Michelangelo Buonarroti

Side 32
Brylluppet fejredes en Sommerdag i 1469 efter at Omegnens Byer havde indsendt
Gaver til Huset i Via Larga: 150 Kalve, mer end 2000 Par Kapuner og Høns. Clarice
holdt sit Indtog til Hest i en Brokades-Dragt af Guld og Hvidt. Der var i Alt dækket til
200 Gæster, og 40 Ynglinge af gode Familier gjorde Tjeneste som Mundskænke. Det
bemærkes udtrykkeligt af Piero Parenti, Forfatter til Haandskriftet om Lorenzos Bryllup,
at for at give Borgerskabet et Exempel paa Beskedenhed og betone Medicæernes
Stilling som Borgere, ikke Fyrster, var "Retternes Tal kun halvtresindstyve".
Man havde i Florents indrømmet Lorenzo Faderen Piero's Plads, mest fordi den
mægtige Tommaso Soderini indbildte sig, at Ynglingen vilde lade sig lede af ham, hvori
han tog fejl.
Florentinsk Politik var som Regel den, at slutte sig nær til Milano og Neapel, da
Venedig var en Medbejler, og da der ikke kunde slaas Lid til Pavehoffet, eftersom
Paverne vexlede altfor hurtigt.
Lige siden Tyrkernes Erobring af Konstantinopel i 1453, end mere siden deres
Erobring af Negroponte i 1470, havde Paverne forsøgt at danne et Forbund af
de italienske Stater til Værn mod dem. Fyrsterne havde vænnet sig til at betragte
Medicæerne som Ligemænd.
Forbundet strandede imidlertid paa de uafbrudte indbyrdes Stridigheder. Galeazzo
Maria Sforza, som regerede Milano, hvor han iøvrigt var ilde lidt, lagde Planen til
med Florentinernes Hjælp at frarive Neapel Piombino. Lorenzo var svag nok til at give
sit Minde. Den ødsle Sforza holdt til Tak et Indtog i Florents med næsten afsindig
Pragtudfoldelse.
En skarp Modsætning til denne Norditalieners Optræden udgjorde ved Prunkløshed
Christiern den Første's af Danmark i 1494. Han blev modtaget af Signoriet, hilste ikke
engang paa Medicæerne, udbad sig blot at maatte se det Evangeliehaandskrift, der
engang var blevet bragt til Florents fra Konstantinopel, og dernæst en Pandect-Codex,
der havde været opbevaret i Pisa. Saa forlod han Byen for i Rom at blive løst fra sit Løfte
om en Rejse til Palæstina, og fik dér Bevilling til at grunde Universitetet i Kjøbenhavn.
Beslægtet med Overfaldet paa Piombino var det følgende paa Volterra, der staar
som en Plet paa Lorenzos Regering. I Volterras Omegn fandtes dengang Alun-Gruber,
som gav betydeligt Udbytte. To foretagsomme Florentinere forsøgte (ganske som
Sligt sker i vore Dage) ved Hjælp af et Par netop fratrædende Øvrighedspersoner i
Volterra at faa en for Communen højst ufordelagtig Kontrakt i Stand, der gav dem
Gruberne i Forpagtning. Communen vægrede sig da naturligvis heftigt ved at godkende
Kontrakten, mens paa den anden Side de indflydelsesrige Florentinere satte deres
Fødeby i Bevægelse. Det faldt saa meget lettere, som Lorenzo personligt var stor
Parthaver i den planlagte Udnyttelse af Alunen fra Volterra.
Den lille By kunde kun stille tusind Fodfolk paa Benene mod Florentinernes
fem tusind Fodfolk og tusind Ryttere. Efter at være bleven beskudt en Maanedstid
capitulerede Volterra imod Løftet om at Indbyggerne heholdt Liv, Ære og Ejendom.
Der fulgte efter Datidens Skik under Løftebrud den frygteligste Plyndring ledsaget
af enhver Gru og Mishandling. Tilmed var Togtet saa dyrt, at Florentinerne maatte
tage Pengene som Laan af de til Brude-Udstyr henlagte Summer. Uldhandlerlavet drev
ovenikøbet Rovdrift med Gruberne, saa de blot hundrede Aar derefter var udtømte.
16
Samtidigt havde Florents jævnligt Kivsmaal med Paven, særligt om Byen Imola
i Romagna, som Paven havde bortskænket, men som Lorenzo vilde bemægtige