Michelangelo Buonarroti

Side 41
nedsteget til Helvede, kun virkede, som havde han gjort det. Han paastod, at Ordene:
Dette er mit Legeme ikke burde forstaas bogstaveligt, men sindbilledligt, og hævdede,
at en Dødssynd, der nødvendigvis er indskrænket i Tid, ikke bør eller kan straffes med
evige Kvaler.
Lorenzo var overfor Innocenzo den Ottende Pico's ivrige Talsmand, og Straffen
indskrænkede sig til et Forbud imod de 900 Sætninger, indtil Alessandro den Sjette
hævede dette Interdikt.
Pico levede sine sidste Dage i Ro i Firenze og bortreves som sagt, kun 31 Aar
gammel, af Døden.
Imod hans Minde begyndte den snart berømte Munk, Bodsprædikanten Girolamo
Savonarola at ivre. Munken, som havde været hans Omgangsven, kunde ikke tilgive
Pico, at han aldrig var traadt ind i nogen gejstlig Orden, og udtalte derfor sin Tvivl, om
han efter sin Død kunde være bleven salig. Han kom til den Overbevisning, at Pico
befandt sig i Skærsilden.
23
Blandt ansete Slægter, der iøvrigt stod Lorenzo nær, var Amerigo Vespucci's. Amerigo
selv var vel fyrretyve Aar gammel traadt ind i et italiensk Bankhus i Sevilla. Da dette
besørgede Udrustningen til Columbus's andet og tredie TOgt, lærte han den store
Opdagelsesrejsende at kende og besluttede, selv at søge en Vej til den nye Verden.
Han tog 1499 Del i Admiral Alonzo de Hojeda's Fart til Surinam, synes, efter sin
Hjemkomst, fra Portugal at have rejst, til Vestindien og Brasilien, dernæst mellem Aar
1501 og 1504 paa portugisiske Skibe at have udforsket den brasilianske Kyst. Efter
Columbus' Anmodning traadte han 1505 paany i spansk Tjeneste og blev udnævnt til
Stor-Styrmand for Rejserne til Indien.
Det var ingen Florentiner, men en tysk Bogtrykker, Martin Waldseemüller i
Lothringen der i en Beskrivelse af Amerigo's Rejser foreslog at benævne den ny
Verden efter ham, et Forslag, der almindeligt blev antaget Saa glædede Florentinerne
sig over Amerigos Ry. Hans Forfædres Hus blev omdannet til et Hospital, hvor han
i Indskriften hyldes som Americas Opdager: "Ob repertam Americam sui et patriæ
nominis illustratori amplificatori orbis terrarum".
Det er vanskeligt at nævne nogen samtidig Kunstner, som i Tiden fra Cosimo's
Overtagelse af Magten til Familiens Undergang ikke blev sysselsat af Huset Medici.
Det skulde være en Enkeltmand som Antonio Filarete, der støbte de store Døre til
Peterskirken: han synes aldrig at have arbejdet for nogen Medicæer. Vi har nævnt
Brunellesco og Michelozzo, Donatello og Ghiberti. Luca della Robbia udarbejdede
allerede i 1438 for Domkirken Relieferne med de dansende og syngende Drenge. Der
var desuden Billedhuggeren, Desiderio da Settignano, Elev af Donatello, fra den lille
By, hvorfra Michelangelos Amme kom; Medicæerne gav ham Arbejde i S. Lorenzo. Og
der var Mino da Fiesole, hvis Monumenter og Byster findes i Rom som i Florents.
Vidunderet Palazzo Pitti var begyndt 1440, altsaa lang Tid før Luca Pitti's flygtige
Storhed.
I 1489 lagde Filippo Strozzi Grundstenen til det vældige og skønne Palazzo Strozzi.
Simone del Pollaiuolo udførte Gaardsrummet. Strid mellem hans Sønner forsinkede
Fuldførelsen. Først 42 Aar senere stod Bygningen, som vi ser den. Af denne Slægt var
Antonio del Pollaiuolo, hvis Arbejder endnu bærer Guldsmedepræget, den som stod
Medicæerne særligt nær.