Michelangelo Buonarroti

Side 30
Da i Cosimo's sidste Tid Donatello ikke mere kunde arbejde, underholdt Cosimo
ham og anbefalede ham til Sønnen Piero, der skænkede ham en Gaard paa Landet.
Cosimo døde hædret af sin Søn og sine Slægtninge i 1464. Foran Højalteret i San
Lorenzo, hvor han blev jordfæstet i Krypten, denne Indskrift:
14
Cosmus Medices
hic situs est
decreto publico
Pater patriæ
Vixit annos LXXV menses III
dies XX.
Piero var 48 Aar gammel ved Faderens Død, af et svagt Helbred, om end ikke ubegavet
dog ubetydelig; han havde ikke Faderens politiske Skarpsindighed.
Han ejede en dygtig Hustru i Lucrezia Tornabuoni, hvis Familie under Navnet
Tornaquinci hørte til Florents's ældste Adelsslægter. Da man i Aaret 1293 havde
udelukket disse gamle Slægter fra Byens Embeder, forandrede ved Aar 1400 Simone
Tornaquinci sit Navn og traadte som Tornabuoni over til Folkepartiet, i hvilket han
sluttede sig til Huset Medici.
Familien havde stor Grundejendom; en Gade i Florents bevarer jo endnu dens Navn.
Lucrezia, der var en energisk Husfrue paa samme Tid som hun skrev Vers og
bearbejdede bibelske Fortællinger, kendte adskillige af sin Tids betydelige Skribenter
og tog sig iøvrigt af sin ældste Søn Lorenzos Opdragelse og Udvikling. Hun var paa én
Gang kristeligt ærbar og frisindet nok til at omgaas en løs Spotter som Luigi Pulci, ja til at
træde ham saa nær, at hun udøvede Indflydelse paa hans Digtning Morgante Maggiore
med dens Blanding af religiøst og burlesk, af streng Andagt og vild Uanstændighed.
Hun omgikkes ogsaa Angelo Poliziano, den fattige Søn af en Retslærd (Benedetto
Ambrogini af Montepulciano) der havde anraabt Piero de' Medici om Hjælp mod
forfølgende Fjender, men strax derefter var bleven myrdet. Sønnen optog det Navn,
under hvilket han gaar i Historien, efter sit Fødested. Han viste sig Familien Medici
yderst hengiven og var i sin hele Holdning en ægte Humanist.
Længe havde man i Italien ønsket sig "en latinsk Homer" for endelig at kunne
forstaa det gamle Hellas' lovpriste, grundlæggende Digtning. Poliziano fik kun anden
og tredie Sang af Iliaden færdige, men gav altsaa en Mundsmag. Han holdt 1483 i
Florents Forelæsninger over Aristoteles's Filosofi. Deres Indledning er selsom. Den
fører Titelen Lamia (Hexen) og er et Stykke Renæssance-Humor, der gør Løjer med
Troen paa Hexe, som siges at have nidstirret Poliziano med kunstige Øjne, fordi han,
en Visedigter, vilde give sig ud for Filosof.
Lorenzo har havt et højst ejendommeligt Ydre; han var høj, velskabt, sorthaaret,
bleg; Stemmen noget hæs; Ansigtet langtfra smukt og dog paa en Maade mere end
smukt. Hovedformen var kraftig med svært, efter Tidens Skik langtvoxende, Haar,
Næsen fladtrykt, Munden stærkt fremspringende og sluttet. Hagen tyder paa Vilje.
Underligt nok hos et sensuelt Og aandeligt saa udviklet Menneske: Lorenzo manglede
Lugtesansen.
Hans første Opdragelse blev overladt Gentile de' Bechi fra Urbino, Biskop af Arezzo,
en lærd og klog Mand, der stod i Forbindelse med Datidens Skribenter fra Francesco