Michelangelo Buonarroti

Side 64
udstaaet Strabadser og lidt Sult under den hurtige Marche til Rom, hvor de i deres
Iver havde taget hinanden i Hænderne for, dannende Kæde, at trække hverandre over
hindrende Vandløb. De havde for sig en af Jordens overdaadigste og rigeste Byer, som
de tilmed altid havde hørt forbande som den babyloniske Skøge. De havde af Luthers
Udfald mod Romerkirken erfaret, at Paven i Rom var den lede Satan, en Antikrist,
hvem det var fortjenstfuldt at slaa ned. Om selve Byen havde de kun hørt, at dens
Præster og Cardinaler var skurkagtige Hyklere, der væltede sig i utilladelige Nydelser,
dens Kvinder Tøjter, dens Religion en foragtelig Overtro. Hvilken Vellyst at føle sig som
Retfærdighedens Haandlangere, mens man tilfredsstillede enhver Fryd ved at tilføje
Pinsler, enhver Attraa efter at søle sig i Vellyst, og den rasende Tørst efter Gods og
Guld!
Saa slæbte man da for ti Millioner Guld og Sølv ud af Rom. Saa morede man sig da
med at lade Rigmændene købe sig fri for uhyre Summer. Saa fornøjede man sig med at
indjage Skræk ved Brandstiftelser, og man viste sit Overmod ved at tænde Bivuakbaal
paa Vatikanets Mosaikgulve, og ved at slaa skønne Glasmalerier itu for at faa fat paa
Rudernes Bly. Soldaterne huggede Statuerne paa offentlige Pladser i Stykker med en
Vildskab, som i sin Tid Goterne før dem. Da de som troesivrige Lutberanere var oprørte
over Dyrkelsen af Maria, gik det ud over Kirkernes Madonnabilleder.
Et halvt Aar forblev Rom i Landsknægtenes Vold. Da Clemente den Syvende atter
vovede sig ud af San Angelo for at vende tilbage til Vaticanet, var der af hans Bys
90.000 Indbyggere 30.000 tilbage.
Saaledes blev Paven, der havde haabet at bryde den spanske Overmagt i Italien,
nedværdiget til det Yderste og maatte se det spanske Herredømme befæstet.
12
Samtidigt med, at Rom saaledes blev overvældet, erfor denne Pave af Huset Medici
Medicæernes Fordrivelse fra Florents.
Paven selv havde som Cardinal Giulio de' Medici under Leo den Tiende regeret
Byen. Derefter havde Clemente indsat Cardinalen af Cortona til Regent, en streng og
Borgerne forhadt Personlighed, der plagede dem med Afgifter. De to Hertuger, hvem
Michelangelo har foreviget, havde ikke efterladt legitimt, mandligt Afkom, men hver af
dem havde en uægte Søn. Den ældste, Ippolito, var Giuliano's med en fornem Dame
fra Urbino, den yngre, Alessandro, var af uvis Afstamning; Moderen var en Mulatkvinde
af Slavestand, Faderen enten Lorenzo eller en Rideknægt eller selve Paven Clemente.
I April 1527 udbrød der en Folkeopstand i Florents, understøttet af de Adelsmænd,
der var fjendske mod Huset Medici. Cortona med Ippolito og Alessandro søgte Hjælp
hos Hertugen af Urbino, der med en Troppestyrke stod i Nærheden af Byen. De
vendte tilbage med tusind Mand. Det kom til en kortvarig Kamp mellem Partierne,
kun mindeværdig fordi en Bænk, der blev slynget ned fra Raadhuset, slog Armen af
Michelangelo's David, som stod paa sin gamle Plads paa Torvet. Det kom imidlertid
til et foreløbigt Forlig. Ippolito skulde, skønt kun femtenaarig, have Ret til at beklæde
hvad Embede han vilde. Cortona havde nu 3000 Mand om sig. Men da de daarlige
Efterretninger om Roms Indtagelse naaede Florents, følte Medicierne, at det var ude
med dem. De forlod Byen 15. Maj 1527, og en folkelig Regering under il Consiglio
grande blev oprettet med Niccolo' Capponi som Gonfaloniere paa et Aar.
Paven nærmede sig Kejseren paany af Frygt for Rebellion, og han haabede til
Gengæld paa Kejserens Understøttelse imod Protestantismen.