Michelangelo Buonarroti

Side 43
brogede Porcelænsvaser, som man ikke før havde set i Florents. Signoriet fik samtidigt
en Giraf og en tæmmet Løve.
Tiltagende Sygelighed virkede forstyrrende paa Lorenzo's Livsførelse i hans sidste
Leveaar. Dog Musiken var hans daglige Brød. Der hørte jo ogsaa Musik til alle hans
Digte; kun sang han ikke selv, da hans Organ ikke var smukt.
En Bekymring, der i høj Grad optog ham, var Forfremmelsen af hans anden Søn
Giovanni til Cardinal. Han havde tre Sønner: Piero, hvem han plejede at kalde dum,
Giovanni, hvem han ansaa for klog, og Giuliano, der var god.
Lorenzo lod Giovanni, neppe syv Aar gammel, modtage Tonsuren, og bad Ludvig
den Ellevte om en kirkelig Indtægt for Drengen, der kunde svare til Medicæernes
Rang. Kongen gav den Otteaarige Abbediet i Font Douce, medens Sixtus den Fjerde
samtidigt skænkede ham Indtægterne af det rige Kloster i Passignano. Allerede
1483 udnævnte Ludvig dernæst Giovanni (født December 1475) til Erkebisp af Aix
i Provence. Dog Sixtus den Fjerde vilde ikke stadfæste Udnævnelsen. Des ivrigere
bearbejdede Lorenzo, da Sixtus Aaret efter døde, Innocenzo den Ottende, Huset
Medici's Ven. Erkebispetitlen blev nu bekræftet, og en Mangfoldighed af Æresposter og
gejstlige Indkomster faldt i Drengens Lod. Han blev Abbed af Monte Casino, Kanonikus
for tre Kapitler, Rector for sex Klostre, Prior i Monte Varchi, Provst i Prato og Abbed for
sexten Klostre i Italien og Frankrig, tilmed Erkebiskop af Amalfi.
Alt dette var imidlertid ikke Lorenzo nok for hans Yndlingssøn. Han vilde udvirke
Cardinalshatten for ham. Her forelaa den Hindring, at Innocenzo selv nylig havde
bestemt Trediveaarsalderen som den laveste Grænse, indenfor hvilken nogen maatte
blive Cardinal. Men Pavens ældste Søn, Francesco Cybo, var 1487 bleven gift med
Lorenzo's Datter Maddalena, hvad der nogenlunde sikrede Forfremmelsen.
I Marts 1489 blev den 13-aarige Giovanni da udnævnt til Cardinal af S. Maria in
Domenica, dog paa den Betingelse, som Sømmelighedsfølelse dikterede, at Drengen
først tre Aar derefter maatte iføre sig Cardinalsdragten. Saaledes holdt den senere
Pave Leone den Tiende først i Marts 1492 sit pragtfulde Indtog gennem Porta del
Popolo i Rom. Hans Fader laa da paa sit Dødsleje.
Imidlertid ivrede i Florents Munken Fra Girolamo Savonarola mod Kirkens
Verdsliggørelse. Han holdt sig især til Bibelen, der var ukendt, havde til sine ildfulde,
men ru og formløse Prædikener, der tilmed holdtes med lombardisk Betoning fra
først af i San Lorenzo yderst faa Tilhørere, og havde saa meget ringere Held med
sine Fasteprædikener, som hans Medbejler, Fra Mariano fra Genazzano, besad
en velklingende Stemme og efter Poliziano's Skildring kunde tale i majestætiske
Sentenser. Men alt som Tiden gik og den officielle Sædelighed i Florents blev
strengere, saa der ikke mere blev spillet Terninger uden i det Indre af Husene,
og Kvinderne aflagde de Dragter, som fandtes anstødelige, fik Savonarola større
Indflydelse paa det menige Folk, og han blev som Prædikant stedse heftigere i sine
Straffedomme. Han stillede sig i et Modsætningsforhold til Lorenzo.
Da fem af de mest ansete Borgere gik til ham og paalagde ham større Maadehold,
svarede han dem, at de heller skulde opfordre Lorenzo til at gøre Bod for sine Synder.
Og da han blev Prior i S. Marco, aflagde han ikke Lorenzo det sædvanlige Besøg, som
Priorerne gjorde Huset Medici's Hoved. Han hævdede (1491) at han kun skyldte Gud
sit Valg og kun ham Lydighed.
Under Lorenzo's sidste Sygdom gik Savonarola vel til ham, krævede dog ikke blot
Anger af ham som Betingelse for Syndsforladelsen, men desuden Firenze's Frihed,
hvad den Døende jo ikke kunde give, saa han svarede med at vende Hovedet bort.