Michelangelo Buonarroti

Side 314
Der fandtes efter ham kun nogle Arbejder af Marmor. Sine Tegninger havde han
brændt. Dèr laa hans Kaarde, hans Stok og hans Papirer.
Kisten maatte efter hans Ønske hemmeligt bringes til Firenze. Den stilledes først i
San Piero Maggiore, saa blev den om Morgenen den 11. Marts overført til Santa Croce.
Der blev Laaget løftet, og Skikkelsen viste sig uforandret. Kunstnerne lagde et sort
Fløjelstæppe med Guldbroderi over Kisten og et Guld-Crucifix derpaa.
15
Først i Juli var Forberedelserne til Ende for den store Sørgefest, der blev afholdt.
I et fuldt Aartusind havde Naturen været forbandet, da Renæssancen begyndte at
frikende den. Ikke i tre Dage, men i et Aartusind havde Naturens Guddom ligget i den
Grav, Kristenheden havde gravet til den, da Renæssancen lettede paa Gravstenen og
opdagede, at det var en Levende, man blasfemisk havde fornegtet, en Velgører, man
blasfemisk havde forbandet.
I Klostrene fandt man Palimpsester, opdagede under Munkelatinen de begravne
antike Texter, Vidnesbyrdene om en hedensk Civilisation, Munkene forgæves havde
forsøgt at udrydde.
I Jorden, som man begyndte at opgrave, fandt man Statuer, hvis Skønhed vakte
Begejstring, en hel lille Verden af Guder og Gudinder, af Helte og Satyrer, endelige
opdagede man i Ruiner, som frigjordes, Malerier, der aabnede Indblik i en livsglad og
kunstmættet Kultur.
Vi har set, hvorledes under Renæssancen Begejstringen for Naturen smeltede
sammen med Begejstringen for den genfundne Antik.
Opdagelsernes og Opfindelsernes Tidsrum fulgte: Gutenberg, Copernicus,
Columbus gjorde Fund, der efterhaanden kom Livsfornyelsen til Gode. Copernicus
udgav vel ikke i levende Live sit Værk; Columbus vidste vel ikke af, at det var Amerika,
han havde opdaget; Bogtrykkerkunsten anvendtes vel fra først af til Udbredelse
af netop de Værker og netop den Følemaade og Tankegang, som gik stik imod
Renæssancen.
Ikke desmindre stod Gutenberg, Copernicus, Columbus i Genfødelsens Tjeneste.
Ikke desmindre gav Naturvidenskaberne, Verdensbilledets Udvidelse og den antike
Literaturs Mangfoldiggørelse Renæssancen forøget Livskraft, og sit Højdepunkt
naaede den i den bildende Kunst, ikke i en enkelt Kunstart, men i alle Kunstens Former.
Og, som vi saa, dens ypperste Storheder, Leone Battista Alberti, Leonardo da Vinci,
Michelangelo Buonarroti udmærkede sig ligeligt som alsidige Billedkunstnere, som
Bygmestere og som Skribenter.
Vi har dvælet ved en enkelt af disse store Mænd, en, hvis Sjæl var en Heltesjæl i
haardnakket Stræben og i Evne til at overvinde Modstand, en Visionær, hvis Fantasier
nu og da tog Magten fra hans Nervesystem, saa han mistede sin Selvbeherskelse,
men hvis Syner var de dybest gribende i Datiden og for de næste fire Hundrede Aar.
Han følte, og af Følelsens Styrke og Ejendommelighed udsprang hans Kunst.
Leonardo var lutter Visdom, Raffaello lutter Ynde. Michelet har etsteds spurgt: Har
Raffaellos skønne Madonnaer aldrig hørt deres levende Søstres Skrig under Borgia's
Plyndringer af Forli eller af Capua? Har hans Filosofer i Athen ræsonneret med
uforstyrret Ro uden at høre det forfærdelige Klageraab fra Milano, der vaandede sig
under Spaniernes Tortur?