Michelangelo Buonarroti

Side 301
Auguste Rodin er vistnok den første, der i denne saa udprægede Repræsentant for
den italienske Renæssance har fundet en Fortsætter af den gotiske Billedhuggerkunst.
Rodin havde den Evne, under en Samtale at kunne illustrete sine Udtalelser ved i Leret
at danne Figurer i Stil med dem, der kom paa Tale. Saaledes lærer man af hans Bog
"L'Art", de af ham gennemsete Samtaler, han har ført med Paul Gsell, hvorledes han fra
først af er trængt ind i Michelangelo's Kunst og hvorledes han endte med at opfatte den.
En Dag formede han under Samtalen en Statuette, der tog sig ud som en Kopi efter
den af Fangerne i Louvre, hvis Hænder er bundne paa Ryggen.
Han sagde: "Her er kun et Dobbeltplan, et for Statuettens øvre Del og et andet,
modsat, for den nedre. Dette giver Bevægelsen et Præg af Voldsomhed og af Tvang,
en betagende Contrast til Antikernes Ro. Den Hofte, der er løftet, svarer til det Ben, der
bærer mindst, hvad der angiver, at Legemet er i Færd med at dreje sig. Overkroppen
er ikke mindre livfuld. Istedetfor fredeligt at hvile paa den mest løftede Hofte, som det
vilde finde Sted hos en antik Figur, hæver denne Overkrop Skuldren paa samme Side,
for at fortsætte Hoftens Bevægelse. Der er her i Kraft af Benenes og Armenes Stilling
ikke levnet noget tomt Rum imellem Lemmerne og Kroppen. - Michelangelo skal, siger
Rodin, ikke have vurderet andre Billedhuggerarbejder end dem, man kunde lade rulle
ned ad en Bjergskraaning uden at de gik itu: "Hverken Feidias's eller Polykleitos' eller
Skopas's eller Praxiteles's Værker vilde have bestaaet den Prøve." (Det Ord, der her
tillægges Michelangelo, er apokryft).
"Et vigtigt Træk ved mit Udkast, fortsatte Rodin, er, at Figuren har Consol-Form som
Buonarroti's. Knæerne udgør den fremspringende Del; den indadbøjede Brystkasse
svarer til Consolens concave Parti, og det bøjede Hoved har Analogi med Consolens
øvre Del. Torso'en er altsaa bøjet frem, mens den i Antiken var bøjet tilbage, hvad
der foraarsager dybe Skygger i Brysthulheden og under Benene. Buonarroti's Figurer
udtrykker altsaa Personlighedens smertelige Folden sig sammen, den urolige Energi,
Viljen til Handling uden Haab om Medgang, kort sagt, den Skabnings Martyrium, der
fortæres af en Attraa, som ikke bliver tilfredsstillet.
"Sandt at sige er Michelangelo ikke, som man har sagt, en Ensom i Kunsten. Han
er den hele gotiske Tankes Fuldendelse. Han er aabenbart Arvingen til det 13. og
14. Aarhundredes Billedkunstnere. Man finder hvert Øjeblik i Middelalderens Skulptur
denne Consolform, Brystet, der trækkes tilbage, Arme, der ligger ind til Legemet, og den
samme stræbende Holdning. Man genfinder især en Melankoli, der betragter Livet som
noget Foreløbigt, man ikke bør fæste sig ved." Saavidt Rodin om det gotiske Element
i Michelangelo's Billedhuggerkunst. Men dette gotiske Element er, saasnart man har
faaet Øje derfor, ogsaa til Stede i hans arkitektoniske Værker.
Han har genoptaget gotiske Ideer. Som det var gotiske Træk i hans Sjæleliv, at
hans Religiøsitet antog Karakteren af hellig Elskov, og at hans Følelse gav sig Udtryk
af spidsfindigt Sværmeri, selv om den i sit Væsen var Skønhedsglæde og den Attraa,
Skønhedsglæden vakte, saaledes var det et gotisk Træk i hans Virken som Bygmester,
at han ikke led de svære Murmasser, men gerne nøjedes med at sikre sig afgørende
Støttepunkter. Han forstærkede Muren ved Piller og disse atter ved Sidepiller paa
de Punkter, hvor Gjordbuer og Ribber forenede sig med Pilasteren; men han tillod
sjældent Muren at virke som Flade, afbrød den ved Blindinger, eller gennembrød den
ved Vinduer.
Det er gotiske Træk, at han ophæver Murfladen i San Lorenzo's Sakristi, at han
i øverste Stokværk af Palazzo Farnese forener Pilastre med to Sidepilastre, eller at
han udenpaa San Pietro combinerer Storpilastre med halve Sidepilastre og flade Piller