Michelangelo Buonarroti

Side 46
Af Vigtighed for Michelangelos Historie er Giulio den Anden, Leone den Tiende,
Clemente den Syvende, i ringere Grad Paolo den Tredie og Paolo den Fjerde.
2
Tiden omkring Aar 1500 er den, hvor Kirkestaten bliver grundet.
Højst naturligt var den Anskuelse efterhaanden trængt igennem, at aandelig
Overlegenhed uden verdslig Magt aldrig formaar at gøre sig gældende. Anvendt paa
Pavens Stilling medførte dette Livssyn den Grundopfattelse, at Paven i Rom uden
kirkeligt Arvegods vilde leve i Afhængighed af Europas Magthavere, Kejseren eller
Konger og Fyrster.
Medens Coelibatet siden Gregor den Syvende's Forordning af 1074 var bleven
saaledes hævdet i Romerkirken, at ingen Pave officielt kunde have noget Barn, og
selv Nepotismen, Pavens Bortskænken af gejstlige Embeder og Indtægter til sine
Slægtninge, var yderst ildeset, derfor sjældent forekommende, fandt man det nu godt
og gavnligt, at Paven havde Sønner, hvem han kunde stole paa i sin Kamp mod
verdslige Fjender, og man betragtede Nepotismen nærmest som en Pligt, Paven
maatte opfylde mod sine Nærstaaende og Undergivne. Lorenzo af Medici, som havde
giftet sin Datter med Pavens Søn, og der, som vi saa, pressede Paven til at udnævne
hans egen umyndige Dreng til Cardinal, mindede Innocenzo den Ottende om, at intet
Menneske er udødeligt, og om at en Pave kun betyder saa meget som han selv vil
betyde: da han ikke kan gøre sin Stilling arvelig, efterlader han sig blot den Ære og de
Velgerninger, han har vist sine egne.
Naar Sisto den Fjerde var medvirkende i Pazziernes Sammensværgelse mod Huset
Medici, saa beroede det paa, at Medicæerne var ham i Vejen, da han i Romagna
vilde oprette et Fyrstendømme for sin Nevø, Girolamo Riario. Da Familien Colonna var
Riario'ernes Modstander, forfulgte han den med sit Had og veg ikke tilbage for nogen
Troløshed, naar det gjaldt om at tilfredsstille dette. Han tog Protonotaren Colonna til
Fange i hans eget Hus, lovede at frigive ham, dersom Familien afstod ham Marino, fik
Marino, og lod den unge Colonna halshugge.
1492 besteg Alessandro den Sjette (Rodrigo Borgia) Pavetronen. Som Spanier
havde han under Conclavet havt Stormagten Spanien i Ryggen, saa han var i Stand til
at fjerne Medbejlere ved at underkøbe dem. Ascanio Sforza tilbød han for Opgivelse af
dennes Candidatur og for Understøttelse af sin egen et fuldt indrettet Palads i Rom og
saa meget Guld som nogle Muldyr kunde bære. De mægtige Familier Orsini, Colonna,
Savelli vandt han ved Løftet om Bispedømmer, Slotte, Byer. Saaledes blev Borgia valgt.
Man var i Almindelighed tilfreds med Valgets Udfald, da Rodrigo som Cardinal ikke
blot havde lagt et indsmigrende Væsen men diplomatisk Talent for Dagen. Man tiltroede
ham Energi til Oprettelsen af Orden i Rom, hvor der blot i Tiden fra Innocenzo den
Ottende's Sygdom til Alessandro's Valg var bleven begaaet 220 Mord.
Han selv var imidlertid en Mordets Virtuos. Han forstod at blande og anvende Gift
som selve det gamle Roms Locusta. Hans Cantarella virkede sikrere og stærkere end
hendes Kraftdraaber og giftige Svampe. Da han havde forgivet ogsaa den Cardinal
Orsini, hvem han havde vundet for sit Valg ved anselige Len, sagde han ironisk til
det hellige Collegium: "Vi har anbefalet ham paa det Bedste til Lægerne". Rom var
under Borgiaernes Herredømme saa prisgivet Gift, som den da nys fundne Laokoon
var prisgivet de Slanger, der vikler sig om ham og hans.
Den venezianske Gesandt i Rom Francesco Capello skriver efter Alessandro's
Tronbestigelse om ham til Venedigs Signori: "Paven er halvfjerdsindstyve Aar gammel,