Michelangelo Buonarroti

Side 296
Dette stemmer daarligt med det rørende Ord, Condivi beretter at have hørt af
Michelangelo's Mund: "Ingenting gør mig saa trøstesløs, som den Tanke, at jeg har set
hende død, og ikke har kysset hendes Pande og Ansigt, men blot hendes Haand."
Men disse sidste Ord har sikkert været følte. Og Trangen hos Michelangelo til
at betragte sin Personlighed og Vittoria Colonna's som paa en vis Maade historisk
sammenhørende, røber sig ogsaa paa Bladet med hendes tegnede Profil. Thi lige
overfor hendes Hoved har han anbragt et Mandshoved, ligeledes set fra Siden, som
øjensynligt er en Gengivelse af hans eget. Ved et forunderligt Lune eller i Kraft af et
allegorisk Indfald har han givet dette Hoved til Bedækning som en Slags Hue et aabent
Vildsvinegab, der helt slutter om det, da Vildsvinehovedet med dets mægtige Kæber
og lange strittende Øren er betydeligt større end Mandens.
3
I den forroste Bog Renæssancen, historiske Scener fra 1877 af Grev Joseph de
Gobineau (1816 til 1882) findes der en beundret Scene, Michelangelo og Vittoria
Colonna, i hvilken 1564 den 89-aarige Mester kommer paa Afskedsbesøg til den eneste
Kvinde, han har dyrket, og for sidste Gang udøser sit Hjerte for hende. Hun modtager
ham med alt det Hensyn, der skyldes hans Storhed og hans bøje Alder. - Som vi saa,
havde Vittoria Colonna paa det Tidspunkt ligget 17 Aar i sin Grav.
Hermed kan sammenstilles den anden Scene i dette Værk, hvor Buonarroti
behandles. Den er betitlet: Michelangelo og Raffaello. I den bliver Buonarroti, trods sin
Uvilje imod Raffaello, saa betagen ved Budskabet om dennes nær forestaaende Død,
at han iler ned ad Roms mørke Gader for at se den Syge endnu engang. Paa Vejen
møder han imidlertid den pavelige Bærestol, i hvilken den hellige Fader bringes tilbage
til Vaticanet, og en Stemme lyder: "Raffaello er død, og Michelangelo er i Italien ene
tilbage." Michelangelo siger: "Jeg er tilbage, det er sandt. Ifjor var det Leonardo, nu
han, og alle de, som vi tre har kendt og lyttet til, er for længe siden borte."
Alt her er falsk. Først Michelangelo's Sindsbevægelse; man kan af Sebastiano del
Piombo's Breve til ham slutte sig til, hvor lidet Raffaello's Død gik ham til Hjerte.
Dernæst Stedbetegnelsen. Michelangelo var slet ikke i Rom, men i Firenze, da
Raffaello døde. Endelig den ganske moderne, i hans Mund umulige, Sammenstilling
af de tre store Navne.
Saaledes forestiller de fleste Mennesker sig tidligere Tidsaldres Liv. De mener, at de
Samtidige saa paa Forholdene med de Øjne, hvormed de betragtes af Efterslægten.
Dog af dybere Interesse er for os kun den her foretagne Forrykkelse af det Historiske
i Forholdet mellem Michelangelo og Vittoria Colonna, og den ubeskrivelige Ærefrygt
Vittoria Colonna's saakaldt dybe Religiøsitet trods de stygge Udslag, den gav sig,
indgyder sentimentale Heldører i meget stort Antal.
Det er det Ringeste af det, at Vittoria's Liv her i Digtningen er forlænget langt ud
over det virkelige Maal af Tid, saa der lades, som overlevede hun Michelangelo, og
ikke han i mange Aar hende. Men hendes Skikkelse er her som bestandig urimelig
idealiseret. Naar det Spørgsmaal opkastes, om Digteren har Ret til at omdigte historiske
Personligheder og Forhold, burde Svaret være det korte, at Historien i sin simple
Sandhed i Regelen er uendelig meget karakterfuldere, dybere gaaende, hvassere og
mere besk end de gode Poeters vamle Omskrivninger.
Vittoria Colonna's Indflydelse paa Michelangelo var nærmest af det Onde; og hans
Begejstring for hende havde en usmagelig Tilsætning af Tilfredsstillelse ved en saa
fornem Dames Beundring. Sammenligner man Udtrykkene for hans Sorg ved dennes