Michelangelo Buonarroti

Side 315
Spørgsmaalet er ikke stillet retfærdigt. Men her skal blot svares, at Michelangelo's
Profeter og Sibyller, hans Heroer og de overmenneskelige Væsener, som kaldes hans
"Dagstider", de har alle som en hørt enhver Klage og ethvert Skrig fra den lidende
Menneskehed.
Michelangelo er bleven kaldt Italiens Samvittighed. Han var Menneskehedens.
Og hvad mærkeligst er: Med en Følelse, hvis Dyb neppe lader sig maale og
en derfra uadskillelig Medfølelse er han uden Menneskekærlighed i dette Ords
særegne Forstand, og skønt god Katolik uden Kristenkærlighed. Hans Holdning
overfor Menneskeheden er en Dommers. Hans Moses er Dommeren, og det var kun
følgerigtigt, at han som Maler endte med en Dommedagsfreske. Hans Holdning er
dog ikke blot Dommerens, men Dens, der vender Hovedet bort, som hans Statuer og
Malerier af den hellige Jomfru saa ofte. Tidt foregriber han Hamlets Ord: "Mand behager
mig ej; ej heller Kvinde."
Dog visselig er denne Ildsjæl ikke defineret med disse en forbigaaende Livsledes
henkastede Ord. Michelangelo gik saa lidet op i Lede som i Vrede.
Hans egentlige og dybeste Væsen er Skaberkraft. Det er derfor usigeligt
betegnende, at den eneste fyldestgørende kunstneriske Fremstilling af Skaberen
skyldes ham. I en Bog af en fransk Gejstlig fra det 19. Aarhundrede, Didron (Histoire de
Dieu), godkendt af Erkebispen af Paris, er det uigendriveligt oplyst, at i Kristenhedens
første 1200 Aar, næsten i den hele Middelalder, byggedes der ikke én Kirke, ikke ét
Alter for Gud, dersom man ved Gud forstaar Gud Fader, ham, man til sin Ydmygelse
havde tilfælles med Jøder og Arabere. - Jesus, den hellige Jomfru og alle de
Helgene, som Legenderne opregner, havde deres Kirker. Den ringeste Munk, der
havde udmærket sig i sin Orden, gik lige op i Himlen og fik sin Festdag og sin Kirke.
Gud selv havde ikke én. Det vil sige, at den frembringende Kraft, Avlekraften, som
Oldtidens naivere Religioner uden videre havde viet Altere og hvis Sindbilleder bares i
Procession, nu ikke mer var Genstand for nogen Dyrkelse. Moderen var ingen virkelig
Moder, men en Jomfru, og Sønnen var ingen virkelig Søn.
For Michelangelo's Genialitet er, som det i Ouverturen blev sagt i Kraft af
den Frembringelseskraft, der sydede i ham selv, Guddommen Skaberguden. Han
frembragte derfor ikke en Gud, der havde Skabelsen bag sig og som saa, hvad han
havde gjort, og fandt det Skabte saare godt, hvilende paa sin Selvtilfredsheds Laurbær,
men Guden som Verdensfrembringer, Verdensbygmester, Demiurgos.
Han skabte sin Gud i sit eget Billede, opfattede Guden som den umaadelige
Kunstner, der gennemformede Verdens-Altet.
Han selv har omformet enhver Kunst, han har dyrket.