Michelangelo Buonarroti

Side 61
ham altfor ansvarsfuld; han tog den saa alvorligt, at han ikke nøjedes med et
Overopsyn, men snart blev som hjemme paa Byggepladsen og helst selv tog en Haand
i med.
Dog til dette byrdefulde Hverv kom endnu Ledelsen af Udgravningerne af Antiker
i Rom, som Leo lagde paa Raffaello's Skuldre. Denne Opgave begejstrede imidlertid
Kunstneren. "Fra hine Mure," skriver han, "taler endnu Antikens guddommelige Sjæl."
Han vandrede om blandt Levningerne af det gamle Rom, tegnede Ruinerne, glædede
sig uendeligt over Fundene, saaledes over Ornamentalmalerierne (Grotteskerne) i
Titus's Thermer.
Ikke nok dermed, Raffaello maatte lede Opstillingen af den Scene, Pavens Nevø,
Cardinal Cybo, lod indrette i San Angelo, og maatte udkaste Teaterdekorationerne til
den.
Af Kunstnerens Udkast til de berlige Mosaikbilleder i Kuplen til Cappella Chigi er
Haandtegningerne til Gudfader og til Jupiters Engel bevarede i Oxford; en Tegning til
Mars er bevaret i Lille.
Som Arkitekt ved S. Pietro maatte Raffaello vente fem Aar paa sin Løn, fik saa paa
én Gang den hele Sum udbetalt i 1519.
Thi Leo led under stadig Pengemangel. Alt hvad Giulio den Anden havde samlet for
at uddrive de Fremmede af Italien, gav Leo ud for at betale den Gæld, han havde stiftet
som Cardinal. En Krig, han førte 1516 for at skaffe sin Nevø Lorenzo Hertugdømmet
Urbino, kostede mer end Salget af Cardinalsværdigheder indbragte ham i 1517. Han
efterlod saa stor en Gæld, at adskillige Banker ved hans Død i 1521 maatte gaa fallit
og en hel Række Cardinaler, af hvem han havde laant store Summer, blev ødelagte.
Paa Pasquino fandtes Verset:
E tengo certo e vero
> Che se 'l viver anchor li era concesso
Venderi Roma, Christo e poi se stesso.
Dog Uordenen i de pavelige Finanser er Eftertidens mindste Sorg. Den er det ogsaa
saare ligegyldigt, at den energiløse lille fede Pave med de svage Ben ikke personligt
kunde udøve nogen Indflydelse paa Renæssancens Kunst eller Videnskab. Hans Navn
forbliver knyttet til Højrenæssancens ypperste Blomstringstid. Det lader sig ikke skille
fra Raffaello's; det har modtaget Glans fra Michelangelo's lysende Navn, saa svag end
den personlige Berøring var mellem denne Pave og den store Billedbugger, der under
hans Regering næsten stadigt opholdt sig i Florents.
10
Efter Leo den Tiende's Død trak Conclavet i Langdrag. "Mine Herrer," sagde Cardinal
Giulio af Medici, "jeg mærker, at af os, som er samlede her, bliver Ingen Pave. Vi maa
se os om efter En, som ikke er her. Tag Cardinalen af Tortosa, en ærværdig gammel
Mand, der almindelig betragtes som hellig."
Det var Adrian Floriszoon af Utrecht, tidligere Professor i Louvain, som havde været
Karl den Femte's Lærer og ved dennes personlige Velvilje var bleven Gobernador
af Spanien og Cardinal. Det var en ortodox Teolog, der var romerske Forhold saa
fremmed, at han end ikke kunde Italiensk. Cardinal Cajetano gav sig til at prise
ham; Cardinalerne lod sig rive med, da de hørte Adriano rost for sin Retskaffenhed,
Fromhed, Sparsomhed og Alvor. Den menige Romer, der attraaede Rundhaandethed