Michelangelo Buonarroti

Side 33
sig. I denne Strid vandt Paven for sig Datidens ypperste Feltherre, Federigo da
Montefeltro, som hidtil havde staaet i Firenze's Tjeneste. Al Politik bestod jo omkring
Aar 1500 i Condottiere-Væsen, Tvetungethed og pruttende Prangeri. Man indgik lige
saa hyppigt Forbund mod en tidligere Ven som mod en øjeblikkelig Fjende. Før det
gamle Forbund endnu var opløst eller opsagt, skadede man allerede af bedste Evne
sine Forbundsfæller. Før man havde draget sine Gesandtskaber tilbage, begik man
Overfald paa den Magt, der troede sig sikker, og før Krigens Udbrud beslaglagde
man, som i vore Dage, Privates Ejendom. Ganske ejendommelig for Tidsalderen var
imidlertid Bestræbelsen efter ved Overbud at tilkøbe sig Modpartens mest ansete
Condottiere, selv om denne allerede havde modtaget sin Sold. Han gjorde sig da ogsaa
sjældent Skrupiler af at bryde den ny som den gamle Overenskomst.
Pazzierne var en af de faa florentinske Familier, der lod sig jævnføre med
Medicierne. De havde, som berørt, en lang hæderkronet Fortid. Da Kong René i 1442
længere Tid opholdt sig i Florents, havde man givet ham Andrea de' Pazzi til Ledsager,
og den lille Konge havde til Tegn paa sin Yndest tildelt ham Ridderslaget. Af Andrea's
Sønner var Piero en af sin Tids mest glimrende Adelsmænd. Han var Florents's
Sendemand til Ludvig den Ellevte, blev af Kongen slaaet til Ridder, og holdt sit Indtog i
Florents med en Pragt som indtil da ingen anden Florentiner. Man strømmede sammen
for at se dette Indtog; hele Følget havde Perler paa Hatte og Ærmer.
Nu berøvede Lorenzo de' Medici ved en uretfærdig Dom sin Samtidige, Giovanni
de' Pazzi, den rige Arv efter hans Frue, en Borromeo, til Fordel for en Slægtning af
hendes Fader.
Det var en lige saa uklog som uretfærdig Handling; den opbragte Paven, Sixtus den
Fjerde. Denne havde lige udnævnt den 17-aarige Søn af sin Nepote, Girolamo Riario,
til Cardinal. Girolamo, en raa Person, hvem man af politiske Grunde havde givet den
skønne og stolte Catarina Sforza til Ægte, hadede Lorenzo med et vildt Had, fordi han
vidste sit lille Fyrstendømme Imola stadigt truet af Lorenzo's Erobringsplaner.
Man søgte først at lokke Lorenzo til Rom. Han ytrede Intet derimod, men trak Rejsen i
Langdrag. Man besluttede saa at føre Stødet mod Medicierne i selve Florents, idet man
ansaa Familien Pazzi og den med den beslægtede Familie Salviati for saa mægtige,
at disse strax kunde faa mindst Halvdelen af Byen med sig.
17
Jacopo de' Pazzi, beslægtet med Lorenzo, færdedes som en af Pavens Bankierer
stadigt i Vaticanet hos Sisto IV, der gav sit Minde til Sammensværgelsen mod
Medicæerne. Lorenzo og Giuliano burde ryddes af Vejen, dog hævdede Paven - i Kraft
af sin Stilling, men selvfølgelig ikke for Alvor - at det skulde ske uden Blodudgydelse,
ret som om dette var muligt.
De Sammensvorne vandt Condottieren Giovanni Battista de Montesecco for sig;
han skulde føre det afgørende Stød imod Lorenzo. Men da Planen havde faaet Form
og gik ud paa, at de to Brødres Drab skulde finde Sted i Santa Maria del Fiore ved
en Kirkefest 26. April 1478, i det Øjeblik, da Girolamo Riario's unge Nevø Raffaello
Sansoni, under Messen løftede Kalken med Jesu Blod højt i Vejret, trak Montesecco
sig tilbage; han turde godt begaa et Mord, men ikke udgyde Blodet i Guds Hus.
Han erstattedes af den mere frygtløse og hensynsløse Bernardo Bandino Baroncelli.
Denne stødte Giuliano ned, efter selv at have hentet ham i Palazzo Medici, da han paa
Grund af Upasselighed den Dag holdt sig tilbage fra Gudstjenesten. Præsterne saarede