Michelangelo Buonarroti

Side 6
Embedsmænd i den Grad derved, at man lod hans frelste og fordømte Skikkelser
forsyne med Klædebon, der dækkede Nøgenheden.
5
Tre Grundtræk slaar i Regelen den moderne Beskuer som uden mange
Forudsætninger befinder sig stillet overfor Michelangelos Væsen og Kunst.
Først Nøgenheden, og det at ikke Ansigtet alene, men det hele nøgne Legeme
hos ham er udtryksfuldt, tilmed saaledes, at den enkelte Skikkelse ikke for
at udfolde sin Ejendommelighed er stillet i Modsætning til et andet Legeme,
men til sig selv. Michelangelo fremstiller altid Legemsformen i Bevægelse, og
Hemmeligheden ved hans Formbehandling er udtrykt i Kunstordet Contraposto, det
vil sige Mangfoldighedens eller Afvexlingens Grundsætning overført paa Legemets
symmetriske Halvdele. Michelangelo forstærker, mer end Grækerne, Afvigelserne
fra Symmetri i Lemmernes Stilling, i Hofternes eller Halsens Drejning, i Armenes
Overskæring af Legemsfladen. Aldrig var Nøgenhed saa udtryksfuld som hos ham;
aldrig før var der lagt saadan Vægt paa det Sprog, Muskelspillet taler.
Det næste Grundtræk, som slaar den moderne Beskuer hos Michelangelo, er
Hanget til det Storladne i den dobbelte Betydning af det Sublime og det Kolossale.
Sublim er han alt i Tyverne af sin Livsalder i sin Pieta; Hanget til det Kolossale
fremtræder alt i Midten af Tyverne hos ham i hans David. Han har en Tilbøjelighed
til det overnaturligt Store; selv den lille David, der er som en Dværg overfor Kæmpen
Goliath, bliver hos ham til Giganten. En enkelt Gang stiger hos ham denne Attraa (efter
at overgaa Naturen i Omfang) til en Dragning mod det Monstrøse, som naar han i
Carrara føler Lyst til at gøre en Statue af et Bjerg.
Dog denne Dragning til det udvortes Store er af underordnet Betydning og mange
Gange fremkaldt af ydre Nødvendighed. Den, der skal smykke et Loft i rentud
svimlende Højde, kan ikke anvende Miniaturer, maa frembringe store, stedse større,
tydelige Skikkelser. Den, der skal dekorere en uhyre Vægflade nødes til især at gøre
de øverste Figurer overmenneskeligt store for at de skal kunne ses og ikke ved
Forkortningen tabe i Interesse, sammenlignede med dem, som er nærmere Øjet. Derfor
er Kristus og Madonna paa Dommedagsbilledet nødvendigvis kæmpestore.
Dog som sagt, denne ydre Storhed er det Uvæsenlige. Afgørende er den indre
Storhed i Michelangelos Sjæleliv. Var han end en Naturdyrker, han var alt andet end
en Realist, alt andet end en Virkelighedsgengiver, som Florentinerne før ham.
Af sit Eget føjer han til Alt, hvad han fremstiller, Præget af sin ubestridelige
Overlegenhed. Hans ringeste Tegning er myndig, overfor Æmnet fri, den føjer til den
afbildede Genstand hans eget oversvævende Aandsindhold af stolt Kraft eller dyb
Rædsel eller fornem Elegance.
Han er aldrig blot naturlig og menneskelig, altid tillige overnaturlig og
overmenneskelig; han er altid sand, men aldrig blot sand, sand og sublim.
Saaledes naaer vi til det tredie slaaende Grundtræk i hans Menneskevæsen som
i hans Kunst.
Denne Kunst er patetisk. Der er i den en overstrømmende Energi. Alt i den er bunden
eller løssluppen Lidenskab; al denne Lyrik udmunder i Drama.
Fra først af er der i hans Væsen baade Ro og Harmoni; endog i Pieta er der ikke
blot Ligevægt og Klarhed men den stille Alvor, fra hvilken enhver Tanke paa Handling
er udelukket. Ja Satyrisken ved hans Bakkus er skelmsk.