Michelangelo Buonarroti

Side 313
Lorenzo. Udtryk i et Brev fra Buonarroti til Brodersønnen Lionardo fra Juli 1557 tyder
paa, at Cosimo har taget Afslaget ilde op:
"Jeg vilde langt heller dø, end paadrage mig Hertugens Unaade. I alle mine
Anliggender har jeg stræbt at være sanddru, og naar jeg har tøvet med at komme, skønt
jeg har lovet det, saa har Løftet altid været givet under den Betingelse, at Bygningen af
San Pietro skulde være saa vidt fremmet, at min Plan ikke mer kunde ødelægges eller
ændres, og at der ikke længer frembød sig nogen Lejlighed til at stjæle, som Tyvene
saa længe har været vante til."
Han skriver ogsaa det vemodige Ord til Vasari, at var det ham endnu muligt at ride
fra Rom til Firenze, vilde han komme for at fremsætte Forholdene for Hertugen; men
han har ikke længere Mod til andet end til at dø.
I August 1557 gav Hertugen ham Tilladelse til at blive i Rom. Men i Maj 1558
begyndte Plagerierne og Løfterne om de største Æresbevisniniger paany.
Cosimo ansaa sig jo i Kraft af sin Stilling for Michelangelo's Suveræn, og som
god Florentinerborger delte Mesteren trods sin teoretiske Republikanisme denne
Opfattelse.
Da i November 1558 Cosimo og Hertuginde Leonora kom til Rom, gik Michelangelo
strax at hilse paa dem. Han blev modtaget paa den ærefuldeste Maade, fik Sæde anvist
ved Hertugens Side, og Cosimo's Søn, den unge Don Francesco de' Medici, viste sin
Ærefrygt ved aldrig at tiltale den store Kunstner uden med sin Baret i Haanden.
Ved denne Lejlighed har øjensynligt Hertugen modtaget det Indtryk at Michelangelo
var for gammel til at en Overflytning fra én By til en anden nu kunde kræves af ham. Han
indskrænkede sig da for Resten af Buonarroti's Levetid til ved Hjælp af sin Gesandt
hos Paven at udvirke et omhyggeligt Opsyn med de Mænd, der gik ud og ind hos
Kunstneren, for at ikke Tegninger, Carton'er, Modeller eller Gods og Guld i Tilfælde af
hans pludselig indtrædende Død skulde blive ranet.
I Februar 1564 led Michelangelo af Feber. Den 14. Februar skriver Tiberio Calcagni:
"Da jeg idag gik igennem Rom, hørte jeg af mange, at Michelangelo er syg. Jeg gik da
hen at besøge ham, og fandt ham, skønt det regnede, i Færd med at gaa ud i det Fri.
Jeg sagde ham, jeg ikke ansaa det for rigtigt, at han gik ud i et saadant Vejr. "Hvad
vil I," svarede han, "jeg er syg og kan ingensteds finde Ro." Det Usikre i hans Tale,
desuden hans Blik og hans Ansigtsfarve, indgød mig Bekymringer for hans Liv."
I de følgende Dage holdt Michelangelo sig hjemme. Han havde om sig sin Tjener
Antonio og Vennerne, Tommaso Cavalieri og Daniele da Volterra. Den sidste bad han
skrive til hans Brodersøn om at komme fra Florents til Rom, "dog med Forsigtighed,
da Vejene er slette."
Daniele da Volterra skrev: "Jeg forlod ham lige nu lidt efter Kl. 8 i fuld Besiddelse
af sine Evner og aandeligt rolig, kun plaget af varig Søvnighed. Den opirrer ham saa
stærkt, at han i Eftermiddag mellem Kl. 3 og Kl. 4 forsøgte at ride ud, som han, naar
Vejret er godt, hver Aften plejer. Det kolde Vejr, hans Hoveds og hans Bens Svaghed
hindrede ham deri. Saa vendte han da tilbage til Kaminen og tog Plads i sin Lænestol,
som han foretrækker for Sengen."
Da Michelangelo de næste Dage følte sig daarligere, gjorde han i sine to Lægers
Nærværelse sit Testamente med de Ord, at han overgav sin Sjæl i Guds Hænder,
overlod sit Legeme til Jorden og sin Ejendom til sine Slægtninge.
Han døde 18. Februar 1564.