Michelangelo Buonarroti

Side 5
Men saa lidet kunstforstandig Oehlenschläger var, han har lagt sin Correggio et Par
Linjer i Munden om det Indtryk, Sakristiet i San Lorenzo har gjort paa ham, hvori der
simpelt og naivt, men smukt er sagt om Michelangelo dette:
4
Det Eneste hvad af den ægte Kunst
Jeg egentlig har set. Det forekom
mig Saa selsomt: Stort og skønt, dog strengt og sorgfuldt.
Den antike Kunst er beaandet af en Fællesfølelse, ikke af nogen individuel. Vi ser det
tydeligst hos Ægypterne. Med faa Undtagelser - som Schech el beled eller Dronning
Amaniritis - er deres Kunst en til Gudsdyrkelsen knyttet Kunst, majestætisk, men uden
noget Raaderum for den Enkeltes Selvstændighed, endsige hans Forkærligheder og
Luner.
Dog selv i den store græske Kunst lader Frembringeren Værket fremtræde
saaledes, at Kunstneren stræber efter at udslette sin Personlighed. Naar vi beundrer
Skønheden i Parthenonsfrisen, tænker vi ikke paa Feidias's Personlighed. Værket taler,
Kunstneren tier.
Anderledes i Renæssancekunsten og særligt i Michelangelos. Allevegne i hans
Værk aabenbarer sig hans personlige Ejendommelighed, hans Sjæls Stolthed, hans
Sindelags vilde Uafhængighed. Han er mere personlig ikke blot end nogen Kunstner i
den græske Oldtid men end nogen Kunstner i den italienske Renæssance.
Middelalderens Kunst havde, som den ægyptiske, været en Cultuskunst, frembragt
under et Præsteherredømme. Hvad enten den bliver staaende ved de byzantinske
Formers Enstonighed, eller den hengiver sig til Følelsernes hemmelighedsfulde
Inderlighed, det er en Fremstilling af Helgener og Helgeninder, hvis lange Kaaber
dækker over et tyndt og slapt og formløst Legem. De fremstilte Væsener synes at
skamme sig over at have en Krop. De véd, som deres Ophavsmænd, at Naturen er
forbandet, at denne Legemverden er syndig og at hvad det gælder om er: Dødelse af
Kødet.
Det er imod denne Opfattelse, at Renæssancen fra først af fremtræder som et
heftigt Tilbageslag og Modtryk, dog neppe hos nogen med den Voldsomhed som hos
Michelangelo.
For ham er det nøgne Menneskelegeme Tilværelsens Krone, ikke et syndigt Hylster,
men Skønhedens Legemliggørelse og den ideale Kunsts afgørende og egenlige
Æmne.
Visselig er der i denne Reaktion imod den kristne Middelalder noget Hedensk.
Visselig vakte det visse Pavers Forargelse, saaledes Hadrians, naar Loftet i den
hellige Faders eget Huskapel var befolket med en Vrimmel af splitternøgne Ynglinge.
Den skikkelige Hollænder fandt, det lignede mere Dekorationen af et Badeværelse
end af et Kapel. Men det var ikke noget bevidst Udslag af Hedenskab, ikke Udtryk
for nogen Uvilje mod Katolicismen, kun Udtryk for Uvilje mod Vedtægter, og iøvrigt
ren Naturbegejstring. Det bedste Bevis derpaa er, at da i Michelangelos ældre Aar
Renæssancen gled over i Contrareformationens nyvakte Askese og ukunstneriske
Ærbarhed, og da Michelangelo selv, vistnok mest ved den fromme, gudelige Vittoria
Colonna's forstyrrende Indflydelse paa ham, selv blev betaget af Tidsalderens
angerfulde Religiøsitet, vedblev han naivt i sin Dommedag at male Grupper, ja
Klynger af nøgne Legemer i overordentligt Antal, og forargede Cardinaler og pavelige