerance, der gaar til Kætterforfølgelse og haarde Straffedomme

mod den frie Forsknings Mænd.

Allerede paa Leo den Tiende's Tid nævnes et Oratorium, der kaldes den

guddommelige Kærligheds. Det var beliggende nær Stedet, hvor man troede, at Petrus

havde boet, og der forsamlede sig i en Kirke et halvhundred fromme og gejstlige Mænd.

Disses vigtigste Navne er de senere almenkendte: Contarini, Sadoleto, Giberti, Carafa.

Deres Hensigt var den at reformere Romerkirken indenfra.

Da Rom var plyndret, Florents erobret, Milano udsat for stadige Fejder, samledes

dette romerske Selskab med andre gode Mænd helst i Venedig. Grundinteressen var

teologisk. Man gik ud fra den samme Lære om Retfærdiggørelsen som Luther. Gaspare

Contarini, en af Gruppens Hovedmænd, hævdede, at Evangeliet ikke var andet end

det gode Budskab, at Guds enbaarne Søn i Kød og Blod havde stillet Faderens Krav

til Retfærdighed tilfreds.

Den arme Menneskeslægt har til alle Tider været tilbøjelig til at samle sit

Aandsliv om visse fixe Ideer, mest om saadanne, der syntes usigeligt dybsindige og

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!