Michelangelo Buonarroti

Side 35
paasyet sort og rødt Fløjl". Leonardo har altsaa denne Gang været blandt Tilskuerne,
og den da 27-aarige Kunstner har med sit rolige Iagttager- og Forsker-Blik uden
Sindsbevægelse været optaget af at fæstne Skuet i sin Erindring.
Sixtus lyste Lorenzo i Ban paa Grund af Drabet paa Erkebiskoppen og de andre
Præstemænd, ja han erklærede hele Florents i Interdikt. Kong Ferrante, der stadigt
havde hyklet Venskab, sluttede sig nu til Paven, ja ophidsede ham. De pavelige Tropper
blev stillede under den før nævnte, højt ansete General, Hertugen af Urbino, Federigo
af Montefeltro.
Milano og Venedig sluttede sig til Florents, men var utilstrækkelige Forbundsfæller.
Ludvig den Ellevte blev derimod Lorenzo tro, og sendte som sin Gesandt til ham ingen
ringere end den berømte Historiker, Philippe de Commines, der tidligere havde tjent
Charles af Bourgogne, men var gaaet over til Kongen.
Dog Ludvig udrustede ikke nogen Hær, og som en ægte Rovere var Sisto ikke af
dem, der lod sig skræmme.
Det nyttede ikke heller, at Ludvig forbød alle Pengesendinger til Rom, og forestillede
Paven, at det var Tyrkerne, som var Fjenden. Dog da ogsaa Gesandten fra Kejser
Frederik kom til Rom, følte Sisto Nødvendigheden af at underhandle, forlangte ikke
længer Lorenzo's Forvisning og nøjedes med at trække Tiden ud, efter at have angivet
Napoli som Stedet for Fredsforhandlingerne.
Dog Rom og Neapel havde store Troppemasser paa Benene, og i September 1479
blev det florentinske Hovedkvarter sprængt under Nederlaget ved Poggibonzi.
Lorenzo indsaa vel, at Florents kunde tilkøbe sig Fred ved at udlevere ham. Men
han forblev nogen Tid i Byen og ordnede Alt.
Saa gjorde han det modigste og tillige klogeste Skridt i sit Liv. Efter først at have
sendt Filippo Strozzi til Neapel som sin Forløber, rejste han selv til Kong Ferrante's
Hof. Kongen havde udtalt, at han kun vilde Lorenzo tillivs, ikke Byen. Nu havde Kongen
ham, og vilde han forhandle, saa kunde han forhandle med ham selv. Ti Aar forinden
var paa lignende Maade en af Tidsalderens største Feltherrer, Jacopo Piccinino, draget
til Ferrante i ren Tillid til hans Menneskelighed; men han maatte bøde med Livet.
Hvor indtagende Lorenzo var og hvilken overlegen Klogskab der udstraalede fra
hans Personlighed, lader sig ved denne Lejlighed maale. Ferrante modstod ikke
Indtrykket; han havde selv politisk Erfaring nok til at begribe, han ved Forbund med
denne unge Mand styrkede sin Indflydelse paa italienske Forhold. Ikke des mindre
var der for ham tusind Hensyn at tage, til de mistænksomme Venezianere, der vilde
tro sig svegne, til Paven, som var højst utilfreds med Lorenzo's dristige Besøg i
Neapel, endelig til de mange Misfornøjede i Florents, der kun pønsede paa en Lejlighed
til at faa Huset Medici styrtet. Men Lorenzo havde for sig vundet Kong Ferrantes
vigtigste Raadgiver, et Medlem af Familien Carafa, der indtil den nyeste Tid har givet
Italien saa mange fremragende Mænd, dels frisindede, dels (som Pave Paolo den
Fjerde) reaktionære, og ikke faa Skribenter af Rang som den endnu levende Hertug
af Andria-Carafa. Diomede Carafa, Greve af Maddaloni, havde Lorenzo's Kærlighed til
Poesi og Kunst og til den genopstaaende Antik.
Lorenzo gav i Neapel Gæstebud, udstyrede unge Piger, løskøbte og klædte
hundrede Galejslaver. Da han tre Maaneder derefter landede i Livorno, var
Freden undertegnet, om end paa overmaade haarde Betingelser. Den sikredes, da
Muhammed den Anden's Flaade landsatte 7000 Mand i Apulien og et forfærdende
Myrderi begyndte. Sixtus den Fjerde nødtes til en Henvendelse til alle kristne Fyrster,