Michelangelo Buonarroti

Side 49
Ærgerrighed, der røber sig i de sammentrukne Bryn, den sluttede Mund og det ildfulde
Blik. Tillige er der noget Sørgmodigt over dette Fysiognomi, som anede den kloge og
krigersk anlagte unge Mand, hvor mange Hindringer der i Tidens Løb vilde stable sig
op mellem ham og hans Formaal.
Af Sisto den Fjerde var Giuliano mistænkt som havesyg og æresyg, blev derfor
mest anvendt til Sendelser, der holdt ham i Afstand. Dog var han ingenlude varigt i
Unaade. Han synes at have været Onkelens Raadgiver angaaende dennes Planer til
monumentale Kunstværker.
La Sistina's første Udsmykning af de florentinske Malere er jo, som Navnet siger,
Sisto's Værk. Men det berømte Kapel indviedes af Giuliano.
Hans Indflydelse steg under Innocenzo den Ottende, der mest skyldte ham sit Valg.
Den blev saa stor, at Gesandterne nu og da klagede over at maatte forhandle med
to Paver.
Ved Innocenzo's Død 1492 var Rovere Frankrigs Candidat til den pavelige Tiara.
Han blev, som vi saa, ved de mest ublu Midler fortrængt af Borgia, der ikke var tilbøjelig
til Overbærenhed med en overvunden Rival. Ti Aar varede Kampen imellem dem.
Rovere trak sig først tilbage til sit Palads i Ostia, der staar endnu; fra Ostia flygtede han
1492 til Frankrig for at undgaa et af de Ulykkestilfælde, der plejede at ramme ildesete
Cardinaler. Han tog først til sit Bispedømme Aix, saa til Karl den Ottende og gjorde,
hvad han evnede, for at bevæge Kongen til Indfald i Italien. Han haabede ved Karls og
Ludovico Moro's Hjælp at faa Alessandro afsat, og han var i Kongens Følge, da denne
1493 holdt sit Indtog i Rom.
Han troede nu paa et forestaaende paveligt Tronskifte. Men Karl var altfor viljesvag
og udygtig til at rokke Borgia's Magt. Skuffet forlod da Rovere sammen med Kongen
Italien og levede nu syv Aar uvirksom, men i stadig fortærende Ophidselse, da
Alessandro truede med at berøve ham hans gejstlige Jordegods og altsaa ogsaa
Indtægterne deraf.
Rovere nødsagedes til at forhandle med Paven. Det lod sig gøre paa Grund af den
Indflydelse, han havde vundet ved det franske Hof. Han tilbød sin Hjælp til at faa Cesare
gift med en fransk Prinsesse, og man var ved at komme overens, da Forstaaelsen
pludselig brast. En Kamin i Vaticanet, der styrtede sammen over Paven, gav Anledning
til Udbredelse af et Rygte om hans Død og til en Fremrykning af Ludvig den Tolvte's
milanesiske Hær imod Rom for at sikre Roveres Valg. Da Paven kom sig, var hans
Hævntørst vakt, saa Giuliano maatte skælve for sit Liv.
1502 forsøgte Alessandro to Gange at lade Rovere myrde, én Gang i Genua, én
Gang i Savona. Han sendte bl. a. en pavelig Galej derop med to skønne romerske
Courtisaner ombord. Den kommanderedes af Francesco Troeco, der var indviet i alle
Pavens Planer. Rovere modtog Indbydelse til et Besøg paa Galejen; men han holdt sig
saa skjult, at end ikke det venezianske Timandsraads Politi kunde finde ham. Paven
inddrog derfor til en Begyndelse Sinigaglia.
Først da Alessandro døde, 28. August 1503, ilede Rovere fra sit Skjul til Conclavet.
Cardinalerne kunde ikke blive enige, valgte derfor foreløbig den gamle syge Pio den
Tredie, der døde efter 26 Dages Forløb. Han lod endelig Banen aaben for Giuliano.
Denne oprettede med Cardinalerne Kontrakter om Tusinder og atter Tusinder af
Dukater. 1. November 1503 blev han valgt og antog Navnet Julius eller Giulio den
Anden. Han var 59 Aar gammel da, men lidenskabelig krigersk som en stridbar Yngling.
Han vilde udvide Kirkestaten, derfor føre Krig og foretage Erobringer.