Michelangelo Buonarroti

Side 52
sammen med Videnskab og Literatur, og var trængt ind i selve Kirken, saa Paverne,
baade de voldsomme og de stilfærdige, inderst inde som Beundrere af Antiken var
hedensk sindede. I Italien fandtes der med andre Ord et med Kirken forbundet og af
Kirken beskyttet Hedenskab, der derfor slet ikke rejste sig mod Pavemagten.
Man opdagede i Datidens Literatur ikke nye Sandheder; man søgte i Grunden blot
at forstaa Antiken. Man skrev det latinske Sprog til Fuldkommenhed, endog i metrisk
Form, og man talte Latin med sikker Færdighed, ifald man hørte til Samfundets højere
Lag.
Den Poesi, som var paa Moden, var den nylatinske. Man nød Poggio's aandfulde
Epigrammer, Bembo's og Sadolet's Digtninge, der var ægte Kunst, skønt i Oldtidens
Klædebon.
I Comedien efterlignede man de Gamle. I Regelen laa et Stykke af Plautus til
Grund. Selv hvor Sproget er italiensk, som i Machiavelli's "Mandragola" eller i Cardinal
Bibbiena's "Calandria" er Lystigheden den samme som hos Plautus eller Terentius; kun
er der en bevidst Skamløshed deri, som ikke findes hos de antike Dramatikere. Pietro
Aretino er som Komedieskriver paa sin Post mod Efterligning; hans "Cortigiana", hans
"Marescales", hans "Ipocrita" er karikerende Virkelighedsstudier, der har inspireret
Rabelais, Shakespeare, Molière.
Man priser en Tragedie af ham, som ikke er naaet til Kjøbenhavn, l'Orazia.
Sandsynligt forekommer det dog ikke, at Livius's Fortælling om Horatierne har kunnet
beaande Aretino, saa hans Patos blev ægte. Ellers var den italienske Renæssance
faktisk ude af Stand til Frembringelse af et tragisk Digterværk. Den anerkendte ingen
sædelig Lov. De Handlingens Mænd som under den var fremtrædende, var i Regelen
uden Samvittighed; og dermed var Grunden taget bort under Tragedien.
Den berømteste Tragedie er Lodovico Martelli's Tullia fra 1527. I den staar disse
Linier:
E l'impresa fu giusta. perché multa
si puote oprar per accquistarsi un regno
che le leggi divine o l'altre varchi.
Det betyder: Daaden var berettiget; thi gælder det om at erhverve Magt, er der ingen
guddommelig eller menneskelig Lov, som man ikke med fuld Føje tør bryde.
Giulio den Anden har i sit stille Sind, om ikke offenligt, været saa gennemtrængt
af denne Tanke som selve Cesare Borgia. Paven lod St. Peters gamle Basilica,
Kristenhedens centrale Bygning, hvortil saa mange kirkelige Erindringer knyttede
sig og hvor Aarhundreders Mindesmærker var samlede, rive ned for i dens Sted
at opføre et Tempel som Oldtidens. Hvad der var Renæssancens Ideal af en
Kirkebygning viser - som Hettner træffende har sagt - Baggrunden for Raffaellos
Skolen i Athen, den højtideligt lyse, statuesmykkede Søjlehal. Kirken skulde ikke
mere være et hemmelighedsfuldt Rum for Gudsdyrkelse, men en poetisk virkende
Høresal, et platonisk Akademi til Opbyggelse for de Indviede. De af Samtidens
store Kunstnere, som ellers var Modstandere, mødtes paa dette Punkt i Enighed.
Michelangelo attraaede den værdigste Plads for det af Giulio den Anden bestilte og
af Kunstneren planlagte uhyre Gravmæle. Bramante, som ønskede det tunge, mørke
Kirkelatin forvandlet til frit og lyst Humanistlatin, vilde anbringe et Pantheons Kuppel
paa mægtige Søjler højt i Luften. Medens Gotiken i henreven Overspændthed havde
stræbt at rive Mennesket løs fra Jorden, vilde Bramante virke ved fin rytmisk Afvejen
af Højdens, Breddens og Dybdens Forhold, ved den festligt alvorlige Pragt i Støtter og
Buer, der var gennemførte med Antikens fine Følelse for Formen.