Michelangelo Buonarroti

Side 295
Ovenfor er skildret hendes Forhold til den religiøse Bevægelses Førere, til
Bernardino Ochino som til Reginald Pole, og det er fortalt, hvorledes endog den af
hende og hele hendes Kreds som en Helgen ærede Ochino, der saa længe havde
været hendes Sjælesørger, efter Inquisitionens Indførelse blev anklaget for Kætteri og
kun reddede sit Liv ved ilsom Flugt.
Marchesa'en af Pescara havde fra først af ganske staaet under Ochino's Indflydelse.
Senere fortrængtes denne Paavirkning af Paavirkningen fra Pole, og yderligt ortodox
som Vittoria Colonna var, havde hun følt sig skræmmet, blot hun hørte Ochino beskylde
for Kætteri, der for hende stod som den frygteligste Synd. Kætteriet bestod i, at han
skulde helde til Læren om Retfærdiggørelse ved Tro. - Værkhellighed var jo det Eneste,
der gav Frelse. Desuden anklagedes han for under Skin af Angreb paa Flerkoneriet
at forsvare det.
Til sine religiøse Grublerier havde Marchesa'en føjet den umaadeligste Lidenskab
for at spæge sit Kød. Hun fastede, har stadigt en Haarsærk, og vanrøgtede sit Legem
saaledes, at hun "næsten kun var Skind og Ben". Det er de Udtryk Clemente den
Syvende's Protonotar Pietro Carnesecchi brugte om hende for Inquisitionsdomstolen
i 1566.
Thi endog Vittoria var bleven Inquisitionen mistænkelig paa Grund af hendes
venskabelige Forhold til Capucinergeneralen Ochino, der ikke gjaldt for stort bedre end
en Lutheraner. Da Capucineren indsaa, at tog han til Rom, hvortil han var stævnet, og
indfandt han sig for Inquisitorernes Tribunal, var Døden ham vis, skrev han (22. August
1542) et Brev til Vittoria Colonna, hvori han meddelte hende sin Hensigt at flygte:
"Hvad kunde jeg endnu udrette i Italien? ... Ofte nok er jeg formelig tvungen til
at udtrykke mig næsten gudsbespotteligt om Kristus blot for at tilfredsstille Verdens
Overtro, og selv det er ikke tilstrækkeligt; thi det er de Ildesindede en let Sag at skrive til
Rom og anklage mig; og saa har vi paany samme Larm. Skriftligt er jeg ude af Stand til
at opklare Sagen. Af disse og andre Grunde foretrækker jeg at forlade Italien ... Farnese
(Paven) siger, at jeg stævnes, fordi jeg har præket Kætteri og sagt anstødelige Ting.
Teatinerne. Pucci (Lorenzo, Cardinal) og andre, jeg ikke vil nævne, taler saaledes om
mig, at havde jeg korsfæstet Kristus, vilde man neppe gøre saa meget Væsen deraf."
Da det vidstes, at Vittoria havde modtaget Brev fra Ochino, mens han var paa
Flugt, krævede Inquisitorerne af hende, at hun skulde indsende dette Brev til Rom
for at det kunde anvendes under Kætterprocessen imod Capucinergeneralen. Saa
jammerligt knækket var al menneskelig Stolthed i hende bleven af Kravet paa religiøs
Underdanighed, saa viljeløst et Redskab var hun efterhaanden bleven i Kirkens Haand,
at hun begik den forfærdende Lavhed at udlevere og angive den af hende i en
Aarrække grænseløst beundrede Ochino ved at indsende Alt, hvad hun nogensinde
havde modtaget fra hans Haand, ledsaget af et kristelig ydmygt Brev til Cardinalen
Matteo Cervini (4. December 1542).
For Michelangelo betydede Sligt, ifald han har vidst derom, ikke nogen Forringelse
af hans Beundring for Marchesa'en. Han skrev ved Efterretningen om hendes Død den
smukke Sonet: "Quand' el ministro de sospir mie tanti", paa hvis Bagside der findes den
besynderlige Tegning af en alvorlig i Profil gengivet Kvinde, der (ved Sammenligning
med Sebastiano del Piombo's bekendte smukke Portræt) viser sig utvivlsomt at skulle
forestille Vittoria, som hun i Erindringen stod for ham. Besynderlig maa Tegningen
kaldes, fordi den fremstillede, noget aldrende Kvinde har aabnet sin Dragt foran, og
stiller to enorme hængende Bryster til Skue, hvis Brystvorter alene ved deres Størrelse
gør et Indtryk af Misdannelse.