Michelangelo Buonarroti

Side 65
Karl den Femte gav da ogsaa de lutherske Gesandter, der opsøgte ham i Italien,
et unaadigt Svar.
Gontrareformationen rejste nu afgjort sit Hoved. I en Skrivelse til Kejseren
fremhævede Cardinal Campeggio, at hvad det nu gjaldt om, var at udrydde Kætterne
med Ild og Sværd, inddrage deres Ejendomme i Tyskland som i Ungarn og Bøhmen,
saa indsætte hellige Inquisitorer, der kunde spore dem op, som man i Spanien
opsporede Marannerne (de Nykristne): Universitetet i Wittenberg burde sættes i Ban;
de Munke, der var traadte ud af deres Ordener, skulde sendes tilbage til deres Klostere.
Men Karl den Femte havde ikke det Temperament, som udkrævedes til denne
voldelige Fremgangsmaade; han var betænksom og langsom. Han slog sig til Ro ved
Tanken om et Concilium.
Clemente søgte i sit Vankelmod og i sin nedbrudte Stilling paany et Forbund med
Francois den Første. Han giftede sin unge Nièce, Caterina af Medici, med Kongens
anden Søn, den senere Henri den Anden, der i saa høj Grad foretrak Diane de Poitiers
for hende. Men Francois stod dengang i det bedste Forhold til Protestanterne, særligt
til Landgreve Philip af Hessen.
Ogsaa fra England truede der Pavedømmet Farer. Alt 1525 havde Henrik den
Ottende, skønt han havde udgivet et Stridsskrift imod Luther, truet Paven med at
reformere den engelske Kirke. Striden blev bilagt og Henrik understøttede Clemente,
mens denne sad indesluttet i San Angelo. Det gjaldt som bekendt for Henrik om at
opnaa Skilsmisse for at han kunde gifte sig med Anna Boleyn. Men Paven kunde ikke
føje ham, da den engelske Dronning var Kejserens Tante. Saa fik da Clemens en ny
farlig Fjende. Henrik bekæmpede stedse stærkere Pavens verdslige Magt.
13
Paa dette Tidspunkt begynder i Italien aandelige Rørelser, der har Overensstemmelse
med Protestantismen. Fra først af er disse Sindstilstande ugunstigt sindede mod
et verdsligt Pavedømme og tilstræber Reform. Men efterhaanden tvinges af selve
Forholdene Pavemagten til at optage de religiøse Aandsstrømninger i sig. Saaledes
skifter den snart helt Karakter, og paa Renæssancens Pavedømme med dets
hedenske Præg, dets kunstneriske og literære Hang, dets Genfødelse af Antiken
og dets Ligegyldighed for Kønsmoralens Overholdelse, følger Contrareformationens
Pavedømme med dets strenge Rettroenhed, dets officielt hævdede Sædelighed, dets
Inquisition og dets Intolerance, der gaar til Kætterforfølgelse og haarde Straffedomme
mod den frie Forsknings Mænd.
Allerede paa Leo den Tiende's Tid nævnes et Oratorium, der kaldes den
guddommelige Kærligheds. Det var beliggende nær Stedet, hvor man troede, at Petrus
havde boet, og der forsamlede sig i en Kirke et halvhundred fromme og gejstlige Mænd.
Disses vigtigste Navne er de senere almenkendte: Contarini, Sadoleto, Giberti, Carafa.
Deres Hensigt var den at reformere Romerkirken indenfra.
Da Rom var plyndret, Florents erobret, Milano udsat for stadige Fejder, samledes
dette romerske Selskab med andre gode Mænd helst i Venedig. Grundinteressen var
teologisk. Man gik ud fra den samme Lære om Retfærdiggørelsen som Luther. Gaspare
Contarini, en af Gruppens Hovedmænd, hævdede, at Evangeliet ikke var andet end
det gode Budskab, at Guds enbaarne Søn i Kød og Blod havde stillet Faderens Krav
til Retfærdighed tilfreds.
Den arme Menneskeslægt har til alle Tider været tilbøjelig til at samle sit
Aandsliv om visse fixe Ideer, mest om saadanne, der syntes usigeligt dybsindige og