Michelangelo Buonarroti

Side 311
Bygningsudvalget fik nu den Idé at fjerne Michelangelo ved at afskedige Gaeta. Man
beskyldte Gaeta for Tyveri og kastede ham i Fængsel. Cesare da Castel Durante fik
man dræbt ved et Dolkestød nær San Pietro. Michelangelo erklærede da, ikke mere
at ville give Møde paa Byggepladsen. Det var netop hvad hans lumske og løgnagtige
Modstander, Arkitekten Nanni Bigio vilde opnaa.
Denne Middelmaadighed havde i sin Tid skaffet sig Opførelsen af Broen ved Santa
Maria, der var tilsagt Michelangelo, og denne Bro var, som Michelangelo havde
forudsagt, bleven bortført af Strømmen. Han havde allerede tidligere vovet at skrive
til Hertug Cosimo og bedt om hans Beskyttelse til Opnaaelse af Buonarroti's Plads,
men var bleven afvist. En af Cardinalerne i Udvalget forsikrede nu, at Buonarroti selv
havde udtalt, han ikke vilde have mere med Bygningen at gøre. Michelangelo sendte
Daniele da Volterra til denne Cardin al og lod ham vide, han Ønskede Gaeta til sin
Stedfortræder. Cardinalen protesterede ikke, men indførte i Stedet Nanni Bigio.
Michelangelo havde hidtil fundet sig i meget; thi, som han siger: naar man kæmper
med Folk, der er Intet, kommer Intet ud deraf (Chi combatte con d'apochi non vince
a nulla). Nu satte han sig i Bevægelse, saa gammel han var. Paven var den Dag paa
Capitolium. Michelangelo red derop, ansøgte om Audiens, og erklærede, han vilde paa
Stedet forlade Rom og gaa til Firenze, hvor Hertugen atter og atter havde gjort ham de
mest ærefulde Tilbud, ifald man ikke ændrede sin Opførsel imod ham.
Udvalget blev sammenkaldt. Det erklærede, at under Michelangelo's Ledelse
maatte Bygningen gaa til Grunde. Paven, som var usikker, befalede, at Sagen skulde
undersøges. Nanni Bigio, som ikke blot havde den forulykkede Bro ved Santa Maria
paa sin Samvittighed, men en forulykket Havnebygning ved Ancona, formaaede ikke
at opretholde en eneste af de Beskyldninger, han havde rettet imod Michelangelo eller
Gaeta. Han blev da med Skamme jaget bort. Men man ser, det var ikke nogen Følge
af Michelangelo's Tungsind, naar han mente sig forfulgt af Misundelse og Had indtil
sit sidste Aandedræt.
13
Det er ikke blot, som det almindeligt siges, Kuppelen, der paa San Pietro er
Michelangelo's Værk. De to lavere Kuppeltaarne er sikkert udførte efter hans
Tegninger, til hvilke Giacomo della Porta holdt sig. Men desuden stammer hele
Korsskibets og Korets Ydre fra ham. Og for det Indres Vedkommende er han
ikke i ringere Grad Ophav til den arkitektoniske Udformning som til Udsmykningen.
Selvfølgelig var Grundformen bestemt af Bramante; men Vinduerne og Nicherne er af
ham.
Hans Aand har da præget ogsaa Kirkens Indre. Naar man staaende i San Pietro
bøjer sit Hoved tilbage og ser op i Kuppelen, har man et uforglemmeligt Syn, og i denne
Skønhedsaabenbaring er Buonarroti's Væsen tilstede.
Dobbeltheden i hans Naturel fremtræder utilsløret her. Paa den ene Side findes i
de sammensatte og urolige Indramninger af Vinduerne den samme Bevægelse bort
fra Antiken i Retning af Barokkens Vilkaarlighed, som ogsaa ellers iagttages i hans
Arbejder som Bygmester; paa den anden Side gør det mægtigt og simpelt Storladne
i hans Natur sig gældende i hans Forenkling af Bramantes Plan, hans Given Afkald
paa rig Leddeling af Detail'er for at fastholde de simpleste, nødvendigste Bestanddele i
deres bærende Virksomhed. Søjlegange i Kredsform, Inddelinger af Væggene skydes
tilside for at opnaa den simple Samklang af Kuppelrummet med Siderummene. Han
forsmaar det blot Dekorative. Han opnaar at gennemtrænge de arkitektoniske Masser