Michelangelo Buonarroti

Side 310
Cardinal havde ført Ordet paa hans Angriberes Vegne. Men Paolo den Fjerde besteg
jo strax efter Tronen, og hans Overtalelse holdt Mesteren tilbage. Den Ansøgning, han
havde rettet til Cardinalen af Carpi, blev ikke bevilliget, og i et nyt Breve gav Paven
ham fuld Myndighed, og forbød enhver Afvigelse fra hans Planer.
Alligevel kom det igen til Sammenstød med Byggeudvalget og med dets onde Aand,
Nanni di Baccio Bigio.
Livet i Rom udenom Michelangelo's stille Værksted var paa den Tid blevet en
Forfærdelse, Inquisitionen var almægtig. For et tilfældigt Sammentræf med Kættere var
Straffen en Bøde af 500 Dukater første Gang, i Gentagelsestilfælde Døden. En eneste
længere Samtale med En, der var stævnet som Kætter (altsaa endnu ikke overbevist),
medførte første Gang en Bøde af 250 Dukater, anden Gang Døden. Saaledes i 1558.
Tre Aar derefter udstedtes en Forordning, at i Inquisitionens Interesse skulde alle Breve
og Pakker aabnes. Der blev ført strengt Tilsyn med enhver Købmand, der foretog
Udenlandsrejser og vendte tilbage. Snart indførtes Dødsstraf for hver den, der kom
i Berøring med Geneve. - Da Paolo den Fjerde døde, huggede de rasende Romere
Hovedet af hans Statue paa Capitolium og rullede det gennem Gaderne ned i Tiberen.
Inquisitionens Fængsel blev stormet og brændt.
Et uhyre Tab havde Michelangelo lidt, da han i Slutningen af 1555 mistede sin Tjener
Urbino, der tillige som Stenhugger havde været hans Hjælper og f. Ex. arbejdet med
paa Gravmælet for Giulio den Anden i San Pietro in Vincoli. Den store Kunstner tog sig
af hans Enke og høstede Utak. Ved Urbino's Død skriver han til sin Brodersøn Lionardo
(4. December 1555):
"Jeg meddeler dig, at i Aftes Kl. 10 Francesco, kaldet Urbino, til min største Sorg
udaandede. Han har efterladt mig ganske bedrøvet og saa nedbrudt, at Døden i
Fællig med ham synes mig sødere end Livet, naar jeg betænker hvad Kærlighed, jeg
nærede til ham. Han fortjente den; thi han var bleven en dygtig Mand, lutter Troskab
og Redelighed. Derfor er det mig ifølge hans Død som var jeg selv uden Liv."
Til Giorgio Vasari skrev han derom nogle Maaneder senere (23. Februar 1556): "I
véd, at Urbino er død. Derved har Gud bevist mig den største Naade, men ogsaa tilføjet
mig et svært Tab og en Smerte, der ikke lader sig maale. Naaden bestaar i, at Urbino
der, saa længe han levede, holdt mig i Live, døende har lært mig at dø, ikke uvilligt,
men med Attraa efter Døden. Jeg har havt ham i min Tjeneste i 26 Aar, har fundet ham
yderst redelig og tro, og nu, da jeg havde gjort ham velhavende, og ventede, at han
skulde være min Alderdoms Støtte og Forfriskning, er han mig berøvet og ingen anden
Trøst mig levnet end den at gense ham i Paradiset."
Foruden ham havde Michelangelo til sin Opvartning en Tjenestepige, Vincenzia,
Datteren af en lille Kræmmer. Michelangelo spiste alene til Middag. Naar han
arbejdede, nøjedes han ofte hele Dagen med lidt Brød og Vin.
Han havde altid unge Mennesker i Huset, der arbejdede for ham. En af dem gav
Anledning til den sidste Conflict med Byggeraadet. Et Brev til Forstanderne for dette
fra November 1561, da Michelangelo altsaa gik i sit 87. Aar, lyder saaledes:
"Mine Herrer Forstandere. Da jeg er gammel og ser, at Cesare (da Castel Durante,
Mesterens sædvanlige Repræsentant under Byggearbejdet) er saa sysselsat, at
Folkene oftere er uden Ledelse, har det syntes mig nødvendigt at give nævnte Cesare
en Fælle i Pierluigi (Gaeta), hvem jeg anser for en Personlighed, der vil gøre Bygningen
Gavn og Ære. Han har længe været fortrolig med Byggearbejdet. Og da han lever i mit
Hus, vil han hver Aften kunne meddele mig, hvad der skal udrettes næste Dag."