Michelangelo Buonarroti

Side 40
atten Aar gammel, at have kunnet tale 22 Sprog. Det hedder sig, at læste han nogle
Sider tre Gange igennem, kunde han fremsige dem forfra og bagfra.
Poliziano skriver om ham, at han var veltalende og talentfuld, snarere en Heros end
et Menneske, og han skildres af sin Nevø, Giovanni Francesco, som en indtagende
ung Mand, høj af Væxt, med smidig Skikkelse, lyst Haar, mørkeblaa Øjne, smukke
hvide Tænder. Hans Liv var kort. Født 1462 døde han 1494.
Hans Breve, som han selv har ordnet i tolv Bøger, var rettede til Mænd som Giuliano
de' Medici, Federigo af Montefeltro, Mathias Corvinus, Pietro Bembo. Han har personlig
kendt saa vel Leone Battista Alberti som Johannes Reuchlin, da denne 1490 besøgte
Italien.
Den unge Greve af Mirandola kom, fjorten Aar gammel, til Universitetet i Bologna
for at sætte sig ind i Kirkeret, studerede derefter ved forskellige Universiteter Teologi
og Filosofi og lagde sin Færdighed som Disputator for Dagen. Alt som Dreng bar han
en Protonotars gejstlige Dragt. Han var lidt over tyve Aar gammel, da han 1484 kom til
Florents. Anbefalet ved sin fornemme Fødsel og ved sit Slægtskab med Hertug Ercole
af Este traadte han strax Medicæerne nær. Lorenzo elskede og agtede ham, virkede
stadigt for ham, priser ham i et af sine Breve.
Hans aandelige Betydning beroer paa, at han fordybede sig paa én Gang i Græsk
og Hebraisk, i den Hensigt at prøve paa en virkelig Sammensmeltning af de to
Folkeaander. Han nøjedes ikke som Marsilio Ficino med Kundskaber i Græsk; han
trodsede Datidens Fordom, at Jøderne ikke duede til Lærere i Hebraisk, og ikke
fortjente lærde Mænds Omgang. Han indskrænkede sig ikke til Studiet af Bibel og
Talmud, men fordybede sig i den jødiske Lønlære, Kabbalah, som Filosofen Eliah del
Medigo aabnede ham Adgang til. Han haabede her at erfare mangt og meget om
overnaturlige Kræfters Virken, men, rettroende som han var, fandt han ved sin Forsken
Overbevisningen om de kristne Dogmers Sandhed bestyrket.
Til Gengæld optog han med Lidenskab en Kamp mod Datidens Overtro, Astrologien.
Ingen havde før ham spottet Stjernetydningen klart og afgørende; thi dens tidligere
Angribere troede hemmeligt selv paa de Taabeligheder, de bekæmpede. Han
erklærede Astrologien for en Kilde til Ugudelighed og Usædelighed, paatog sig endda
den Ulejlighed at godtgøre Urigtigheden af Astrologernes Spaadomme om Vejr og
Vind.
Som alle florentinske Humanister forgudede han Platon.
Efter en alexandrinsk Overlevering skulde 7. November være Platons Fødselsdag
og Dødsdag. Den fejredes ved Drikkelag, hvori Lorenzo Undertiden deltog, og som
Marsilio Ficino har skildret.
Platonikeren Pico indlod sig i en dum og uheldig Kærlighedshistorie med en
Skatteforpagters, Giuliano de' Medici's smukke Frue. Det blev aftalt, at han skulde
bortføre hende paa Saddelknappen af sin Hest, naar han med sit Følge ligesom
tilfældigt traf hende paa Vejen. Han blev imidlertid indhentet af Forfølgerne og ilde
tilredt. Det lykkedes uden Vanskelighed den unge Kone at godtgøre Ægtemanden sin
Uskyldighed og sin Overrumpling, saa Sagen fik ikke tragiske Følger.
1485 fortsatte Pico sine Studier i Paris. 1486 udæskede han efter Tidens Skik i Rom
til en offentlig Disputation, i hvilken han vilde behandle 900 Spørgsmaal, henhørende
under Filosofi, Teologi, Magi, Naturvidenskab o.s.v.
Men enkelte af de Sætninger, han vilde forfægte, var altfor fornuftige til ikke af
Kirkens Mænd at betragtes som kætterske. Pico sagde f. Ex., at Kristus ikke virkeligt var