Michelangelo Buonarroti

Side 38
Pavehoffet samlede om sig. Han var født i Genua men af fornem florentinsk Familie,
dog som uægte Søn tilhører han den kun halvt.
Han har opdraget sig selv, rejst sin Sjæl i Vejret som en Søjle, der naar den er bøjet
end ikke bærer sin egen Vægt, men hvis den staar rank, kan løfte tunge Masser (e
questa medesima colonna, declinando da quella rettitudine, pel suo in sè insito carco
ed innata gravezza, ruina . . . In se stessa affirmata, ella non solo si sostenta, ma ed
ancora sopra vi regge ogni grave peso). Han har vænnet sin Aand "til at vide, hvad han
véd, kunne hvad han kan, have hvad han har." Han har trænet sit Legem, undertvunget
det, som Dyretæmmeren et stridigt Dyr. Han, som fra Fødselen var sart og svag og let
forkølet, kunde uden Fare gaa med blottet Hoved i Sne som i Solbrand, kunde med et
Sæt springe over en Mand, der stod oprejst, kunde kaste en Mønt, saa den naaede
Brunellesco's Kuppel, bestige Bjerge, ride uregerlige Heste til, med sin Pil gennembore
et hærdet Staalkyrads. Han tumlede alle Datidens Vaaben og spillede paa alle Datidens
Instrumenter. Han er Naturens første Udkast til Leonardo.
Han er staalsat ved at have gennemgaaet al Slags Tvang, Sygdom, Landflygtighed,
Fattigdom, ved at have rejst i Frankrig og Tyskland, ved at have elsket og lidt. Han har
gjort op med Kvinderne i Sange, Ballader og Sonetter. Han elsker Planterne, Dyrene,
Matematiken, Cifferskrift, Skibe, Perspektiver, Billedhuggerkunst, Bygningskunst og
skriver om det alt.
Han maler og støber Figurer i Vox, har udført Planerne til Kirken San Francesco
i Rimini. San Sebastiano i Mantova, Sant' Andrea sammesteds, Palazzo Rucellai i
Florents. Han har opfundet et Landmaalingsredskab, et Instrument til at maale Luftens
Fugtighedsgrad, et Net til Brug for Malerne, et Middel til at drage et antikt Skib op fra
Bunden af Nemisøen. Han construerede et Panorama i Rom. Hans Geni omfattede
Universet.
21
Den mest fremragende i Kredsen var efter Universalgeniet Alberti's Død (1471) den
ovenomtalte Skribent, Angelo Poliziano (1454 til 1494) Lorenzo's Jævnaldrende og
Ven. Som Opdrager for Vennens Børn havde han rigtignok mangt et Sammenstød med
Madonna Clarice, Husfruen, der ikke led, at han foretrak de hedenske Forfattere for de
kristne, saa Lorenzo nødtes til at afbryde Undervisningen.
Poliziano var først og fremmest Filolog, oversatte og udgav de antike Forfattere.
Blandt de græske foretrak han Aristoteles og Stoikerne, blandt de romerske de
saakaldte Sølvalder-Skribenter Quinctilian, Statius, Persius, hvad der røber om ikke
nogen sikker Smag, saa dog en vis Selvstændighed, da Cicero dyrkedes med en
Lidenskab, der ikke taalte Kættere. Rigtignok havde den trodsige og udæskende Valla
før ham sat Quinctilian over Cicero. Poliziano havde som Valla overfor den abeagtige
Efterligning af Oldtids-Stilen en Afsky, der maa regnes ham til Ære.
Skønt han ikke betænkte sig paa at ansøge om et højt kirkeligt Embede, hadede
han Præster, og gik kun i Kirke for at gribe Prædikanten i Fejl, begaaede i Latinen. Han
nærede en uhyre Selvfølelse, som den røber sig i hans Brev til Kongen af Portugal:
han vilde ved Oversættelser af portugisiske Rejsebeskrivelser give disse Udødelighed,
eller i hans Udsagn til Kongen af Ungarn (Mathias Corvinus) at i de sidste tusind Aar
havde Ingen udbredt Kendskab til det græske Sprog som han.
I sine Polemiker mod Samtidige (som den florentinske Statsmand Bartolommeo
Scala) bruger han saa mange Ukvemsord, han kan overkomme, men det var jo blandt
Datidens Humanister Tonen i Italien som i Tyskland.