Michelangelo Buonarroti

Side 298
San Gallo tog sig denne Tilsidesættelse umaadeligt nær. Han døde kort derefter,
i Oktober 1546, og i 1547 udførte Michelangelo Murkransen paa Facaden. Men den
Forbitrelse, San Gallo havde følt, døde ikke med ham; den besjælede hele hans Parti;
og Buonarroti fik den at føle Resten af sit Liv som skjult eller aabenlyst Fjendskab,
medens han ledede Arbejdet med Opførelsen af San Pietro.
I Overensstemmelse med Beraabelsen paa Vitruvius og paa Antiken som Rettesnor
i Michelangelo's Brev til Paven holdt han som Bygmester af Palazzo Farnese noget
mere paa Stilens Renhed og Strenghed end i sine andre Værker som Arkitekt. Han
begyndte under sin Behandling af Facaden med Opførelsen af det store Vindue over
Hovedportalen, og anbragte over dette Farnesernes Vaaben i broget Marmor, som det
ses den Dag idag.
Michelangelo røbede sin utrolige Stedsans, det Geni for Terrænforhold, han har
tilfælles med de største Feltherrer, idet han strax, da han overtog Bygningen af Palazzo
Farnese, udtalte det Ønske, at man skulde bygge en Bro over Tiberen ud for Paladset
for at kunne gaa i lige Linie derfra til Villa Farnesina og fra Paladsets Have til Haven dér,
saa man fra Hovedportalen ved Campo di Fiore med ét Blik kunde omfatte Gaarden,
Brønden, Strada Giulia, Broen og den anden Haves Skønhed lige til den Port, som
aabnede sig imod Strada di Trastevere (nu Via della Lungara). Dette Anlæg blev
desværre ikke fuldført.
Vasari giver Buonarroti hele Æren for Palazzo Farnese's dejlige Gaard. Han fortier
forsætligt, at saavel den doriske Søjleorden med de aabne Portaler, paa hvilken
Bygningen hviler, som den ioniske Søjleorden i første Etage er San Gallo's Værk. Her i
første Stokværk er det kun Vinduesrammerne med de tunge Spidsgavle, Michelangelo
har tilføjet. Det Øverste Stokværk med de stærke Pilastre omgivne af Halvpilastre er
hans Værk. Han har atter her givet sin Uvilje mod Murfladen Udtryk ved at lade de høje
Vinduer rage helt op til Murbrynet. Architraven springer i to Afsnit stærkt skraanende
frem.
Nogen nænsom Holdning overfor Antonio da San Gallo's Arbejd kan Michelangelo
ikke siges at have iagttaget. Det Nænsomme laa ikke for ham. Man mærker ved
Betragtningen stærkt, at to forskellige Hænder og især at to forskelligartede Aander her
har samvirket uden at Samarbejdet er blevet Sammensmeltning. Dog Palazzo Farnese
er jo trods Planens Mangel paa streng Sammenhæng et saa dejligt Værk, at Beskueren
glemmer sine Indvendinger.
Paladsets ikke mindre skønne Facade ud til Haven blev med de tre stolte Loggia'er
foroven efter Michelangelo's Død fortsat af Vignola, fuldført af Giacomo della Porta.
5
Naar man fordyber sig i de stærkt personlige Egenheder og Særheder, der
træder frem i Buonarroti's sidste Tidsafsnit som Bygmester, slaar det En, at disse
Ejendommeligheder allerede indvarsledes ved Maaden, paa hvilken han i Aarene 1524
og de følgende ledede Opførelsen af San Lorenzo's Sakristi. Her havde han endnu slet
ikke for Øje at underkaste sig nogen Tugt af Forskrifter fra Vitruvius. Her gjaldt det for
ham kun om at forme det Arkitektoniske som Ramme om Billedhuggerarbejder, og man
kan da i Sakristiet skelne imellem ikke mindre end tre Stilarter, der alle, eftersom det
passede Bygmesteren som Billedhugger bedst, er anvendte i Skulpturens Tjeneste.
Kapellets arkitektoniske Skal er strengt klassisk. Marmorarkitekturen paa
Gravmælerne med de altfor smalle og altfor korte Skraaninger paa Sarkofaglaagene,
der er anviste de mægtige Skikkelser til ubekvemt Leje, er halvvejs barok. Væggenes