Michelangelo Buonarroti

Side 51
Vel havde allerede Araberne tilegnet sig den græske Antik. Men deres
Fremgangsmaade havde været forskellig. De oversatte de gamle Originaler og
tilintetgjorde dem saa. De gennemtrængte dem desuden med deres østerlandske
Ideer. De forvandlede Aristoteles til Teosofi, Astronomien til Stjernetyderi, ja anvendte
den paa Lægekunsten, saa ogsaa de bidrog til Dannelsen af en fantastisk
Livsbetragtning. Italienerne derimod søgte kun Belæring. De gik fra Romerne til
Grækerne, og Bogtrykkerkunsten udbredte de antike Originaler i talrige Exemplarer.
Den ægte Aristoteles fortrængte den arabiske. Man lærte Geografi af Ptolemæos,
Medicin af Hippokrates og Galen.
Humanisterne bekæmpede al Tro paa det Nedarvede, og drev Naturtilbedelsen ud
i Trods mod enhver Forsagelseslære.
Allerede Lorenzo Valla, der døde 1457, havde sagt: "Lad Forbillederne ligge og lad
Fornuften raade!" Han havde ingen Respekt, anerkendte saa lidet Oldtidsforfatternes
som de Levendes Autoritet, slog overalt Ruder ind.
I "De professione religiosorum" negtede han Munkeordenerne enhver Fortjeneste,
hævdede, at de, som ikke klostergav sig, overvandt langt flere Fristelser. Løfterne om
Fattigdom, Kyskhed og Lydighed betegnede han som blotte Talemaader og udbrød:
"Gid Præsten havde én Kone istedenfor mer end én Courtisane!" - I sin "Dialog De
Voluptate" lod han det Spørgsmaal blive opkastet om Vellyst er det sande Gode? og
lod det besvare: "Ja, jeg siger og bevidner, at jeg ikke attraar noget andet Gode end
Vellyst." En af de Talende erklærer, at man ikke tør gøre Oprør imod Naturen, som er
den ømmeste Moder, og udvikler denne Tanke med Ordene: "Vi staar midt i et Paradis
af Glæder. Gid vi havde 50 Sanser istedetfor 5 i Jomfruelighed er ikke alene den værste
Plage, men en Skændsel."
Man maa i den filosofiske Literatur maaske gaa helt ned til det 18. Aarhundrede i
Frankrig for at finde Repliker som enkelte af dem, der forekommer her.
Men de Gejstliges Sæder svarede til Humanisternes Lærdomme. Der havde længe
været Præster, som holdt Bordeller. Allerede Pio den Anden maatte forbyde dem at
gøre sig til Koblere for Prostituerede. Da Forbudet ikke frugtede, maatte Innocenzo
den Ottende forny Pio's Bulle. Det var kun naturligt og rimeligt, at enhver Præst havde
sin Concubine; grimt var det, naar en Prostitueret traadte i Concubinens Sted. Efter
Burchard's Udsagn i hans Dagbøger var næsten alle Klostre uimodsigeligt at opfatte
som Hjemsteder for kønslig Usædelighed ("Monasteria nobis quasi omnia jam facta
sunt lupanaria, nemine contradicente". Burchard: Diarium Paris 1884 vol 3, 79).
Fyrsternes Sæder havde længe svaret til Gejstlighedens, og Hoffolkene fandt intet
at udsætte paa dem (Ph. Monnier: "Le Quattrocento", Paris 1901).
1475 red Galeazzo Sforza med sit Hof til Lucia di Marliano's Hus og købte hende
af hendes Mand Ambrogio de' Raverti. En formelig Købekontrakt opsattes, ved hvilken
Damen afstodes til Hertugens Brug.
1494 havde Alfonso den Anden, Konge af Neapel og Sicilien, (som Masuccio i sin
"Novellino" meddeler Dronningen, Ippolita) opnaaet et Stævnemøde med en gift Kone,
men viste den Generøsitet at tillade en af sine Hofmænd, der var forelsket i Damen,
at nyde hendes Gunst før han selv. "Hvilken Fyrste!, udbryder Masuccio, lykkelige
de Domestiker, som stadigt ser ham, lykkelige de Skabninger, som tjener ham,
men lyksalig især den udødelige Gudinde Hippolyta, hans saa værdige Ægtefælle!"
Oppositionen imod den romersk katolske Kirkes Væsen var da i Italien (naar en
Skikkelse som Savonarola undtages) ikke moraliserende, men humanistisk, hang