Michelangelo Buonarroti

Side 297
Død med de Udtryk, i hvilke han senere klæder sin Sorg over Tabet af sin Tjener Urbino,
saa er de sidste fuldt saa stærke og følte. Vittoria Colonna har i Michelangelo's Liv
alene Betydning som den Kanal, gennem hvilken den religiøse Reaktion, der afløste
Renæssancen, naaede til ham og delvist bemægtigede sig ham. Med sit Sinds Hang
til Exaltation var han modtagelig for en Indflydelse, overfor hvilken en Aand som
Leonardo, om han havde oplevet dette Tidsskifte, vilde have vist sig upaavirkelig, og
for en Smitte, overfor hvilken Leonardo vilde have været immun. Thi Leonardo foregreb
de moderne Aander, for hvem Himlene mindre forkynder Guds Ære end Copernicus's,
Galilei's, Newton's og Einstein's.
4
Blot den opmærksomme Betragtning af en Bygning som Conservatorernes Palads
paa Capitolium giver En det stærke Indtryk af Buonarroti's Egenhed som Arkitekt.
Han føler sig original, og han vil lægge sin Originalitet uafkortet for Dagen. Det er
ham vigtigere, at Bygningen bærer hans Aands Stempel end at den svarer til det,
der almindeligt betragtes og føles som normalt og harmonisk. Derfor Modsætningen
mellem de mægtige Pilastre, der stiger gennem to Etager, og de smaa Søjler, der
møjsomt bærer det svære øvre Stokværk med Murbryn og Balustrade. Det almindelige
Forhold mellem det Bærende og det Baarne er forrykket til Bedste for en overraskende
Virkning. Pilastrene synes at ville fortrænge Søjlerne. Den ydre Murvæg er saaledes
gennembrudt, at den saa at sige ikke existerer.
Det er nødvendigt at fremhæve denne Buonarroti's Tilsidesættelse af vedtagne
Regler, ja af saadanne, der er alt andet end vilkaarlige, fordi hans Fremgangsmaade
som Arkitekt her og ved mangfoldige andre Lejligheder strider imod den Rettroenhed
overfor Vitruvius, som han bestandig stiller til Skue, og rimeligvis ærligt har ment at
sidde inde med.
Et skrevet Vidnesbyrd om denne Rettroenhed foreligger fra Aar 1545. Facaden til
Palazzo Farnese var af den yngre Antonio da San Gallo bleven opført til den øverste
Murkrans, da Paolo den Tredie, der gerne vilde besidde en Mønsterbygning i dette
Familiepalads, anmodede Michelangelo om at udtale sit Skøn over Planen.
Dette yderst barske, slet skrevne, men kraftigt mente Skøn, som vi besidder i
Conceptet, gaar med Numerering fra 1 til 6 af de Hovedpunkter, hvorom det efter
Vitruvius gælder ved en Bygning, og som her allesammen er forfejlede eller fattes, ud
paa i Bund og Grund at fordømme Antonio da San Gallos Plan. Ikke det ringeste i
denne skønne Facade finder Naade for Mesterens Øjne.
Følgen af denne tilsyneladende tilintetgørende, men højst uretfærdige Kritik var den,
at Paven opfordrede alle Roms ansete Arkitekter til at overbringe Planer for Bygningens
Fuldendelse. En Morgen, da Paolo spiste Frokost i Vaticanets Belvedere, blev saa i San
Gallo's Nærværelse alle Planerne Paven forelagte. De var udførte af Perino del Vaga,
Raffaello's Elev, af Sebastiano del Piombo og Giorgio Vasari, Michelangelo's Elever,
der indfandt sig hver med sit Udkast. Men Vasari havde desuden et Udkast med, som
Michelangelo selv havde tegnet, og som han havde overgivet Vasari til Overbringelse,
da denne kom for at høre Mesterens Mening om sit eget Projekt. Vasari skulde forøvrigt
undskylde Michelangelo's personlige Udebliven med at han, hvad sandt var, befandt
sig for ilde til at gaa ud.
Paven roste alle Tegningerne som aandfulde, "men mest den guddommelige
Michelangelo's" siger Vasari, og Paolo den Tredie tilføjede da Antonio da San Gallo den
haarde Krænkelse at tage Foretagendet fra ham og overdrage Opførelsen af Palazzo
Farnese til Buonarroti.