Michelangelo Buonarroti

Side 42
Giuliano da Majano's Død ramte Lorenzo haardt. Han skriver - uden at nævne
Benedetto da Majano eller Giuliano da San Gallo, saa ypperlige Kunstnere de var - til
Hertugen af Calabrien, at han maa søge, udenfor Florents at finde Erstatning for denne
Bygmester.
Den Maler, Cosimo og hans Sønner havde yndet mest, var Fra Filippo Lippi (1406
til 1469), den fordums Carmelitermunk og glade Sjæl, der befriede sig fra maurisk
Fangenskab ved at tegne sin Herre, siden malte dejlige, fromme Billeder, og bortførte
en Nonne, der saa ikke var at bevæge til at forlade ham. Den Maler, der for Lorenzo stod
højest, var den elskværdige Domenico Ghirlandajo, hvis Malerier i S. Maria Novella's
Kor giver os det smukkeste, hyggeligste og mest festlige Billede af det borgerlige
Florents i hans Tid.
Gennem Pietro Perugino, den umbriske Skoles betydeligste Maler, der dog modtog
mangt et Indtryk under sine Ophold i Florents, strækker den florentinske Kunst sin
Indflydelse ud over Raffaello.
24
Omgangen med Kunstnere som med Lærde var fra Lorenzo's Side præget af sand og
fin Humanitet. Aldrig krævede han nogen Underkastelse. Tonen var fri. Brevene til ham
aander Tillid og Fortrolighed. End ikke en ret grov Skemt tog Lorenzo ilde op. Saaledes
fandt han sig taalmodigt i, at den gamle Billedhugger Bertoldo under Krigen 1479, hvor
Pengene til Skulptur-Reparationer vel var knappe, bebrejdende paastod, det nu var
fordelagtigere at være Kok end Kunstner.
Det kan ikke siges utvetydigt nok, at saa smigrende Tonen i digteriske Henvendelser
kunde være, og saa mange Paralleler der droges mellem Lorenzo og Laurbær (lauro),
hverken i Brevstil eller i mundtlig Tiltale var der nogensomhelst Etikette. En enkelt Gang
sagdes Hæderstitlen "Magnifico", der jo snart voxede sammen med Navnet, ellers blot
Lorenzo.
Huset i Via Larga var et Museum paa samme Tid som et Samlingssted for Kunstnere
og Skribenter. Det var overrigt paa antike Mønter, Cameer. Gemmer, Mosaiktavler og
Email-Arbejd. Der var Samlinger af udskaarne Stene og kostbare Fade.
Et Hof kaldtes dengang endnu en Familie (famiglia). Medicierne var en Familie; en
Glædens Familie kalder Ariosto dem.
Der gaves ved dette Hof ingen Rang og ingen Hofskik; der stod ingen Vagter foran
Paladset. I Huset opholdt sig Lorenzo's Moder Lucrezia Tornabuoni, sysselsat med
sine Duer og sit Linned. Madonna Clarice var elsket af sine Børn. Naar Børnene havde
været paa Landet med Polizian, og Husets Frue med Kapellanen Matteo Franco red
dem i Møde, saa beskriver Kapellanen dette Møde saaledes: Nær ved la Certosa
mødte vi Paradiset fuldt af Engle, det vil sige Messer Giovanni (Leo den Tiende),
Giuliano med Giulio paa Sadelknappen og deres Følge. Lige saa snart de saa deres
Moder, sprang de af Hestene ned paa Jorden, en uden Hjælp, en hjulpet af de andre, og
alle løb de, og de blev lagt om Halsen paa Madonna Clarice med saa megen Munterhed
og saa mange Kys, at jeg ikke vilde kunne fortælle det i hundrede Breve.
Florents havde tabt det strenge og barske Væsen, som Byen havde endnu paa
Cosimo's Tid; den forskønnede og foryngede sig.
Saa stort var efterhaanden Lorenzo's Ry, at Sultanen af Ægypten, Abu Nasr Kaitbei,
sendte Gesandter til ham for at opnaa Handelssamkvem. De ankom til Florents i
November 1487 og overbragte Hakim (Den vise Dommer) Lorenzo sjældne Gaver,
en arabisk Hest, Væddere og Faar af ukendt Art. Balsam, ypperligt vævet Silketøj,