Michelangelo Buonarroti

Side 62
og offenlige Fornøjelser af sine Paver, var forbitret over Cardinalernes Valg og rasede
imod Munkepaven.
Hadrian ankom, beholdt sit Navn, blev Adriano den Sjette, havde taget sin gamle
Husbestyrerinde med, og udførte sin Embedsgerning paa samme prunkløse Maade,
der havde betegnet hans Færd i Holland og Spanien.
Hans Regeringstid, der falder udenfor Renæssancens Grundvæsen, var kun
en Episode, men ligesom et Forbud paa den strenge og mørke Aandsretning,
Contrareformationen vilde medføre. Adriano forargedes højligt over de nøgne
Skikkelser paa Michelangelo's Loft i Sistina, og han tilhyllede sit Ansigt, da han stod
overfor den beundrede Laokoonsgruppe.
Da han oplevede de tyrkiske Vaabens begyndende Held, attraaede han Fred
imellem de kristne Stater og holdt sig neutral i Striden mellem Frants den Første og Karl
den Femte. Efterretningen om Tyrkernes Erobring af Rhodos gjorde dybt Indtryk paa
ham. Han betragtede ikke blot Ungarn, men Italien og Rom som truet. Han forsøgte
med den tyrkiske Fare for Øje at mægle, og henvendte sig til Kong Francois. Han vilde
stræbe at afbøde de tyske Reformatorers Angreb og afvæbne dem ved Afskaffelse af
Misbrug i Romerkirken.
Men Erobringen af Rhodos havde intet Indtryk gjort paa den franske Konge, og
Reformbevægelsen i Tyskland lod sig ikke bringe til Ro (Leopold v. Ranke: Die
römischen Päpste, Band 1).
11
Da Adrian i September 1523 døde, var Giulio af Medici den eneste mulige Pave. Han
havde allerede havt stor Indflydelse under Leo som under Adrian, og han besteg nu
Pavetronen under Navn af Clemente den Syvende.
Han havde som Politiker god Vilje men en altfor vaklende Karakter, og hans politske
Stilling var fra første Færd desperat. Han var Spanien forpligtet og havde handlet
som Spaniens Forbundsfælle. Spanierne havde været behjælpelige ved Kirkestatens
Udvidelse, og de havde navnlig genindsat Huset Medici i Florents. Da Paverne
imidlertid havde fravristet Franskmændene Milano, havde de ikke villet overlade
Spanierne det. Nu dominerede de Spanske under Karl den Femte. - Clemente maatte
skælve for den Magt, han selv havde gjort sit til at befæste.
Han søgte 1525 at drage Kejserens bedste General over til sig; thi denne var
misfornøjet, og han havde god Grund til det Haab, at med Generalen vilde Hæren følge.
Pescara, der var spansk af Æt som af Sprog, angav imidlertid Clemente's Forsøg for
Kejseren.
Allerede November 1524 havde Clemente sluttet et hemmeligt Forbund med
Frants den Første; dog usikker og derfor tvetunget som han var, sendte han
samtidigt Baldassare Castiglione, den elskværdige Forfatter af Bogen Il Cortegiano,
en ingenlunde uprøvet, men dog altfor godtroende Diplomat, til Karl den Femte for
at bringe saa godt et Forhold som muligt til Veje mellem Pavehoffet og det spanske.
Clemente havde givet Castiglione et glimrende Følge med, da han brød op fra Mantua,
og han havde paalagt ham, først i Milano at gøre den spanske Vicekonge Charles
de Lannoy sin Opvartning og meddele ham Pavens hjertelige Følelser for Kejseren;
derefter skulde han begive sig til Frants den Første, og navnlig paa Rejsen ad denne
Omvej til Spanien indhente saa paalidelige Oplysninger som muligt om Styrkeforholdet
mellem de franske og de spanske Stridskræfter, for at Paven, naar det kom til Stykket,
kunde slutte sig til den af de to Magter, der havde Overtaget.