Michelangelo Buonarroti

Side 303
der skulde genopføres efter den Overlast, den havde lidt ved Byens Indtagelse og
Plyndring i 1527. Fra Aar 1534 var dette Arbejd blevet ledet af Antonio da San Gallo,
den samme, der byggede Palazzo Farnese, og der dengang betragtedes som Roms
første Arkitekt.
Vi kender fra Vasari de Forhandlinger, der i Aarene 1545 til 1546 i Pavens
Nærværelse førtes om, hvorledes Fæstningsværkerne bedst skulde anlægges. Da
Buonarroti ytrede en fra San Gallo's Anskuelse stærkt afvigende Mening, udbrød
denne, at Billedhuggeri og Maleri var hans Fag, men ikke Befæstningskunst. Svaret lød,
at af Skulptur og Maleri forstod han ikke stort, men den omhyggelige Eftertanke, han
havde anvendt paa Forsvaret af en By; den Tid, han havde brugt dertil, og de Erfaringer,
han praktisk under Belejringen af Firenze havde indvundet, gjorde ham San Gallo og
hans hele Slæng af Arkitekter meget overlegen. Han paaviste derefter talrige allerede
begaaede Fejl. Der faldt hvasse Ord fra begge Sider, og Paven afbrød Discussionen.
Dagen efter Debatten sendte Michelangelo Fæstningen San Angelo's Castellan
et (26. Februar 1545 dateret) Brev, i hvilket han udvikler, hvad der Dagen før ikke
blev Lejlighed til at sige, og tilraader at overdrage Ledelsen af Befæstningsvæsenet
til Kaptajn Giovan Francesco Montemellini, med hvem han vel ikke i alle Punkter var
enig, men hvis Dygtighed og Hæderlighed han anerkendte.
Efter San Gallo's Død i Oktober 1546 fik Michelangelo (sammen med Ingeniøren
Jacopo Melleghini) den ledende Stilling. Og han forelagde hurtigt Paven en Plan til
Befæstelsen af det hele Borgo. Dog da Rom efter den kejserlige Hærs Erobring af
Piacenza syntes øjeblikkelig truet, Overgav Paolo den Tredie Fortificationen til Jacopo
Fusto Castriotto, en Ingeniør fra Urbino, der anlagde Fæstningsværkerne paa Byens
Høje, ikke, som Michelangelo havde villet, paa Slettegrund.
Sammen med Buonarroti's Interesse for Byens Befæstning hænger hans Arbejd
som Bygmester af dens Porte. Porta del Popolo siges udført efter en Tegning af
ham. Men utvivlsomt hans Værk er den mærkelige Porta Pia, til hvilken han i 1561
udarbejdede hele tre Planer for Pio den Fjerde. Paven godkendte den billigste.
Ydersiden af Porta Pia (den Port, ved hvilken den italienske Hær den 20. September
1870 gennem et Murbrud strømmede ind i Rom og indtog Byen) har Michelangelo givet
et simpelt, klassisk Præg. Porthvælvingen, der har Form af en romersk Triumfbue, er
flankeret af to smukke høje korinthiske SØjler, og to andre indfatter de tomme Nicher
paa hver af Portbuens Sider. Over Hvælvingen hæver sig en Spidsgavl, der læner sig
imod en firkantet Murflade (med en Indskrift fra Pio Nono's Tid).
Dog paa Indersiden af Portbygningen har det været Buonarroti en Æressag at
aabenbare sin Vælde, sin Evne til at gøre Indtryk, og sin Vragen af alt Tilvant og tidligere
Set. Porten her er ingen Bue, men en Portal der foroven indsnevres skraat i stumpe
Vinkler. Den indrammes ikke af Søjler, men af toskanske Pilastre, der kun paa deres
øverste to Trediedele har lodrette Furer, forneden er glatte. Deres simple firkantede
Kapitæler har en Dæksplade med 5 eller 6 smaa draabeagtige Fordybninger.
Over Portalen et Segment, i hvis Midte en Maske; over dette igen baaret af
korte Piller den besynderligste Gavl. Først to Buefragmenter, der udmunder i Voluter,
forbundne ved en tyk hængende Guirlande: saa derover en Spidsgavl, hvis Linier
brydes af en firkantet Indskriftstavle, der optager Midten og naaer helt ned til
Guirlanden.
Paa hver Side af Portalen i den af mægtige Kvadersten opførte Portfacade et
overmaade stort og højt tilgitret Vindue, hvis Spidsgavl er Ramme om en vældig