Michelangelo Buonarroti

Side 309
Bygning ved min Virksomhed. Jeg vender altsaa tilbage til min indtrængende Bøn om
Afsked; I kan ikke vise mig nogen højere Naade. Og med al Ærbødighed kysser jeg,
berømte og ærværdige Herlighed. Eders Haand."
Som man af dette Brev kan se, der havde været evindelige Vanskeligheder.
Det skortede paa Penge; det skortede paa Arbejdere, der vilde og kunde tage fat.
Værkførerne var uvillige eller skødesløse. Og der blev stjaalet, hvor man blot kunde.
I et Brev til Vasari hedder det: "Gik jeg nu min Vej, var det visse Tyveknægte i høj
Grad til Behag, og jeg blev Aarsag til Bygningens Ruin; ja maaske blev Arbejdet paa
den helt nedlagt."
I et Brev til Bygningsudvalget havde han skrevet: "I véd, at jeg havde sagt til
Balduccio, kun at sende sin Kalk, naar den var god. Han har sendt daarlig Kalk, og han
synes ikke tilbøjelig til at mene, han vil blive tvungen til at tage den tilbage, hvad der
beviser, at han handler i Ledtog med Den, der har taget imod Kalken. Sligt giver de
Folk, jeg har afskediget, stor Opmuntring. Enhver, der tager imod slette Varer til Brug
for Bygningen, Varer, jeg har forbudt at godkende, har bl. a. det Formaal at skaffe sig
de Folk til Venner, som jeg har gjort til mine Fjender. Jeg troer, der nu indgaas en ny
Sammensværgelse. Løfter, Drikkepenge, Foræringer bestikker Retfærdigheden."
12
Ulykken var, at selve Bygningsudvalget, til hvilket Michelangelo appellerede, stod paa
deres Side, som var ham fjendske. Adskillige af hans Biografer er tilbøjelige til at
istemme med Sebastiano del Piombo, der i 1520 skrev til ham: "I er selv Jer eneste
Fjende", (Pensate che non avete altro che vi faccia guerra se non voi medesimo). Men
der er ingen anden Sandhed i det Ord, end at han af Naturen var tungsindig og af gode
Grunde mistroisk. Thi virkelige Fjender havde han i skokkevis, og det regnede, særligt
i disse Aar, da han ledede Peterskirkens Opførelse, over ham med Beskyldninger
og Angreb. Havde Paverne ikke været utilbøjelige til at lade sig paavirke af alt dette
Fjendskab, saa var Stillingen bleven ham frataget.
Da Buonarroti var 81 Aar gammel, blev en ubetydelig Arkitekt, som var sysselsat ved
Bygningen, den egentlige Leder af Ondskaberne imod ham. Hans Navn var Nanni di
Baccio Bigi, og Buonarroti kendte ham godt, da Nanni engang i sin tidlige Ungdom (efter
hvad Vasari fortæller) "mere af Kærlighed til Kunsten end af Lyst til at skade" havde
stjaalet Tegninger fra ham. Nanni havdp strax, da Michelangelo overtog Ledelsen,
udbredt, at han ikke forstod sig paa Arkitektur, at den Model, han havde indgivet, var
barnagtig og forrykt, at han øste Pengene ud til Unytte, at han arbejdede ved Nattetid,
for at hindre, man fik Indblik i hans Planer.
Rygter om, at det Murbryn, han havde opført paa Palazzo Farnese, vilde styrte ned,
gik fra Mund til Mund, og kom ogsaa Bygningsudvalget for Øre, der fæstede Lid til dem
eller lod saaledes. Michelangelo maatte til en af dem skrive:
"Messer Bartolomeo, vær saa god at læse dette Brev (det, der gav ham Underretning
om Intrigerne imod ham) og tænk selv over, hvem de to Skurke er, som først har
udbredt Løgne om, hvad jeg har gjort ved Palazzo Farnese, og nu ovenikøbet lyver
i den Beretning, de forelægger Udvalget for San Pietro. Det er Gengæld for al den
Venlighed, jeg har vist dem. Men hvad andet kan man ogsaa vente sig af et Par ganske
nederdrægtige Slyngler!"
I Marcello den Anden's korte Regeringstid følte Michelangelo, trods alle de Angreb,
han havde tilbagevist, sig saaledes uden Støtte, at han alvorligt tænkte paa nu at
forlade Rom og følge Indbydelserne til Firenze. Man husker, at denne Pave som