Michelangelo Buonarroti

Side 300
han havde vistnok levnet en Forplads, der kræves baade af Øjet og af Nyttehensyn, da
der i selve Biblioteket heller ikke findes nogen Forplads, men den Indtrædende strax
støder paa Bænke og Borde.
Da fire Trin var udførte, kunde Vasari, hvem Udførelsen først var overdraget,
hverken finde de af Michelangelo bestemte Maal eller hans Plan for Indretningen.
Hverken Mærkerne paa Murstensgulvet eller de forskellige gamle Modeller af Ler
formaaede at vejlede ham, og han sendtes da til Rom for at bevæge Mesteren til at
vende tilbage til Firenze, hvor Hertug Cosimo vilde tage imod ham med al den Hæder,
han fortjente. Dog Buonarroti betragtede det som Synd og Skam at afbryde det Arbejd
med Peterskirken, som han havde paataget sig at udføre uden Vederlag til Frelse for
sin Sjæl. Og han forblev i Rom.
Først var det, som havde Michelangelo i de mange Aar glemt Alt, hvad der var
planlagt med Hensyn til Vestibulens Fuldendelse. Saa fulgte dog i et Brev til Vasari af
28. September 1555 en Art Beskrivelse, rigtignok en meget ufuldkommen.
Brevet begynder: "Messer Giorgio, dyrebare Ven. Hvad Bibliotekstrappen angaar,
om hvilken der er blevet talt saa meget til mig, saa tro mig, at hvis jeg kunde huske,
hvorledes jeg havde forestillet mig den, lod jeg mig ikke længe bede. Som en Drøm
kommer Noget om en vis Trappe mig i Hu; men jeg tror ikke, at det er netop, hvad jeg
dengang udtænkte; thi Trappen forekommer mig latterlig. Dog vil jeg i ethvert Tilfælde
her opskrive, hvad der foresvæver mig, nemlig: I tager et vist Antal ovale Æsker hver
for neden en Palme (et vist Antal Tommer) stor, dog ikke af samme Længde og Bredde.
Den største lægger I nederst paa Gulvet, saa langt fra Muren og Dørsiden, som passer,
eftersom I ønsker Trappen flad eller stejl. Paa den sætter I en anden Æske, der paa
hver Side maa være saa meget mindre, som det er nødvendigt for at dens Fod, som
gaar op eller ned, kan finde Plads. Trinene tager altsaa bestandig af i Omfang, og det
øverste Trin skal blot være saa bredt som Døraabningen.
"Trappen skal have to Fløje, en paa hver Side, med samme Rækkefølge af Trin; men
disse skal have lige Linier, ikke ovale; og disse skal bruges af Tjenerne, den midterste
af Herren." Der følger endnu nogle Anvisninger; men trods alle Forklaringer forekom
det Hele Vasari saa uklart, at han opgav Arbejdet.
Først med Brev til Bartolommeo Ammanati fra 14. Januar 1559 fulgte den længe
attraaede ny lille Lermodel. Her husker Buonarroti, at hvad han fordum tilsigtede
med Trappen, var noget Isoleret, som ikke havde Berøring med andet end med
Bibliotekets Dør: "Jeg har gjort mig Umag," skriver han, "for at bibeholde min gamle
Plan, og Sidetrapperne, der flankerer Hovedtrappen, skal efter min Hensigt ikke
have Rækværk som denne, men for hvert andet Trin blot have en Sokkel, som det
kræves af Decorationen." Han raader til, hellere at gøre Trappen af Nøddetræ end af
Macigno-Sten for derved at tilvejebringe bedre Overensstemmelse med Bibliotekets
Dør, Bænke og Loft. Han slutter: "Videre er der Intet. Jeg er ganske Eders, en gammel,
blind og døv Mand og lidet rørig, saavel hvad Hænderne som hvad Kroppen angaar."
Sidetrapperne fik, som han krævede det, intet Rækværk, behøvede det ikke heller,
da Midtertrappen havde to. Materialet blev ikke Træ, men Sten.
6
Det som mest overrasker Den, der studerer Michelangelo som Billedhugger og Arkitekt,
er hans Genoptagen af gotiske Ideer og Tendenser. Han havde jo i de Samtaler,
Francisco de Hollanda har gengivet, Udtalt sin Ringeagt for nordisk Kunst.