Michelangelo Buonarroti

Side 36
og paa Anmodning af Florents' mest ansete Mænd hævede han i December 1480
Interdiktet over Byen.
19
Lorenzo var Arvtager til Cosimo's Stilling som Fremmer og Beskytter af Kunst og
Literatur.
Da Lorenzo (født 1. Januar 1449) var et Aar gammel, lykkedes det Johan Gutenberg
at fremstille brugelige Skrifttegn, og da han var fjorten Aar gammel, begyndtes
Trykningen af den første Bibel.
Lorenzo er en lidt yngre Samtidig af Columbus; han døde det Aar (1492), da
Columbus første Gang sejlede ud fra Palos for at naa til "Indien", men fandt den ny
Verden. Dog i det lille Florents var i Kunst og Videnskab samtidigt en ny Verden ved
at danne sig.
Allerede Cosimo havde (ved sin lærde Ven Poggio Bracciolini's Hjælp) før
Bogtrykkerkunstens Opfindelse stiftet Biblioteker. Under sin Forvisning grundede han i
Venedig San Giorgio Biblioteket, senere i Florents S. Marco Biblioteket, der fuldendtes
1441. Han bevilligede i sin Bank Pengene til Biblioteket i Fiesole og lod Vespasiano
da Bisticci hverve 45 Afskrivere, der i mindre end to Aar bragte 200 Bind tilveje. Det
meste deraf findes nu i det Medici-Laurentianske Bibliotek i Florents.
Den nævnte Vespasiano var Datidens værdigste Repræsentant for
Boghandlerstanden. Da Federigo af Montefeltro anlagde Biblioteket i Urbino, lod han
tredive til fyrretyve Afskrivere arbejde fjorten Aar igennem i forskellige Byer.
Afskrivningskunsten stod da paa sin Højde, og den naaede saa vidt, at man skulde
tro det umuligt uden mekaniske Midler at naa til en symmetrisk Skønhed som den,
der 1457 opnaaedes i et Haandskrift af "Divina Commedia", som Cristoforo degli
Amerighi lod udføre til sin Hustru. Typetrykningen, som samtidigt begyndte, var lidet
anset, da den jævnførtes med den Skønskrift, som tilvejebragtes paa det fineste
Pergament. Den skal i Vespasianos Skrifter kun være nævnt én eneste Gang og det i
nedsættende Mening. Han roser Hertugen af Urbinos Bibliotek, fordi samtlige Bind deri
er af udadlelig Skønhed med nydelige Miniaturer: der findes ikke én trykt Bog imellem
dem; Hertugen vilde have skammet sig derover. (Alfred von Reumont: "Lorenzo de'
Medici, il Magnifico").
20
Lorenzo var ikke blot Mæcenas, men Digter. Allerede som syttenaarig begyndte han
at skrive Vers, velformede Sonetter til Ære for sin Dame, Lucrezia Donati, uden stærk
Oprindelighed men med Varme og Friskhed. Han fremstiller Elskov som Længsel efter
Skønhed. Han har skrevet større Digtninge: Idyller i ottelinjede Stanzer som den ægte
toscanske "Nencio da Barbarino", der fortæller en Landsbypiges Kærlighed til en ung
Bonde og næsten helt er sammensat af Rispetti, Folkeviser af epigrammatisk Art,
og den mytologiske Digtning "Ambra", der foregaar i Poggio a Cajano, Mediciernes
prægtige Villa, paa hvis Udsmykning Lorenzo anvendte store Summer. En lille Ø der
hed Ambra, og Ambra er den af Hyrden Lauro (Lorenzo) elskede Nymfe.
Der er endnu en Idyl "Falkejagten", vel digtet 1478, der skildrer det lystige Selskab,
som samledes om Lorenzo. Saaledes maler han ogsaa i et Digt "Drikkegildet" sine
Omgangsvenner, idet han staaende ved Byens Port ser sine Fæller letberuste vende
hjem fra en munter Fest og særtegner hver af disse stadigt Tørstende paa skemtsom
Maade.