Michelangelo Buonarroti

Side 312
med et Liv, som udgjorde de et organisk Væsen, der paa ethvert Punkt var i Stræben,
mens i Kuppelen alene en Stræben gaar over i en Svæven.
De smaa Afvigelser fra Michelangelo's Model er efter al Sandsynlighed udførte af
ham selv. I Modellen var Vinduesgavlene paa Tambouren udadtil Spidsgavle indadtil
Segmentgavle. I Kirken skifter baade foruden og forinden den trekantede Vinduesgavl
med den afrundede. Nutildags raner Facaden, der ikke er af Michelangelo, En Synet
af Tambouren.
Det er fromme Betænkeligheder, der i Bund og Grund har ødelagt San Pietro, som
den var undfanget af Bramante og selvstændig udført af Michelangelo's Geni.
Efter Buonarroti's Død overdrog Pio den Fjerde Bygningen til Giacomo Barocci da
Vignola og til Pierro Ligorio med strengt Paalæg om at arbejde efter den af Mesteren
lagte Plan. Da Pierro Ligorio gjorde Brud paa Aftalen, blev han fjernet, og Vignola havde
fra 1571 til sin Død 1573 Ledelsen alene. Derefter overdrog Gregorio den Trettende
Giacomo della Porta Stillingen som Overbygmester. Han fik Domenico Fontana til
Hjælper, og under dennes Opsyn blev i 22 Maaneder den mægtige Kuppel hvælvet,
som Michelangelo havde foreskrevet det. Den var færdig 1590.
Fra 1606 var Ledelsen overdraget Carlo Maderna. Men Paolo den Femtehavde strax
efter sin Regeringstiltrædelse 1605 af from Pietet for det Sted, hvor den gamle Basilica
havde staaet, desuden for at bevare Mindet om den hellige Sylvester og Ærefrygten
for Constantin, kaldet "den Store", besluttet at forlænge Nybygningen saa vidt, at det
Fladerum, som den gamle Kirke havde bedækket, helt blev indesluttet i den.
En Forsamling af Cardinaler fik det Hverv at udføre denne kunstnerisk set
fornuftstridige Bestemmelse. Denne Forsamling fandt tilmed, at Michelangelo's Plan
ikke levnede Plads for visse Bekvemmeligheder, som den religiøse Cultus havde nødig.
Den krævede endnu et Kor for Gejstligheden, et Sakristi, et Daabskapel, en rummelig
Forhal og en Velsignelsesloggia. Naar dette kom til, vilde den nye Kirke komme til at
omfatte ogsaa den gamle Basilicas Grund.
Alle samtidige Arkitekter opfordredes til en Kappestrid. Der optraadte en halv
Snes Concurrenter. Maderna's Udkast blev antaget og udført, og saaledes blev
Michelangelo's Plan, efter at der næsten tresindstyve Aar var blevet arbejdet efter
den, ødelagt, og i dens Sted anbragt en Skifting, en uhyre Tvetulle, der nutildags kun
imponerer ved sin umaadelige Størrelse, som endda ikke syner, da Kirken, indenfra
betragtet, tager sig mindre stor ud, end den er.
Kun hvor man, trods den skamløse og aandløse Omformning, sporer Pustet af
Michelangelo's Aand, som naar Kuppelen, beskuet indenfra, overvælder ved sine
sublime Former og Forhold, eller naar den set udefra, f. Ex. fra Monte Pincio, synes
at svæve over den gamle Verdens Hovedstad som Kronen paa Roma's Hoved, kun
da fornemmer man, hvad Renæssancens største Kunstner har havt for Øje med sit
arkitektoniske Hovedværk, om end hans Øjne lukkedes næsten en Menneskealder før
denne Kuppel, færdigt bygget, indtog sin Plads i Luftlaget over Rom som det store,
letfattelige Sindbilled paa Renæssancens Civilisation, et Pantheon løftet til en genfødt
Universalkulturs svimlende Højde.
14
Naar Hertug Cosimo i en Aarrække stræbte at bevæge Michelangelo til at bryde op fra
Rom og tage Ophold i sin Fødeby, var det naturligvis ikke af Kærlighed til den gamle
Mand, men for at faa ham til at fuldføre det laurenzianske Bibliotek og Sakristiet i San