Michelangelo Buonarroti

Side 48
at han havde fundet Udvej for alle Tilfælde; det Eneste, han ikke havde forestillet sig,
var, at han i Pavens Dødsstund selv kunde være dødssyg."
Hadet mod Paven var saa stærkt, at Liget, som var blevet efterladt i et Kapel i San
Pietro in Vincoli uden Voxlys og uden Præster, hele Natten igennem forblev udsat for
nogle Bøllers Raahed og Haan. Henimod Morgen blev det ved Hjælp af Næveslag og
Spark anbragt i en altfor snever Kiste. Saa stor var Vildskaben, at Fabio Orsini, efter at
have dræbt en af Cesare Borgia's Mænd, skyllede sin Mund med en Slurk af hans Blod.
Cesare selv trak sig med Glans ud af dette Sammenbrud. Han befæstede Vaticanet
imod Byen, forhandlede med Conclavet, lod med Dolk i Haand Skatkammerets
Cardinal udlevere sig sin Faders Rigdomme, og forlod Rom saa uforfærdet som han
plejede at holde sine Indtog der.
Den svage Pio den Tredie, der 1503 udgik af Conclavet som Pave, men døde
samme Aar, formaaede Intet imod ham.
Da den syge Cesare drog ud af Rom, laa han udstrakt paa et Leje, der bares
af tolv Drabanter med Hellebarder. Ved Siden af førte to Pager hans Ridehest med
Sørgeskabrak. Rundt om Baaren red med Bøssen i Haand hans gamle Krigskarle, der
havde fulgt ham i alle de italienske Borgerkrige, han havde forvoldt.
Cesare begav sig til Neapel. Den kraftige Giulio den Anden, der afløste Pio, aftvang
ham strax de Borge i Romagna, han havde inde. Kongen af Spanien, Ferdinand den
Katolske, lod ham i Neapel gribe og føre til Spanien, hvor han to Aar sad fangen i
Fæstningen Medina del Campo. Han undslap ved at hisse sig ned i et Tov, med hvilket
han svang sig over Slotsgraven, og naaede derefter til sin Svoger, Kongen af Navarra,
hos hvem han levede syv Aar som Befalingsmand over hans Hær, indtil han 1507 under
Belejringen af Viana faldt for et maurisk Kastespyd.
Søsteren Lucrezia, der synes at have været langt bedre end sit Rygte, blev, tretten
Aar gammel, første Gang gift med Giovanni Sforza, sytten Aar gammel tvungen til at
skilles fra ham for at Paven kunde blive besvogret med det neapolitanske Dynasti.
Atten Aar gammel ægtede hun Don Alfonso, Hertug af Bicelli, en Nevø af Kong Alfonso.
Denne hendes Gemal blev to Aar senere (18. August 1500) myrdet af hendes Broder
Cesare, hvorefter hun 1501, endnu kun 21 Aar gammel, giftede sig for tredie Gang
med Arveprinsen Alfonso af Ferrara, hvem hun fødte tre Sønner. I Ferrara blev hun
almindeligt elsket af Befolkningen, Ariosto besang hende; Aldus beundrede hende;
hun blev for Bembo Idealet af Kvindelighed. Bayard, den ædle Ridder uden Frygt og
Dadel, valgte hende til sin Dame, bar hendes Farver, elskede hende stadig ærbødigt
og platonisk.
3
Paa Melozzo da Forli's berømte Freske (senere overført paa Lærred) Sisto den Fjerde,
Grundlægger af det Vaticanske Bibliotek findes det tidligste Portræt af Pave Giulio den
Anden. Han var Sisto's Nevø og ingenlunde uden Indflydelse men dog langt fra at være
Pavens Yndling som hans anden Nevø paa Maleriet, Girolamo Riario, der blev Catarina
Sforzas Ægtemand.
Den senere Pave er paa Maleriet 31 Aar gammel, og skønt han her er en Bifigur,
behersker han Billedet ved sit Aasyns Energi.
Giuliano della Rovere - saaledes lød hans Navn - havde været Franciscanermunk
som sin Onkel Paven, men var fire Aar forinden (1471) bleven udnævnt til Cardinal
di San Pietro in Vincoli. Det udtryksfulde Ansigt er besjælet af en stadigt vaagen