Michelangelo Buonarroti

Side 53
Saaledes løftede sig lige i den katolske Verdens Midtpunkt en vældig, indviet
Bygning, der svarede til den antike Gudstjenestes Aand.
Vel hændte det endnu, at man opfordrede Paven til Krig mod de vantro Tilhængere
af Muhamed; men det skete ikke længer med Erobring af den hellige Grav for
Øje. I en Fortale til Ciceros Taler rettede Naugerius ( Forfatteren Andrea Navagero)
Opfordringen til Giulio den Anden i Haab om Genfindelse af tabte romerske og græske
Skrifter i de muhamedanske Lande.
5
Medens der saaledes i Grunden ikke i Italien fandtes nogen Splid mellem en Opposition
imod Dogmelæren, der var antikiserende og humanistisk, og et Pavedømme, som
ikke var mindre gennemtrængt af gammelromersk Aand, var i Tyskland den afgørende
Opposition helt anderledes artet. Den var gejstlig var moraliserende og teologisk.
Paa det Tidspunkt, da næsten Halvdelen af St. Peters gamle Basilica var brudt ned,
kom Luther som ung Augustinermunk til Rom. Han troede da endnu, at naar han paa
Knæ gik op ad de Trin, der førte til denne Kirkes Forhal, fik han Aflad for syv Gange
saa mange Aar, som der var Trin. Han troede da endnu, at hvis han som Pilgrim døde
i Rom, vilde Engle bære hans Sjæl til Himlen. Han var begærlig efter at se Veronicas
Svededug med Aftrykket af Jesu Ansigtstræk, og vilde ligeledes se den Strikke, i hvilken
Judas havde hængt sig.
En Munk som Luther, for hvem Kravet af Coelibat var ikke blot alvorligt men helligt,
maatte paa det dybeste forarges over det Liv, der førtes af de Gejstlige i Rom uden
at nogen almindelig Misbilligelse ramte dem derfor; en folkeligt retsindig Teolog som
Luther, der var gennemtrængt af den berømte fromme Traktat fra Enden af det 14.
Aarhundrede, Deutsche Theologia med dens Lære om Opgivelse af Egenvilje og
Opgaaen i den guddommelige Vilje, og som var opfyldt af Begreber som Synd og
Retfærdiggørelse, maatte nødvendigvis tage det heftigste Anstød af Afladshandelen,
hvis Formaal jo mest var Tilvejebringelse af Midler til Opførelsen af det store nye
Tempel for St. Peter.
Syndstilgivelse for Penge, den blotte Forestilling, maatte være ham en Afsky. Og
hans Uvilje mod denne Enkelthed maatte med Nødvendighed føre ham videre og videre
lige indtil Angreb paa den hele Kirke og dens Overhoved, Paven. Tiggermunkene
havde været Pavedømmets mest hengivne Tilhængere. Ud fra deres Midte rejste sig
nu Pavemagtens heftigste Angriber. Og da Luthers Opposition ogsaa kom tilpas for
de Vantro i Tyskland, snart endog for en Mand som Ulrich von Hutten, der oprindeligt
havde stillet sig overlegent til den, fik den i Løbet af kort Tid et stærkt Opsving og vakte
drønende Genlyd.
Det beroede mest paa, at den kunde tages til Indtægt af dem, der i Datiden sad inde
med Herredømmet. Intet kunde være Fyrsterne under deres Kamp mod Pavemagten
mere kærkomment end en gejstlig Opposition.
Karl den Ottende havde i Savonarola set sin Forbundsfælle imod Alessandro den
Sjette, og ganske saaledes betragtede Maximilian den Første den opdukkende Luther
som en Hjælper under hans Sammenstød med Paven. Ganske saaledes saa endelig
Karl den Femte paa Luther. Han vilde ikke, at der skulde tilføjes Munken noget Ondt,
men ønskede udtrykkeligt, at Kurfyrsten af Sachsen skulde tage sig af ham: "Man
kunde engang faa Brug for ham."
Imidlertid var Leo den Tiende ikke blind for Faren. Hans Haab maatte staa til,
i Forbund med Kejseren, at undertrykke den religiøse Reform. Da Leo 1521 paa