Michelangelo Buonarroti

Side 299
Behandling, der er saa rig paa de mest overraskende Særheder, er udpræget
Michelangelosk: de to flade Nicher paa hver sin Side af Giuliano og Lorenzo; i
Hjørnerne de dobbelt saa store flade Fordybninger i Væggen over de smaa Døre;
over disse Blindnicher de umaadeligt complicerede Gavle, der synes at klemme den
mægtige Pilaster imellem dem om Halsen, som vilde de kvæle den.
Hvad for Buonarroti som Bygmester her har været af Vægt, synes udelukkende:
Meddelelsen af Liv selv i Krogene. Han lod ikke nogen Regel hæmme sin
Kunstnerfantasis frie Flugt. Saa stor en Tekniker, han var, han stillede det Tekniske
i sin Aands Tjeneste, ofrede allerede her Lydigheden imod elementære Love for at
opnaa en vis Virkning, som det foresvævede ham, at han havde Brug for.
Dette Indtryk bekræftes ved Skuet af Forhallen til det Laurezianske Bibliotek i
Firenze, hvis Trappebygning efter Michelangelo's Plan blev udført mellem 1552 og
1560, tilsidst fuldført af Bartolommeo Ammanati efter en lille Lermodel. Allerede 1524
til 1526 blev der arbejdet paa dette Libreria's Vestibule efter Tegninger, som Mesteren
endelig fik godkendte af Paven. 1526 til 1530 blev Arbejdet paa Grund af den krigerske
Uro afbrudt; atter optaget 1530 til 1534. I 1552 og 1553 blev det tavlede Gulv efter
Michelangelo's Raad lagt af Niccolò Tribolo; men som sagt først 1560 blev Trappen
færdig.
Ved første Blik er Indtrykket det, at Trappen ikke passer til Trappehuset. Man træder
gennem en Dør i Hjørnet ind i et stort firkantet Rum, hvis Vægge er leddelte af parvis
sammenkoblede Søjler, der ikke er stillede foran Væggen, men ind i den, saa de
gennembryder den, og under dem er besynderlige Consoler anbragte. Da Væggene
er dekorerede med tomme, flade Tabernakler med tunge Gavle af Segment-Form,
over hvilke der er fremstilt firkantede Blindinger, bliver der af disse Vægge kun smalle
Piller tilovers, saa der opstaar det Skin, at Søjlerne udgør den egentlige Væg, medens
Væggen forvandler sig til smalle Rammer og trænger sig frem foran dem.
I dette Rum, som saaledes er udrustet med Søjler og Piller, virker Trappen næsten
hensigtsstridigt; thi den begynder ved Jorden bredt som tre til hverandre tætsluttede
Trappegange, der kun er holdt ude fra hinanden ved et dobbelt Sten-Rækværk.
Saa indsnevrer den sig til den enkelte Midter-Trappegang, der er ført lige op til
Biblioteksdøren. Dette sidste er saa meget besynderligere, som Michelangelo ifølge
Brev fra Vasari havde bestemt Trappen i Midten for Herskabet, Sidetrapperne for
Tyendet. Alt synes her i visse Maader urimeligt men det beroer paa, at den vældige
Kunstnerpersonlighed ikke har respekteret anden Lov end sit eget Væsens. Han
faar Rummet til at virke saa levende som var det en Organisme, idet han tilintetgør
Vægfladen, tumler med den som med et Ler, der lader sig ælte i Billedhuggerens
Haand, og saaledes opnaar han, at Skuet paa Trods af alle Regler og Vaner opløser
sig i et Indtryk af Bevægelse og Kraft.
Her er Arkitekturen forvandlet, idet den er bleven omformet saaledes, at
Enkelthederne, der samvirker, snart har individuelt Liv, ret som var de Mennesker, snart
har et rent elementært Liv, ret som havde de været flydende, før de blev faste. Trappens
midterste Trinfølge gør et Indtryk som Bølger, der Slag i Slag skyller hen over hinanden
paa Strandkanten, og der ved en Plastikers Tryllestav her er størknede til Sten. Som
Helhed bibringer Vestibulen Beskueren nærmest den fantastiske Forestilling, at han
staar i en Tempelbal, man først har hulet ud i et Fjæld hvorefter man har givet sig til
at smykke dens Vægge.
Efter al Sandsynlighed har dog Michelangelo's oprindelige Plan været skønnere;
det er ikke troligt, at han selv vilde have ført Trappetrinene lige op til Indgangsdøren;