Michelangelo Buonarroti

Side 50
Han fandt i Kirkestaten Partierne stedte i vild indbyrdes Fejde. Alle de store Familier,
som Cesare Borgia havde fordrevet, var vendte tilbage. Husene Orsini, Colonna, Vitelli,
Baglioni, Varanni, Malatesta, Montefeltro havde indtaget deres gamle Pladser. Paven
angreb uden videre personligt dem, som negtede ham Lydighed. Han underkastede sig
Baglioni'erne, der paany havde bemægtiget sig Perugia. Han tvang Gian Bentivoglio til
i sin høje Alder at forlade sit Palads i Bologna. Han frarev Venezianerne Kirkestatens
Kystbyer, som disse havde tilranet sig, og gennemførte dette Vovestykke overfor deres
langt overlegne Stridskræfter. Han erobrede under dette Krigstog Parma, Piacenza,
ja Reggio.
Hvor sort det end tidt og ofte saa ud for ham, hans Mod var ubetvingeligt og han
kendte ikke Frygt. Ved disse Egenskaber oprettede den i Modgang og Landsforvisning
hærdede Krigerpave en verdslig Magt, som ingen tidligere Pave havde besiddet.
Hverken Felttogenes Strabadser eller Fredslivets Fraadseri og Udsvævelser tog paa
ham. Machiavelli siger om hans stridbare Politik: "Hidtil ringeagtede den mindste Baron
Pavemagten; nu regnede endog Kongen af Frankrig med den." Det Portræt af Paven,
som første Gang blev offenliggjort i Julian Klaczko's smukke Bog Jules den Anden
(fra 1898), er gengivet efter et Originalmaleri i Palazzo Bruschi i Corneto. Julius er her
ikke længer Cardinal, men har besteget Pavetronen. Dog er han ikke afbildet i nogen
præstelig Dragt. Paa Hovedet har han en hjelmlignende Hætte af tæt graa Uld, og
bærer en stor pelsforet hvid Kutte, som indhyller hele Kroppen. Han har Skæg; det
er kort og omhyggeligt klippet. Ansigtets Udtryk er barsk, haardt og ikke ædelt; det
ligner kun lidt de smukke og værdige Portræter, Raffaello i sin "Heliodors Fordrivelse"
og i "Messen i Bolsena" har givet af Julius som den over alle Hændelser overlegne,
hvis Værdighed Intet forstyrrer. Her ser han ud, som han var da han efter Fæstningen
Mirandola's Capitulation i Januar 1511 ikke vilde oppebie, at de spærrede Porte blev
lukkede op, men ad en Stormstige naaede Murbruddet for hurtigere at bemægtige sig
Byen.
Det var utroligt hvad han kunde spise og drikke. Marcantonio Colonna forklarede
Forskellen mellem Pavens normale Lød paa Messen i Bolsena og hans langt rødere
Ansigtsfarve paa Maleriet Heliodor ved at han paa det første Billede var portræteret
ædru, paa det andet ikke.
Naturligvis blev Kirken verdsliggjort under en Pave, der var en Naturkraft: Kriger,
Elsker og Gourmand. Cardinaler udnævntes i Kraft af personlig Yndest, eller
simpelthen for Penge. Bispedømmer fordeltes som Sinecurer til størst mulig Fordel for
Pavens Finansvæsen. For enhver Gunstbevisning maatte der ytres Erkendtlighed, og
Taxterne steg bestandig. Endog den Lov, at en Gejstlig aldrig maatte arve sin Faders
Embed, blev tilsidesat. Enhver kunde for Penge faa til Biskops-Medhjælper hvem han
vilde. Saaledes kom Ukaldede og Uprøvede i Besiddelse af Kirkegods, og de lod det
forvalte saa billigt som muligt, altsaa helst af Tiggermunke.
Sixtus den Fjerde, der selv havde været Franciscaner, havde givet disse Munke
alle mulige Forrettigheder: at høre Skrifte, uddele Nadveren, give den sidste Olie,
begraves i Kutten paa Ordenens Grund. Da de nu desuden fik høje gejstlige Embeder
at forvalte, voxede deres Indflydelse. Det var ogsaa dem, der drev den Afladshandel,
som efterhaanden fik saa stor Udstrækning.
4
Dog denne Kirkens Verdsliggørelse medførte et stort Gode; en Ændring i selve den
katolske Kirkes Livssyn. Middelalderens fantastiske Livsopfattelse blev sat ud af Kraft.
Kendskabet til den klassiske Oldtid gennembrød Middelalderens snevre Synskreds.