Michelangelo Buonarroti

Side 39
Naar han skriver Vers, lægger han ikke Dølgsmaal paa, at smukke Drenge tiltaler
ham lige saa meget som smukke Piger; naar han priser sine Beskyttere, lægger
han ikke Skjul paa, at en klingende Belønning bliver ventet. Dette Forhold, som man
ikke uden Grund noget senere lagde Pietro Aretino til Last, var almindeligt i en Tid,
hvor Poesien intet indbragte og hvor Digteren var henvist til at leve af Tilegnelser og
Smigrerier.
Overfor Lorenzo, hvis sletteste Handlinger (som Overfaldet paa Volterra) Poliziano
priste saa højt som hans ypperste Bedrifter, var Opfordringen til Rundhaandethed
overflødig.
Om Luigi Pulci (1432 til 1484) er ovenfor talt som beskyttet af Lorenzo's Moder.
Han var inderst inde en Fritænker, der ikke blot, som mange Troende i Samtiden,
gjorde sig lystig over Tiggermunkene, men over de i Bibelen fortalte Mirakler og over
den dogmatiske Tro paa Sjælens Udødelighed. Disse Folk, siger han, der strides
angaaende Sjælen og undersøger, paa hvad Maade den kommer ind i os og ud af
os, og hvorledes den forbliver i os, sysselsætter sig med selsom Daarskab, og de
kalder Platon og Aristoteles til Hjælp for med taabelige Talemaader at overbevise os
om Sjælens tilkommende Fred og Harmoni under Musik af himmelsk Korsang. Overfor
dem er den Paastand paa sin Plads, at Sjælen stikker i Kroppen ganske som en Rosin
i en Kage og gaar til Grunde med den.
I hans ovennævnte Morgante Maggiore, en Parodi paa Riddervæsenet, der faldt
i de florentinske Købmænds og Humanisters Smag, forekommer, hvor Morgante
omvendes, følgende Ordstrøm: "Jeg troer ikke mere paa den sorte Farve end paa den
blaa; men jeg troer paa Kapuner, paa hvad der er kogt og stegt, tidt ogsaa paa Smør,
paa Øl og, naar jeg ikke har noget deraf, paa Vin, heller tør end sød, men helst god; ja
jeg nærer den Overbevisning at hvem der troer paa god Vin, finder sin Frelse i den. Jeg
troer paa Tærte og Kage; den ene Moder, den anden Søn; men det sande Paternoster
er stegt Lever, og den kan være en, to og tre paa samme Tid." Det skortede Pulci paa
Smag.
Hele Kredsen i Huset Medici tog Del i dette spøgefulde Epos; Pulci siger selv at han
fik Raad og Hjælp af to navngivne Venner, og at han takker Poliziano for Henvisninger
til enkelte Kilder. Pio Rajna har i 1869 godtgjort, at Pulci i Hovedpartiet af sit Værk
har fulgt et lidet kendt Ridderdigt fra det 15. Aarhundrede Strofe for Strofe. Dog er
en Hovedperson Margutte, en Æder og Drukkenbolt, en født Græker, der vælter sig i
Laster, hans egen Opfindelse.
I skarp Modsætning til Pulci staar en Humanist som Marsilio Ficino (1433 til
1499). Han bekæmpede den aristoteliske Filosofi og dyrkede Platons, udførte tilmed
det Kæmpeværk at oversætte paa Latin den hele Platon og enkelte Værker af
Nyplatonikerne Plotinos, Jamblichos og Proklos, skrev et Værk om den platoniske
Teologi og Sjælens Udødelighed, søgte med andre Ord at sammen smelte Platonismen
med Kristendommen, i hvis Tjeneste han stod som Rector for to Kirker i Florents og
som Kanonikus ved Santa Maria del Fiore. For ham var Overensstemmelsen mellem
Platon og Bibelen saa afgjort, at han betegnede Platon som en i det attiske Sprog
skrivende Moses.
22
De ældre Mænd i Medicæernes Kreds blev snart overstraalede af en Yngling, hvis
Evner var saa forbausende, at hans Navn den Dag idag paa Fransk er enstydigt med
blændende Lærdom og aldrig svigtende Hukommelse. Pico della Mirandola siges,