Michelangelo Buonarroti

Side 304
Muslingeskal, der bryder Linierne. Vinduerne hviler paa svære Consoler. Over dem
firkantede Murfordybninger med smaa runde Gavle. Atter over disse under Portens
takkede øverste Rand Medailloner, over hvilke der hænger brede Baand, et Motiv, der
i større Format er gentaget paa den tindeagtige Taarnbygning, der, baaret af mindre
Dobbeltpilastre, er Baggrund for det af to vældige Skikkelser holdte store pavelige
Vaabenskjold.
Dette er en Bygning, til hvilken man intet Tilsvarende har set, og som man vanskeligt
glemmer. Der er dem, som finder den grim; der er andre, hvem den imponerer,
selv om den arkitektoniske Nødvendighed af Enkelthederne er saare tvivlsom. Denne
Port røber Michelangelo's Tilbøjelighed til i samme Værk at virke ved Forening af
Modsætninger, der (som Ydersiden og Indersiden) ikke staar i nogetsomhelst Forhold
til hinanden.
Men denne Port røber mere: Buonarroti's personlige, ganske uklassiske Fornøjelse
ved at bryde de arkitektoniske Linier, hans Lyst til for enhver Pris at adskille sig fra sine
Forgængere ved Former, man ikke venter, endelig hans Grunddrift: Søgen af det Ny.
Han skyer ikke at skabe sig Vanskeligheder, som selve Opgaven ikke har paatvunget
ham, og har sin Lyst af med mer eller mindre Held at overvinde dem.
Han virker her stundom ved en Fordobling, hvor Simpelhed var tilstrækkelig. Han
arbejder her arkitektonisk som en Experimentator, der prøver sig frem, ophober
Former, overlæsser Former, og sprænger dem. Ingen har som han paa en Gang været
sublim og bizar.
8
Allerede under Pave Niccolò den Femte (1447 til 1455) havde den gamle til San
Pietro indviede Basilica vist de betænkeligste Tegn paa Forfald. Leone Battista Alberti
meddeler i sit Værk (De arte ædificatoria 1, 10), at Mellemskibets lange Mure, der
hvilede paa Søjler, var vegne ikke mindre end tre Braccier (to Metre) ud fra den lodrette
Stilling, og kun holdtes sammen ved Tagets Bjælker.
Pave Niccolò tænkte derfor med god Grund paa Opførelsen af en ny Peterskirke;
han betragtede det desuden som nødvendigt til Stadfæstelse af Kirkens Myndighed,
at den havde et synligt haandgribeligt Sindbilled, hvis Former og hvis Rejsning kunde
sjæleslaa paa uforglemmelig Maade. Han døde imidlertid netop som han var begyndt
paa Iværksættelsen af sin Plan.
Der er allerede ovenfor talt om Bernardo Rossellino's Udkast og om hans Tribuna.
Michelangelo's Forslag til Opførelse af et Gravmæle for Giulio den Anden paa det af
Rossellino opførte Fundament bragte Planen til en ny Kirkebygning i Erindring. Ivrigt
stræbte Bramante at faa sig Opførelsen overdraget.
1506 lagdes Grundstenen. Bramante har efterladt forskellige Grundrids, et paa
Pergament, en Skitse til Kuppelrummet, til Koret og til et Sidekuppelrum, to
Pennetegninger til Indersiden af det Kapel, han opførte paa Rossellino's Grundlag.
Vasari henviser, for at give sine Læsere en Forestilling om Skønheden af den
Kirkebygning, Bramante agtede at opføre, til en Erindringsmynt af Caradosso, der
har Pavens Profil paa Forsiden (Julius. Ligur. Papa. Secundus. MCCCCCVI) og paa
Bagsiden et mægtigt Bygningscomplex, der ikke har ringeste Lighed med Peterskirken,
som den nu staar der (Templi. Petri. Instauracio).
Imidlertid viser Bramantes Plan en Bygning i Skikkelse af et græsk Kors med lige
lange Arme og giver desuden Tegningen til en Kuppelbygning. Han begyndte med