Michelangelo Buonarroti

Side 307
Han dannede af Travertin den første runde Gesims over Buerne, der, siger Vasari,
"vidunderligt yndefuld afviger fra alle andre og ikke kunde gøres bedre".
Paa én Gang arbejdedes 1549 paa Tambouren, hvis Sokkel fuldendtes,
paa Korsbygningens højre Arm og dens Tribuna og, efter Fjernelsen af ældre
Bygningselementer, paa Korsets nordlige Arm og dennes Tribuna, endelig paa
Opførelsen af den sydlige Tribuna, der 1551 allerede var naaet op til Pilastrenes
Architrav. Den Tøndehvælving, der af Antonio da San Gallo var bygget over Korsets
venstre Arm, maatte som stridende imod Planen, rives ned. Derefter hvilte Arbejdet
paa denne Tribuna nogle Aar.
Bygningsudvalget, som hørte til San Gallo's Parti, indgav til Giulio den Tredie en
Klage over Michelangelo, hvori der stod:
"Hvad Byggeriet angaar og hvad der kommer ud deraf, derom er vi ude af Stand til
at meddele noget, da Alt forbliver skjult for os, som havde vi Intet dermed at gøre. Vi
har flere Gange nedlagt Indsigelse og gør det nu paany for at lette vor Samvittighed. Vi
billiger ikke Michelangelo's Virksomhed, navnlig ikke hans Riven ned. Ødelæggelsen
var og er i disse Dage saa stor, at Alle, som er Vidner til den, gribes af Medlidenhed.
Dog dersom Eders Hellighed billigør den, har Udvalget ingen Grund til Klage."
Der blev hos Paven afholdt et Møde, ved hvilket San Gallo's Sekt havde faaet
det ordnet saaledes, at alle ved Bygningen sysselsatte Arbejdere var tilstede, og hvis
Formaal var Godtgørelsen af, hvorledes Michelangelo havde fordærvet Bygningen.
Modstanderne lod ham høre, at Kirken som han opførte den, ikke vilde faa tilstrækkeligt
Lys. Han havde bygget Kongenichen, hvor der fandtes de tre Kapeller; men man vidste
ikke, hvorledes han vilde indrette Hvælvingen.
Saaledes havde Modstanderne faaet Paven, Cardinal Salviati og Cardinal Marcello
Cervini, der senere blev Pave, til at tro, Kirken vilde komme til at ligge i Halvmørke.
- Da alle var samlede, sagde derfor Giulio den Tredie til Buonarroti: "Udvalgets Mening
gaar ud paa at Kirken vil faa for lidt Lys." - Michelangelo svarede: "Det vilde være
mig kært at høre Mænd af Udvalget tale." - Cardinal Marcello sagde da: "Vi er
beredte dertil." - Michelangelo svarede: "Over disse tre Vinduer anbringer jeg endnu
tre andre i Hvælvingen, som bliver bygget af Travertin." - "Derom har I aldrig sagt os et
Ord," indvendte Cardinalen. Michelangelo sagde: "Jeg er ikke forpligtet til at meddele
Deres Herlighed eller nogensomhelst anden, hvad jeg maa gøre eller ønsker at gøre.
Det er Eders Sag at sørge for Pengene og at se til, de ikke bliver stjaalne. Hvad
Byggeplanerne angaar, saa har I at overlade dem til mig."
Og med et Blik paa Murerne, Stenhuggerne og Snedkerne sagde han derefter til
Paven: Lad ham dèr gaa hen at mure, lad ham dér mejsle, lad den næste gøre sin
Snedkergerning, og lad hver af dem øve sin Dont, idet han udretter, hvad jeg har
forføjet. Thi om det, jeg har i Sinde at gøre, vil de aldrig faa noget at vide; det vilde være
under min Værdighed. Men til Eders Hellighed siger jeg: Man maa have Medlidenhed
med dem; thi Misundelse er for lavsindede Mennesker en stor Fristelse. - Hellige Fader!
I ser, hvad Vinding jeg har, Hvis den Møje jeg underkaster mig, ikke bliver en Velgerning
for min Sjæl, saa spilder jeg i Sandhed min Tid og Umag." (Svaret, der naturligvis ikke
er ordlydende, gengivet efter Vasari og efter et Brev fra Giovanni Paggi til Girolamo
Paggi).
Paven lagde sine Hænder paa Buonarroti's Skuldre og sagde: "Vær uden Frygt, du
vinder baade for Legeme og for Sjæl." Hans Forsvar vandt Giulio den Tredie helt for
ham, og Paven befalede ham, næste Dag at komme med Vasari til Villa Giulia, hvor
der blev ført lange Samtaler om Kunst.