Michelangelo Buonarroti

Side 55
En særegen Yndling af Giulio den Anden, hvem han i sine senere Leveaar stadigt
havde om sig, var den unge Federigo Gonzaga, Søn af Marchesen af Mantua. Da
Paven havde udnævnt denne til Kirkens Gonfaloniere, ønskede han som Pant for
hans Troskab at have Sønnen ved sit Hof. Moderen Isabella af Este - hvis fornemme
Ydre er os bevaret i Leonardos skønne Tegning -, der havde vægret sig ved at
sende den tiaarige Dreng som Gidsel til Kejserhoffet, da dets Sædelighedstilstand
var ilde berygtet, havde i dette Tilfælde intet at indvende. Som Slægtning af Huset
Rovere var Drengen alt forud vel anbefalet til Paven. Han synes at have været
udmærket anlagt, vandt ikke blot Giulio men alle Omgivelser fuldstændigt for sig. Han
tog ikke Skade af Tonen ved Pavehoffet, der bestemtes af saa udsvævende Mænd
som Bibbiena, Bembo og Francesco Molza. Iøvrigt var Tonen ogsaa i hans Hjem. i
Urbino, saa fri, at den neppe i Rom kunde være mere dristig. Medens Giulio belejrede
Mirandola, fik Drengen Lov til at tilbringe Karnevalstiden i Urbino. Der efterstræbte
Hoffrøknerne (Damigellerne) ham uden at Nogen saa noget Anstødeligt deri. Isabella
af Este tog ingenlunde sine Hofdamer deres Kærlighedsbreve til den Femtenaarige ilde
op. Og for den, som ikke kender Højrenæssancens Frisprog. er deres Djærvhed dog
forbausende: "Madonna Alda base le mane a V. S. La Nocencia e mi Brogna basemo
e tochemo le coste e quele parte che più ne piace .... Pregemo V. S. volia tochar el
corpo a la S. Duchessa. (Luzio Renier: "Mantova e Urbino" Turin 1893 S. 203.)
I April 1511 kom Paven med Federigo tilbage til Rom. Pavens Velvilje for Drengen
var da saa stor, at Senatorer og Conservatorer gav Federigo et Festmaaltid paa
Capitolium, ved hvilket Plautus's "Tvillingerne" blev opført. I Vaticanet fremsagde en
Digter Vers til Drengens Ære. Raffaello maatte male ham med hans lyse bølgende
Haar paa Skolen i Athen...
I 1506 gik Paven i Procession med 35 Cardinaler efter sig og lagde Grundstenen
til den nye Peterskirke. Mellem de tilstedeværende var Donato Bramante fra Urbino,
kun et Par Aar yngre end Paven, der længe havde virket i Milano, men efter Ludovico
Moro's Fald Aar 1500 var kommen til Rom. I Lombardiet havde han kun havt Mursten til
Raastof, og havde maatte gøre Ornamenter af Terracotta. I Rom stod han for den antike
Arkitekturs Marmor-Ruiner. Han byggede først ligesom forsøgsvis det lille Klenodie
Tempietto i San Pietro in Montorio's Gaard, saa Klostergaarden i S. Maria della Pace,
med en usmykket Søjlebal. Denne Bygning var hans ny Udgangspunkt. Giulio, som i
bam saa sin Bygmester, begyndte at forsømme sin tidligere Yndlingsarkitekt, Giuliano
da S. Gallo, paa hvis Tilskyndelse Michelangelo og Sansovino var komne til Rom.
Ideen om det storladne Gravmæle for Paven. som det var overdraget Michelangelo
at udføre. begyndte at trænges tilbage, da Bramante fortrængte San Gallo af Pavens
Yndest.
Under Karnevalet 1513 fejrede Rom med store Festligheder Giulio's Sejre. Men
han var syg og sengeliggende. Han fastsatte Karnevalsprogrammet og traf næste Dag
Bestemmelser angaaende sin Jordefærd. 14. Februar lod Paven (for at styrkes) sig
give otte forskellige Sorter Vin. Alberto da Carpi og Giulio's Datter Felice, der stadigt
var i den Døendes Nærhed, gav ham en følgende Aften (som ovenfor berørt) smeltet
Guld at drikke.
da dette efter Lægernes Mening enten vilde fremskynde hans Død eller opsætte den
nogle Dage. Det mærkværdige Lægemiddel kunde naturligvis umuligt opsætte Døden.
Med Julius døde den Pavemagt, der var hedensk Energi, dygtigt ledet verdslig
Politik, en Sans for Kunsten som Aandsmagt, for hvilken ingen Plan stod som for